Gå til hovedindhold
Kurt kommer forbi

Kurt kommer forbi... Jan Tagesen

Jan Tagesen er historien om kæbekirurgen, som ganske enkelt ikke kan lade være med at løbe. Han har løbet i 43 år og de sidste 24 og et halvt år har han løbet hver dag. Som i hver eneste dag! For løb er godt for fysikken, og en god fysik er godt for psyken.

  • Læs op

Indhold

    Af Kurt Leth 

    Godt 140 km. om ugen bliver det til i løbeskoen for kæbekirurgen Jan Tagesen. Hver dag spæner han til og fra arbejde ca. 15-20 km i alt. Fra bopælen i Højbjerg til bl.a. Aarhus Universitet. I weekenderne løber han endnu længere. Det er løb hver dag med streg under HVER DAG. Ikke noget med at springe over. For når han snører skoene, er det fordi der skal ske lidt ud over det sædvanlige.  

    Derfor er den ivrige løber også medlem af en gruppe løbere, der kalder sig Streak Runners. Som Streak Runner er der et helt præcist krav: Du skal ud at løbe hver dag. Mindst en mil - svarende til ca. 1,6 km. Men når Jan begiver sig ud på en løbetur, kunne han ikke drømme om at nøjes med at løbe blot en mil. 

    “Nej, det bliver oftest til minimum 15 kilometer.”  

    Løber om natten 

    I 24 og et halvt år har Jan Tagesen præsteret at løbet hver eneste dag. Ikke én eneste dag har han sprunget en dag over. Og det med at være pisket til at løbe hver dag kan godt give visse udfordringer. 

    En træls pligt at løbe så meget? 

    “Nej, egentlig ikke. At være en Streak Runner kræver planlægning. Og det er jeg så vant til. Er du med i noget, deltager du 100 procent. Springer du over et døgn, er du ikke Streak Runner mere. Eller rettere du begynder forfra.” 

    Så hvis Jan Tagesen fx skal til en fest, på rejse eller noget helt tredje, skal han have gang i planlægningen. 

     “Det sker da, at jeg er nødt til at stå op midt om natten, så jeg, når at få løbet, hvis jeg og familien fx skal ud og rejse og være rigtig tidligt i lufthavnen. Selvfølgelig er det specielt at stå op kl. et om natten for at løbe 10-15 km inden afgangen til en lufthavn. Men sådan er det, hvis du vil være Streak Runner. At løbe hver dag gør jeg ikke som en pligt. Nu har jeg gjort det i de godt og vel 24 år. Det er en sport for mig og blevet en del af mit liv.”  

    Løbet i 43 år  

    Nogle vil nok betragte Jan Tagesen som nørdet. 

    “Min kone Rikke siger, at jeg er bindegal, men hun kender mig jo. Og hun vidste, hvad hun gik ind til i tidernes morgen. For jeg har løbet i de sidste 43 år.” 

    Jans kone Rikke siger: 

    “Det er ikke noget problem for mig, at Jan har den særegne interesse at løbe langt og hver dag. Det har jeg vænnet mig til. Som Jan siger, har jeg ikke kendt til andet i hans liv.” 

    Rikke kan dog fortælle om en episode, hvor streak perioden var i fare: 

    “Den er fra engang vi kom fra USA og skulle mellemlande i Amsterdam. Flyveren fra London tegnede til at blive forsinket, så Jan risikerede, at døgnet ville være forbi, når vi kom hjem til Danmark. Han begyndte derfor at planlægge en lille løbetur i lufthavnsområdet, men til al held nåede flyvemaskinen fra England frem tids nok, så løbeturen kunne foretages regelmæssigt i Danmark.”  

    Med 43 år som løber er det blevet til mange, mange kilometer på danske og udenlandske veje og stier. 228.000 kilometer står registreret på Jans telefon. Det er det antal kilometer, han har løbet, siden han begyndte at registrere sine løbeture i 1982. Det svarer til knap seks gange omkring Ækvator. 

    Løber ved tilfældighed 

    Det var en tilfældighed, at Jan vakte interesse for at løbe langt. I de unge år spillede han fodbold og badminton. 

    “Den løbetræning, der fulgte med i de to idrætsgrene, tiltalte mig. Bl.a. kunne jeg godt li’ at være med i Aarhus 1900’s Marselisløb over 12 kilometer. Men en dag som 17-årig så jeg, at der blev arrangeret et 100 kilometerløb fra Aarhus til Fuglsøcentret ude på Djursland. Jeg tilmeldte mig, og gennemførte. At jeg kunne det uden synderlig træning overraskede mig.  Selv om de sidste kilometre var lidt pinefulde. 100 kilometer løbet gav mig mod, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne løbe så langt, kunne jeg også gennemføre et maraton på de godt 42 kilometer.” 

    Løb som frirum 

    Når Jan løber er det ikke konkurrencen, der er drivkraften.   

    “Slet ikke. Jeg løber i mit eget tempo. Som yngre var det med konkurrence for øje, når vi løb forskellige distancer i Aarhus 1900. I dag løber jeg bare, fordi jeg kan lide det.  Det er faktisk en nydelse. Jeg løber i et adstadigt tempo - stille og roligt. Det er absolut ikke hæsblæsende mere.” 

    “Folk spørger ofte, hvad jeg dog får ud af at løbe så langt? For mig er løb et frirum. Når jeg kommer hjem fra en løbetur, som har varet tre-fire timer, kan jeg godt spørge mig selv: Hvad tænkte du egentlig på under løbeturen? Nogle gange har jeg ikke haft tankerne i sving overhovedet. Andre gange, kan jeg godt spekulere på noget, som jeg har bøvlet lidt med, og som jeg så har fået sat på plads på turen.” 

    “Noget af det, jeg nyder aller mest, er den smukke natur, vi har omkring Aarhus. Og så er det fantastisk med de skiftende årstider. Jeg får både frisk luft i lungerne og får brugt min krop. Nogle gange kan jeg godt have en podcast i ørerne, men oftest løber jeg uden.  Oplevelsen er klart bedst uden lyd i ørerne.” 

    Løb og sundhed 

    Hvad angår vejret er der efter Jans mening ikke noget, der hedder dårligt vejr.  

    “Du klæder dig efter, om det er høj solskin, regn, storm eller slud. Dårligt vejr kan man nemt bruge som undskyldning på at blive hjemme. Men uanset træls vejr skal du som Streak Runner ud at løbe.” 

    Har du aldrig været så syg, at du ikke har måttet blive hjemme? 

    “Heldigvis har jeg været forskånet for megen sygdom. Men der har jo nok været et par dage, hvor jeg burde være blevet hjemme fra løbeturen.”  

    Hvad med trafikken som løber? 

    “Som oftest løber jeg i skoven og naturen, men jo den stærke trafik skal man i høj grad tage sig i agt for. På vej til og fra arbejde kan det ikke undgås, at jeg må løbe på trafikerede veje. Jeg er et par gange endt oppe på køleren af en bil, som er kørt over for rødt i en fodgængerovergang. Heldigvis er der ikke sket noget, men mit opråb til alle: Pas på derude. For ikke alle trafikanter opfører sig lige pænt.”  

    Spiser du på nogen bestemt måde? 

    “Overhovedet ikke. Jeg tager ikke specielle hensyn til, at jeg skal ud at løbe langt. Jeg spiser almindeligt. Drikker selvfølgelig rigeligt op til 100 kilometer løbene og 24 timers løbene. Og så elsker jeg god mad og har en sød tand. Chokolade og kage glider nemt ind i min mund. Ligesom jeg heller ikke går af vejen for en øl eller et godt glas vin.  De lange løb giver mig heldigvis en stor forbrænding. Det er fordelen ved at motionere så kraftigt.” 

     Har du faste ruter? 

    “Jeg har mine favorit-ruter. At være løber i Aarhus og omegn er fantastisk. Vi ejer noget af den smukkeste natur i Danmark. Vi er tæt på skov og strand. Der er flade og bakkede ruter. Vi har det hele. Det skal vi østjyder sætte pris på. Hvad angår natur og løberuter får vi det ikke bedre. Jeg løber også ofte på Mols, hvor vi har sommerhus, og dér har vi også en fantastisk smuk og varieret natur.” 

    Løb og alder 

    For kort tid siden rundede Jan Tagesen en milepæl i sit liv. Han blev 60 år. 

     “Jeg har intet imod at blive ældre. Når tiden går godt, skal man ikke klage, men da jeg passerede de 60, spurgte jeg mig selv: Hvor er alle årene blevet af? De er gået hurtigt. Men godt. Og det sætter jeg pris på i stedet for at blive irriteret over alderen. Og så glæder jeg mig over at jeg er sund og rask, og at jeg stadig kan løbe i det omfang, jeg kan. 

    Det er langt fra alle over de 60 år, der er i stand til at løbe så langt som Jan Tagesen. Den århusianske ultra-løber er også dybt taknemmelig for at han er blevet forskånet for skader.  

    “Det er så absolut ikke nogen selvfølge. Flere af mine løbekammerater fra tidligere har måttet opgive at løbe, fordi de har fået forskellige skader. Syv-ni-tretten, jeg er stadig fit. Det påskønner jeg i den grad.  

    Hvordan hjælper de lange løb dig? 

    “Det er godt for min fysik, at jeg løber. Og så har jeg også en fast tro på at en god kondition er med til at give mig en god psyke.” 

    Løb på verdensplan  

    Når man som Jan Tagesen er ultraløber er der også mange attraktive men samtidig krævende løb i det store udland, der kan friste. Således har han seks gange deltaget i New York Maraton. Desuden har han været med i løb i eks. Paris, Boston, Berlin, Amsterdam, Stockholm plus en lang række andre storbyer.  

    “Nu har det ikke kun været mig selv, der er draget til udlandet. Tit og ofte har jeg taget min kone med, og da børnene var små, var de også med i ny og næ.” 

    Løber for andre 

    Løb over lange distancer forbindes måske af nogen som værende udelukkende for enspændere.  Men kæbekirurgens individuelle præstationer er gennem år og dag også blevet kombineret med noget givende for andre.  

    I flere år var han medlem af en aarhusiansk velgørenhedsklub, KUUL sammen med to andre løbere Gert Hougaard og Henrik Schriver. De indsamlede penge til hjertebørn indlagt på Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalets børnehjerteafdelinger.  

     I ni år i træk løb de fire maraton på én dag. 

    Løbet foregik fra Aarhus Universitetshospital i Skejby via Mols Linjen til Odden og derfra på løbeben tværs over Sjælland ind til København. I hovedstaden deltog de i Copenhagen Maraton, hvorefter de løb de fire kilometer til Rigshospitalet for at aflevere donation og gaver til indlagte børn på hjerteafdelingen. 

    I det døgn blev det til i alt ca. 180 km! 

    “Der skete desværre det kedelige, at mine løbekammerater blev ramt af skader, og vi måtte stoppe vores hjertebørnsprojekt.”  

    Derpå blev der sagt farvel til det, der i løbekredse er blevet kaldt for “det glade vanvid”, men vanvittigt på den gode måde, hvor ultraløb, motion og velgørenhed gik sammen i én forening. I de år velgørenhedsløbene stod på, blev der samlet omkring 1,6 millioner kroner sammen til indlagte børn på sygehuses hjerteafdelinger. 

     Har du selv fuldstændig været fri for skader? 

    “Det er lige før jeg kan give dig et klart ja.  Dog havde jeg for 25-30 år siden problemer med en akillessene, men ved hjælp af hæl-indlæg fik jeg bugt med det problem. Så jeg føler mig både heldig og privilligeret. For jo ældre man bliver, desto større bliver risikoen for skader.” 

    Løber-tandlæge-kæbekirurg 

    Oprindelig er Jan Tagesen uddannet tandlæge. Med et efterfølgende medicinstudie og en kæbekirurgisk videreuddannelse blev han kæbekirurg, og en del af hans job indebærer undervisning på Århus Universitet. Hvad angår undervisning af de studerende oplever han indimellem, hvor svært nogle unge mennesker har det i dag. 

    “Det er påfaldende, at så mange unge har ondt i livet. Om det skyldes, at vi forældre har curlet vores børn lidt rigeligt, eller hvad der er sket, er svært at sige. Men det er helt sikkert, at de sociale medier også har en stor del af skylden. Og det er en kendsgerning, at jeg i mit fag møder unge, som har det svært.” 

    “Ensomheden blandt visse unge mærkes. Og så er der en tendens til, at de unge stiller alt for store krav til sig selv. Det er fint, at unge er ambitiøse og vil være dygtige, men mange unge glemmer at leve livet, fordi de skal leve op til en masse misforståede idealer.” 

    Løber for livet 

    I Jans liv er der nok at se til. Foruden at være gift med Rikke er han far til to voksne børn, kæbekirurg, ekstremløber og hjerteløber. Igennem årene har han deltaget i forsøget på at redde 10 mennesker med hjertestop uden for sygehusets rammer. Mennesker, der er faldet om ude på veje, stræder, i butikker osv. 

    “Hjerteløber ordningen er genial. Og når man er med til at hjælpe en nødstedt person tilbage til livet, er det en fantastisk fornemmelse.” 

    For ikke længe siden deltog Jan Tagesen i en succesfuld hjerteløber mission. 

     “Alarmen lød på min telefon kl. ca. 9 om morgenen. Så er det godt, at man er i god form. Med min egen hjertestarter løb jeg ca. 700 m fra hvor jeg bor til campingpladsen Blommehaven. En midaldrende tysk mand var faldt om efter en løbetur. Han var i færd med at købe rundstykker til familien i campingpladsens kiosk, da han pludselig mistede bevidstheden.” 

    “Tililende var i færd med at give ham hjertemassage, da jeg sammen med en anden hjerteløber ankom. Jeg fortsatte hjertemassage og livreddende førstehjælp med brug af hjertestarteren. Ambulance og lægebil ankom og han blev genoplivet og kørt til Aarhus Universitetshospital for videre behandling” 

    "Den tyske mand hedder Thomas og efterfølgende besøgte jeg ham på hospitalet, hvor vi havde en god snak om, hvad der skete. Han takkede mig for den indsats, som vi var nogle stykker, der ydede. Jeg er blevet gode venner med ham. Vi har jævnlig kontakt over telefonen og planlægger at mødes i Aarhus igen til næste sommer, når han og familien kommer tilbage til Blommehavens Camping for at feriere. En dejlig følelse at være med til at gøre en afgørende forskel for et andet menneske.” 

    Hvor længe vil du blive ved med at løbe hver dag? 

    “Forhåbentlig i mange år endnu. Så længe mit helbred er intakt, og så længe jeg fornøjer mig med det. Og det gør slet ikke noget, at tempoet i fødderne lige så stille bliver mindre.”  

     

    Jan Tagesens fødder har ført ham rundt på danske og udenlandske veje og stier. Det ene ekstrem-løb efter det andet: 

    • 196 maraton. 
    • 54 ultraløb. Det vil sige løb på 100 kilometer eller mere.  
    • Og hvad angår 24 timers løb er det blevet til 10 styks. 
    Sidst opdateret: 8. januar 2024