Kurt kommer forbi... Jan Have

Af Kurt Leth

I sine yngre år var Jan Have håndboldstjernen, der som anfører var med til at vinde to Danmarks mesterskaber med Aarhus KFUM i firserne, og samtidig præsterede at komme på det danske landshold.

Selv om han satsede hårdt på sin sport, var han også i stand til at skabe sig en flot civil karriere. Efter en uddannelse som cand.merc. inden for markedsføring og erhvervsøkonomi fra Handelshøjskolen blev han medejer og direktør i en virksomhed.

Da han efter 24 år forlod den position for at prøve noget nyt i livet, var det for at søge et helt almindeligt job som lønmodtager.

Men trods en høj uddannelse og en god baggrund skulle det vise sig at blive rigtig svært. Alderen var en alvorlig hindring. Han søgte og søgte. Uden held i lang tid. De fleste ville for længst have opgivet, men måske var det Jan Haves karriere som topidrætsmand, der kom ham til gode mange år senere.

For til sidst fik han held ud af at være vedholdende og stædig. 230 ansøgninger skulle der til før den 68-årige tidligere tophåndboldspiller havde fundet det rette job som husassistent hos Østjyllands Brandvæsen.

Foto: Jan dækker som husassistent op til morgenkaffe og frokost til kursisterne hos Østjyllands Brandvæsen.

230 jobansøgninger

Jan Have var indtil for seks år siden medejer og en af tre partnere i Jørn Moesgård A/S. Firmaet arbejder med grafisk design og kommunikation. Da den ene af partnerne gik på førtidspension, valgte Jan også at træde ud af firmaet. Mens Jørn Moesgård kørte videre i en ny virksomhed i samme branche.

Efter 24 år som medejer kunne Jan snildt være gået på efterløn. Han havde alderen til det.

”Men det ønskede jeg ikke. Jeg var kun 62 år. Det var al for tidligt for mig. Min ambition var at få et almindeligt lønmodtagerjob. Det behøvede ikke at være i den branche, jeg kom fra og heller ikke på samme niveau, hvor jeg havde været.”

”Jeg tænkte, at det ville blive den letteste sag i verden at finde et job. Men jeg tog grueligt fejl. Det blev mildest talt svært,” fortæller Jan.

Ud af de 230 jobansøgninger Jan sendte afsted igennem tiden, blev han kun blevet kaldt til samtale sølle fire gange.

”Det skulle vise sig, at min fortid som medejer af en virksomhed foruden alderen var en væsentlig hindring. Og så må jeg sige, at hjælpen fra A-kasse og arbejdsformidling på det nærmeste var ikke eksisterende. Kravet fra dem var, at jeg skulle sende to ansøgninger afsted om ugen. Min holdning var, at det ikke var nær nok. Jeg var klar over, at der skulle skrives mange flere. Så det gjorde jeg.”

Vigtige erfaringer

Fra sin tid som tophåndboldspiller ved Jan Have, at man ikke kommer sovende til store resultater. Uden slid og hårdt arbejde havde han ikke været med til at vinde to DM-titler først i firserne med det tidligere storhold Aarhus KFUM. I den periode blev det ligeledes til et pokalmesterskab til klubben. Holdet rummede navne som Ole Eliasen, der først var spiller senere træner. Foruden Jan Have, der var anfører, optrådte spillere som Jan Lauridsen, Erik Junge Madsen og Flemming Hansen, der er far til nutidens måske dygtigste håndboldspiller i Danmark Mikkel Hansen.

Et andet højdepunkt i Jans karriere var, da han i 1983 blev kåret til Årets Håndboldspiller.

Toppen på kransekagen var, da han blev udtaget til det danske landshold. Han er noteret for 13 kampe i den rød-hvide trøje. Han spillede bl.a. sammen med datidens store navne som Mogens Jeppesen, Erik Veje Rasmussen og Morten Stig Christensen.

”Jo, jeg tænker tilbage på min håndbold-tid som noget helt særligt. En utrolig dejlig oplevelse med masser af skønne kammerater og gode resultater, som vi ikke havde opnået uden hård træning og et godt sammenhold.”

Når vi taler om håndbold, kan Jan Have ikke lade være med at mindes sin ungdomstid som spiller hjemme i Nykøbing Mors.

”Det var her min udvikling som håndboldspiller blev grundlagt. På Limfjords-øen havde vi et rigtig godt ungdomshold, som spillede lige op med Jyllands bedste klubber. Min opdragelse med håndbold krydret med, at jeg kom fra et hjem, hvor vi fik lov til at bestille noget, har været gavnlig for mig i voksenlivet. Specielt i den tid, da det begyndte at knibe med at skaffe job. I den situation var det letteste at gi’ op.”

Foto: Jan Have i et hopskud. Bagerst skimtes Morten Stig Christensen, der spillede for Gladsaxe.

Ingen fine fornemmelser

Som arbejderdreng fra hjemmet på Mors har Jan lært, at der ikke er noget, der hedder fine fornemmelser. I et hjem uden ret mange midler havde han lært, at der skulle bestilles noget.

Den tidligere landsholdsplaymaker har det rigtig fint med at have taget springet fra et job som direktør til husassistent i Østjyllands Brandvæsen. Opgaven her er at dække op til morgenkaffe og frokost til kursister, som brandvæsenet hver dag året rundt får besøg af. Der er tale om eks. pædagoger, lærere og andre, der undervises i brandslukning og førstehjælp.

”Når folk spørger, hvad jeg laver, og jeg fortæller dem, at jeg er husassistent, kan jeg se, at nogle rynker på næsen. Det rører mig ikke.  At komme afsted hver dag og møde mennesker af alle mulige slags er min livseliksir,” fortæller Jan.

”Og så har jeg fået et job på verdens bedste arbejdsplads. Uden, at det skal misforstås, er jeg den eneste mand i en afdeling ud af ni medarbejdere. Og min chef er en kvinde. Jeg er ansat et sted, hvor arbejdsgiveren kærer sig om sine medarbejdernes trivsel, og en gang om måneden bliver vi indkaldt til en snak om, hvordan vi har det, hvor vi taler om stort og småt. Det er skønt at komme ud. Jeg dur ikke til at gå derhjemme og lave ingenting. Jeg vil ud at mærke livet.”

Og det siger han på trods af, at han ikke behøver at kede sig uden arbejde. For han har en masse at gå til i fritiden med både badminton, løb, spinning, fitness, golf og vinterbadning i weekenden sammen med fruen.

”Men jeg kan da ikke nøjes med at gå til sport hver dag. Jeg vil gerne have et job at stå op til om morgenen. Kort sagt: Jeg elsker at have noget at rive i. Min kone er otte år yngre end jeg. Hun arbejder fortsat som sygeplejerske. Hvis jeg skulle gå herhjemme alene og vente på, hun kom hjem, blev livet ensomt. I de par perioder jeg var uden job, var det kedeligt.”

Stolt hustru

Om sin arbejdsivrige mand, siger hustruen Hanne Madsen:

”Jeg kan kun beundre Jan for hans gå-på-mod. Det passer ham godt, at han har noget meningsfyldt at gøre.  Det giver ham en tilfredsstillelse, at han udfylder en rolle. Det er helt sikkert hans liv som eliteidrætsudøver, der har givet ham viljestyrken til at få et job, selv om det på et tidspunkt så sort ud. Jan har det sådan, at når han har sat sig noget for, gør han alt for at kæmpe sig frem til målet. Det kan jeg kun ta’ hatten af for.”

Fra hjemmeværn til bibler

Før Jan fandt jobbet som husassistent, nåede han at være vidt omkring.

”Jeg fik tilbudt en stilling i Hjemmeværnet som patruljevagt ved den dansk-tyske grænse. Men geografien var lidt for akavet i forhold til bopælen i Aarhus. Jeg har ellers ikke noget imod at flytte mig efter jobbet, men det passede ikke rigtig ind i mit liv.”

Så hjem gik vejen igen til arbejdsløshed for en stund. For at sende den ene ansøgning afsted efter den anden. Pludselig en dag var der bingo, og Jan blev ansat i en dansk virksomhed, som har specialiseret sig i at lave layout og opsætning af bibler - primært til udlandet. Jans opgave var at få gang i salget af grafisk design til det danske marked.

”Til indehaveren sagde jeg ved ansættelsen, at det ville ta’ lang tid at skaffe nye kunder i Danmark. Han måtte væbne sig med tålmodighed. Og da direktøren udviste lidt for stor utålmodighed, sagde jeg op.”

Fra Naturkraft...

Jan fandt til gengæld ud af, at det er godt at have personlige relationer. Fra sit tidligere virke i den grafiske branche kendte han direktøren for det nye oplevelsescenter Naturkraft i Ringkøbing, Peter Sand. Han havde været kunde hos Jan. 

Og Peter Sand skaffede ham et job i det vestjyske.

”Det blev til en yderst spændende tid hos Naturkraft. To et halvt år i alt. Jeg var en af pionererne i opbygningen af oplevelsescentret. Ånden med at bygge noget op var fantastisk. Vi knoklede og knoklede.” 

Jobbet var spændende, men de private udfordringer var til gengæld store. Men dem lod Jan Have sig ikke slå ud af. I den første tid kørte han hver dag mellem Aarhus og Ringkøbing. 

”Det blev en lidt for besværlig trafik i længden. Senere fik jeg en lejlighed i Søndervig, hvor jeg boede fra mandag til onsdag. Derefter hjem til Aarhus og så afsted igen torsdag til fredag inden weekenden.”

”Desværre skete der det kedelige, at ligesom Naturkraft skulle åbne i sommeren 2020 blev Danmark ramt af corona. Publikum svigtede, og der opstod store økonomiske vanskeligheder. Vi medarbejdere blev afskediget én efter én. Ærgerligt.”

...til møbeltransport

Det så unægtelig sort ud med et nyt job, men Jan gjorde atter brug af sine private forbindelser i det danske erhvervsliv. I sine yngre dage havde han spillet håndbold i Aarhus KFUM med en vis Niels Bach, der er indehaver af Møbeltransport Danmark - landets største af sin art med afdelinger i Skejby, Odense og Rødovre.

”Jeg fik et job i en bogholder lignende stilling. Men efter halvanden måned kunne jeg mærke, at opgaverne ikke matchede mig. Jeg erkendte, at jeg ikke var den rette person til jobbet. Så efter et halvt år sagde jeg pænt tak og farvel.”

Parallelt med jobbet i møbeltransportfirmaet havde Jan søgt andre jobs.

”Pludselig en dag så jeg, at Østjyllands Brandvæsen søgte en husassistent. Den lagde jeg billet ind på, og sandelig om jeg ikke blev kaldt til samtale.”

”Jeg blev godt nok spurgt, om jeg nu også var sikker på, om jeg som tidligere arbejdsgiver kunne trives som servicemedarbejder. Mit svar var: Selvfølgelig kan jeg det.”

Siden har Jan været ansat som husassistent 30 timer om ugen. Det helt rigtige job ifølge ham selv.

Foto: Jan Have efter et halvmaraton sammen med brandfolkene fra Østjyllands Brandvæsen.

Man kan ikke få alt

Jan Have er i god form. Han har gennemført 10 maratonløb, senest løb han i juni 2023 et halvt maraton sammen med kollegaer i Østjyllands Brandvæsen.

Nu er det nok de færreste seniorer, der har tid og helbred til at dyrke så meget sport, som Jan er i stand til. En forklaring kan hentes i den kendsgerning, at Jan og hustruen ikke har fået børn.

”Ja, det lykkedes ikke for os. Desværre, men efter 24 års ægteskab har vi vænnet os til det. Igennem tiden har vi haft glæde af venners og families børn. Vi elsker børn, men det er bare ikke faldet i vores lod at blive beriget med børn.” 

”I de yngre år kunne det godt være hårdt at høre vennerne begejstret tale om deres børns hverdag, fødselsdage osv. Og her mange år senere er vennerne så kommet i bedsteforældrenes roller. Og da går snakken på børnebørnene. Og den er næsten kraftigere, end da de talte om deres egne børn. Men sådan er det, man kan ikke få alt her i livet. Uanset hvad, er vi tilfredse med tilværelsen og om et års tid, kan vi fejre sølvbryllup.”