Kurt kommer forbi... Ingrid Schmidt

Tekst og foto: Kurt Leth

I dag bor 85-årige Ingrid Schmidt i det 17 meter høje vandtårn ved Terp Skovvej i Fredensvang. Her har hun sammen med sin nu afdøde mand Bent og deres fem børn skabt et hjem helt ud over det sædvanlige. De fleste ville nok tænke, at fire etager og 50 trappetrin ikke ligefrem er drømmeboligen for en kvinde på 85 år. Men der tager de fejl, hvad Ingrid Schmidt angår.

“Jeg håber faktisk, at tårnet bliver min sidste station i livet,” siger hun og smiler.

Mødt med skepsis

I mange år boede Ingrid og Bent i en smukt renoveret 50’er-villa på Vegavej i Højbjerg blot få hundrede meter fra vandtårnet. De havde brugt mange kræfter på huset og havde egentlig fået det præcis, som de ønskede.

“Vi havde gjort det hele i stand, og livet var blevet både nemt og bekvemt for os,” fortæller Ingrid.

Alligevel blev deres blik ved med at søge mod det gamle vandtårn, når de gik ture i området. Det stod forladt og slidt, men samtidig smukt og rankt midt i landskabet.

“Der var noget særligt over det. Vi begyndte at lege med tanken om, at det kunne blive vores hjem. Først som en lidt urealistisk drøm, men langsomt voksede modet til faktisk at prøve.”

Ikke alle omkring dem syntes dog, det lød lige fornuftigt.

“Flere af vores venner rystede lidt på hovedet ad os,” fortæller Ingrid.

Store byggeprojekter

Men familien Schmidt var vant til store projekter. Tidligere havde Ingrid og Bent overtaget et faldefærdigt landbrug på Vejleegnen. Bent tog fri fra sit arbejde som VVS'er i hele fem år, mens familien levede af Ingrids lærerløn.

“Det var hårde år, men vi klarede det. Landbruget blev til et lille hobbybrug med køer, vindmøller og solpaneler. Vi havde også vores eget kildevand fra områdets høje skråninger.”

Så da tanken om at omdanne et gammelt vandtårn dukkede op, var det egentlig bare familiens tredje store byggeeventyr.

Foto: Lyset i tårnet skifter hele tiden. ”Selv på en gråvejrsdag er her smukt,” siger Ingrid.

“Vi var jo ikke helt unge længere,” indrømmer Ingrid.

“Vi var kommet ind i halvfjerdserne, da vi gik i gang med vandtårnet, men vi havde stadig masser af energi og gå-på-mod.”

"Købt for en “slik”

Vandtårnet blev oprindeligt opført i 1927 og rummede 100.000 liter vand. Det forsynede området og leverede også vand til Odderbanens lokomotiver. Og det var faktisk datteren Ditte, der satte skub i det hele. Hun fandt frem til ejeren af vandtårnet og opdagede, at det var til salg. Ejeren havde selv haft planer om at lave kontorer i bygningen, men havde opgivet projektet undervejs, fordi en ombygning ville blive for bøvlet.

Så familien Schmidt købte vandtårnet i 2002 for 120.000 kroner - billigt vil nogen sige. Og dermed begyndte et nyt byggeeventyr, som skulle vise sig både at være fantastisk, udmattende og fyldt med udfordringer. Der gik nemlig 16 år, fra familien købte vandtårnet, til de kunne flytte ind.

Ikke mindre end tre forskellige borgmestre nåede at sidde på posten, mens familien sendte ansøgning på ansøgning til kommunen for at få byggetilladelse. 

“Det var en sej kamp,” fortæller Ingrid. “Jeg tror, vi sendte omkring 50 ansøgninger afsted gennem årene. Og ja, der var perioder, hvor det hele så ret sort ud.”

Tårnet som eksamensopgave Der kom først rigtig fart i projektet, da sønnen Morten trådte til. Ligesom sin far er han uddannet VVS'er, og han brugte projektet som afgangsopgave til uddannelsen som bygningskonstruktør.

“Uden Morten var det aldrig lykkedes. Han blev nærmest projektets motor og kunne tale med myndighederne på en både kvalificeret og ligeværdig måde,” fortæller Ingrid.

Det var også Morten, der fandt de rigtige håndværkere: tømrere, elektrikere, malere og endda en (dansk) kirkemurer, som blev hentet hjem fra Los Angeles for at arbejde på det ottekantede vandtårn i fire måneder. En af de helt store hurdler var at fjerne tårnets kæmpestore vandbeholder. At få den væk tog hele fem uger.

 “Hele projektet har været et familieanliggende,” forklarer Ingrid. “Jeg føler mig utrolig heldig over al den hjælp, vi har fået fra vores børn.”

Foto: Udsigt mod Aarhus by og Mindet.

Ottekantet køkken

Udefra kan man let tro, at der må være trangt inde i det gamle tårn, men sådan opleves det slet ikke. Fra indgangen er der en elevator, og lige overfor er der trapper op til de øverste etager. Boligen rummer 86 kvadratmeter fordelt på fire etager. I stueplan ligger køkken- alrummet, som er specialbygget til det ottekantede rum.

“Det var ikke nogen nem opgave at få et køkken til at passe ind her,” fortæller Ingrid.

Men resultatet er både elegant og praktisk. I køkken-alrummet samles børn, børnebørn og venner omkring spisebordet. Der er lige plads til det nødvendige. I stueetagen er der også et lille toilet med vaskemaskine. Ud mod tårnets væg slynger en smuk trappe sig op gennem etagerne.

“Trappen var faktisk noget af det sværeste at lave. De første firmaer måtte opgive opgaven, før vi fandt den rigtige løsning.”

Og resultatet er imponerende. Trappen følger husets skæve vinkler med stor elegance og synes næsten som et kunstværk i sig selv. Når man bevæger sig op gennem etagerne, mødes man af lyse og enkle rum med en næsten meditativ ro. Her er ingen tunge gardiner, overfyldte vægge eller store møbler, der tager opmærksomheden. Lyset som hovedperson De omkring 30 vinduer sender dagslyset ind fra alle vinkler, og udsigten ændrer karakter hele dagen.

Foto: Udsigt mod Brabrand søerne.

“Det har været vigtigt for os at give plads til lyset. Derfor har vi valgt en enkel indretning uden gardiner og uden for mange ting omkring os,” siger Ingrid.

På de første par etager er udsigten imponerende for til sidst at blive decideret storslået, når man når op på tredje og fjerde sal. Fra øverste etage er der 360 graders udsigt over Aarhus og omegn. Mod vest ligger Brabrand Sø som et glitrende landskab.

Mod øst kan man se Aarhus Ø og byens højhuse. Tæt ved ligger AGF’s anlæg, hvor Ingrid faktisk kan følge byens successpillere træne. Og mod syd rejser Marselisborgskovene sig i grønne nuancer.

Holder sig i gang

Trappen fra tredje etage til fjerde er stejl. Ingrid indrømmer, at hun er snublet et par gange. Heldigvis uden alvorlige skader.

“Derfor er jeg begyndt på et kursus på MarselisborgCentret, hvor vi lærer om balance og om at undgå fald. Det giver mig tryghed, fortæller hun og smiler. 

“Når man nu har valgt at bo i et hus med 50 trapper som 85-årig, må man jo også lære at bruge benene rigtigt.”

Bliver man ikke lidt for gammel til et hus med 50 trapper?

“Det håber jeg ikke,” svarer Ingrid og ler.

Den store kærlighed

Samtalen falder naturligt på hendes mand Bent, som døde for fire år siden.

“Selvfølgelig har det været hårdt. Men fordi vi skabte alt det her sammen, føler jeg næsten stadig, at han er her.”

Ingrid taler varmt om sine fem børn og syv børnebørn, hvoraf fire af børnene bor i Østjylland, og familien kommer ofte i vandtårnet.

“Jeg føler mig meget privilegeret. Vi hjælper hinanden, og jeg er stadig en del af hverdagen hos børn og børnebørn.”

Om torsdagen er hun frivillig i Den Gamle Bys skrædderværksted, hvor hun er med til at genskabe tøj, som det blev syet og båret før masseproduktionens tid. Og en ugentlig gåtur, teaterbesøg, kunstudstillinger og samvær med familie og venner holder hende aktiv.

“Så selvom jeg har mistet min mand, keder jeg mig ikke. Og jeg føler mig heller ikke ensom.”

Har du et råd til andre, der mister deres ægtefælle?

Ingrid tænker sig lidt om. “Jeg er jo ikke klogere end andre, men jeg tror, det er vigtigt, at man ikke lukker sig inde. At man kommer ud blandt andre mennesker, får snakket om tingene og finder nogle fællesskaber.”