Kurt kommer forbi... Henrik Lønborg
Henrik Lønborg er historien om en af de mest vindende i dansk travsport. Han har fået travsporten ind med modermælken og har ingen pensionsplaner foreløbig, men det er sport (og livsstil), der har budt på knubs både fysisk og økonomisk.
Tekst: Kurt Leth Foto: Kurt Leth og privat
Med sine 40 år i travsporten og ca. 3.000 sejre i alt er Henrik Lønborg en af de mest vindende i dansk travsport. Den erfarne herre har to jobs inden for travsporten: Det er ham, der træner hestene hjemme på gården og på Jydsk Væddeløbsbane. Og det er ham, der som kusk har jobbet med at føre hestene frem til målstregen.
“Det helt fundamentale for et godt liv i travsporten er, at der er et godt miljø, at man kan skabe glæde mellem hest og os mennesker. Heste er, som os mennesker, vidt forskellige. Nogle er rolige, andre stressede og nogle midt imellem. Det skal du som træner kunne gennemskue og handle ud fra,” slår Henrik Lønborg fast.
Løbstaktik
At være travtræner er ikke altid en drømmetilværelse. Det er lidt ligesom fodboldtræneren. Kommer du ind i en skæv periode, kan hesteejerne blive utilfredse og finde en anden træner. Og det er lettere og billigere at finde en ny træner, end at anskaffe sig en ny hest.
Der er meget taktik, når heste, kusk og løb trænes.
“Det handler i høj grad om, at taktikken skal lægges efter hestens evner. Er den god i det lange træk eller har den speed i spurten. Og så er det også godt at kende lidt til sine konkurrenter.
Til kusken og vedkommendes heste. Tidligere var det langt sværere at forholde sig til sine konkurrenter. For da skulle man huske, hvordan de enkelte heste havde kørt i tidligere løb. I dag har den moderne teknik vundet indpas. Nu er alle løb lagt ud på video, og på den måde kan trænerne nemmere aflure hinanden.”
Et svært erhverv
Sammen med sin kone Heidi Lønborg driver Henrik Lønborg et træningscenter i Herskind ved Skovby. De har masser af plads til træning af hestene. For de råder over 9,6 ha., svarende til ca. 20 tønder land. Deres kunder er hesteejere, som sender deres heste i træning hos dem. For tiden har de 20 heste, som de skal bringe i så god form som muligt.
Med til bedriften i træningscentret hører en to-tre avlshopper, hvis afkom sælges på auktioner.
Det har ikke altid været let at ernære sig som travtræner, faktisk var Henrik Lønborg på et tidspunkt ved at opgive drømmen:
“Jeg fik for få heste i træning, og jeg måtte søge job væk fra travsporten for at få det økonomisk til at hænge sammen. Jeg fik job som pedel på en virksomhed i Skanderborg, så jeg to dage om ugen arbejdede væk fra træningscentret her i Herskind. Det var selvfølgelig et nederlag, men omvendt var det godt at komme ud i det civile liv og møde en anden slags mennesker end folk fra travsporten. Og jeg nød det faktisk.”
Efter et par år som pedel skete der det glædelige for Henrik Lønborg, at hesteejerne lige så stille vendte tilbage.
“Der kom atter gang i forretningen, så jeg igen kunne hellige mig træning af hestene 100%”.
Vinderinstinkt
Som travtræner gælder det om at have en god psyke.
“Det har jeg heldigvis. Når du er nede i en bølgedal, gælder det om ikke at miste modet. I de halvdårlige perioder skal du være stærk. Det gælder også, når du kører løbene. Du skal tro på dig selv. Som travtræner og kusk skal du være lidt af en egoist. Du skal i al fald have et vinderinstinkt. Viljen til sejr. Har du ikke den, er det svært at præstere topresultater.”
“Da jeg startede i denne her sport var drømmen, at jeg ville gøre det så godt som muligt. At gøre hestene til gode væddeløbere. Det at tjene mange penge har aldrig været drivkraften i mit virke. Det økonomiske kunne jeg godt være lidt bedre til. Det har så absolut været det sportslige, der har været kernen. Min filosofi er, at hvis du arbejder i mange timer, så bliver hestene dygtigere. Samtidig får du tilfredse hesteejere. Dermed er du også i stand til at opnå en fornuftig tilværelse.”
Fars fodspor
Efter at have bestået studentereksamen var Henrik Lønborg ikke i tvivl om, hvad han ville tage sig til efterfølgende.
“Det var ikke noget med, at jeg skulle have en eller anden fornem uddannelse. Nej, jeg ville følge i min fars fodspor: Heste havde været mit liv, siden jeg var en lille knejt. Så heste har jeg på det nærmeste fået ind med modermælken.”
Og Henrik Lønborgs far var ikke en hr. hvem som helst. Vagn Lønborg var en af datidens helt store travtrænere. Han bragte den ene sejrshest frem efter den anden. Igennem et kvart århundrede var han den altdominerende jyske travtræner. Således var han den mest vindende træner og kusk på Jydsk Væddeløbsbane 24 gange i alt og 19 gange i træk.
“Tænk sig at kunne gøre sin hobby til sin levevej, det er da fantastisk. Selv om der har været downperioder, har jeg aldrig fortrudt, at jeg gik vejen som træner og kusk. For jeg synes, at det har været spændende. Og det er det stadig.”
“Som travsportstræner og kusk har der uvilkårligt været skuffelser for mig. Selvom det er blevet til mere end 3.000 sejre, så er de sekundære pladser langt flere end de gange, hvor du er røget først over målstregen.”
Sejre på stribe
Som ung og yngre vandt Henrik sejre på stribe.
“Sådan er det ikke helt mere. Ponysporten har avlet mange unge og dygtige kuske og trænere.
Dem er jeg ved at få baghjul af nu. Min tidlige start i sporten gav mig nogle bedre forudsætninger end mine konkurrenter. Det gjorde mig til en af de mest vindende trænere i mange år.”
“Dog er det endnu ikke lykkedes mig at blive vinder af DM-titlen for travkuske. Fem gange har jeg måttet nøjes med sølvmedalje. Det er et løb over to dage, og hvor hestene bliver tildelt ved lodtrækning. Det siger sig selv, at jeg med fem andenpladser godt kunne tænke mig at få en aktie i den titel. Det kan heldigvis stadig nås.”
Det bliver i familien
Henriks kone Heidi er uddannet frisør, men også bidt af en gal væddeløbshest. Hun både kører og træner heste. I et par år har hun således været den mest vindende travkusk blandt amatører på banen i Aarhus.
Deres ældste søn - 38-årige Michael Lønborg - er også inde i travsporten. Oprindeligt er han udlært beslagsmed, men for år tilbage gik han endnu mere ind i væddeløbssporten. Efter 10 år i svensk trav, hvor han vandt ikke færre end 150 løb, er han vendt hjem til Danmark. Nu har sønnike sin egen professionelle træningsstald i Tebstrup ved Skanderborg.
“Han har overhalet sin far. Jeg er kommet længere ned ad rangstigen. Det kan godt irritere mig lidt. Men jeg er en fighter og håber at kunne gøre som korkproppen: at komme op til overfladen igen og få et comeback blandt de bedste. Det er i al fald det, jeg arbejder på hver dag.”
Det er hændt, at mor, far og søn stiller op i det samme løb. Og selvom mor Heidi er amatør, er det lykkedes hende at vinde over både sin mand og søn.
“Når jeg bliver slået af både min kone og søn, må jeg tage nederlaget som en mand. Og så må jeg nøjes med at glæde mig over, at sejren er gået til én i familien,” smiler Henrik Lønborg.