Kurt kommer forbi... guldsmeden, Johan Torp

Tekst og foto: Kurt Leth 
 
Det er faktisk ikke for meget at sige at, når dørene til guldsmeden på Sct. Clements Torv 17 lukkes for sidste gang den 23. december 2025, så er det en æra, der slutter. Efter mere end et halvt århundrede bag disken og arbejdsbordet drejer guldsmed Johan Torp nøglen om for sidste gang og forlader sit livsværk. Han har rundet de 82 år og bærer stadig kærligheden til sit fag, men må erkende, at tiden nu er kommet til et farvel selv om, han ikke føler sig som en gammel mand: 

“Jeg er en ung mand, som bare er blevet ældre,” siger den erfarne guldsmed med et glimt i øjet. 

For selv om kroppen ikke længere følger med, er sindet stadig nysgerrigt, levende og fuld af ideer.  Inde i Johan Torp lever et stykke af lærlingen fra ungdommens vovemod stadig.

50 år på solsiden

“50 år på solsiden af Strøget.” Sådan står der på facaden af Johans butik. Men når solen den 23. december går ned over Sct. Clemens Torv, lukker der et kapitel i Aarhus’ historie. 

“Da jeg begyndte som 15-årig lærling i Vejle, havde jeg en drøm. En drøm om spændende opgaver indenfor guld og sølv. Nu er jeg ved enden af drømmen, og jeg må sige: Det har været fantastisk,” fortæller Johan Torp med et stille smil. 

"Mine hænder er blevet lidt for stive, og øjnene er heller ikke, hvad de har været. Som guldsmed arbejder du ofte med ting, der er mindre end en millimeter. Det kræver præcision.”  

Beslutningen om at lukke har ikke været let, men den er truffet med kærlig støtte af datteren Christine. 

“Som hun siger: Far, du er blevet 82 år, og du har stået i den samme butik i 52 år. Du har været der. Alt har en ende.” 

“Selvfølgelig kommer jeg til at savne både mit håndværk og kunderne, men når nu drømmen er udlevet, hvad kan jeg så forlange mere? 

Johan Torp er en stolt mand. Stolt over sit fag, sit håndværk og over, hvad han har udrettet gennem et langt liv.  At kunne fejre mere end et guldbryllup med sin butik siger noget. Uvilkårligt spørger man sig selv: Hvordan har det dog kunnet lade sig gøre? 
 
“Jamen, mit liv som guldsmed har bare været interessant. Jo, jeg har da også været flittig. Men flid gør det ikke alene. Samspillet med kunderne har været en vigtig motor.” 

Hemmeligheden bag 

Måske er det netop dér, hemmeligheden ligger. I nærværet og i tilliden, der hvor håndværk og menneskelighed kan smelte sammen, ligesom guldet i hænderne på Johan Torp.  

“Når en kunde kommer ind og bestiller en ring, et armbånd eller en halskæde, har de en idé om, hvordan det skal se ud. Men de kan jo ikke helt præcisere, hvad de forestiller sig. De må ha’ tillid til, hvad jeg finder frem til.”  

Tilliden og fællesskabet har været en vigtig del af Johan Torps livsværk. Hans arbejdsliv har været  et liv i lyset, formet af kærlighed til håndværket, til kunderne og til detaljen. 

 
Han har aldrig stået stille. Har altid haft lysten til at udforske sit fag og forfine sit håndværk. De tusindvis af smykker, der har været udstillet i butikken, har alle været igennem hans hænder. Er blevet formet, slebet og pudset til de skinnede med præcision og personlighed.

Work-life balance

Gennem årene har Johan Torp haft op til 5-6 ansatte, altid kun én guldsmed ad gangen. Flere af dem har været hos ham i både 10 og 20 år. 
 
“Jeg har lagt vægt på at have et nært tillidsforhold til mine ansatte. Det har gjort, at vi mere har været kolleger end, at jeg har været chefen. Jeg har jo også skullet lære noget af dem. To kan løfte mere end én.” 

Johan Torp har i sit arbejdsliv lagt vægt på først at møde op af dagen. Tidlige mødetider har han ladet de ansatte om.  
 
“Jeg er et udpræget B-menneske, siger han med et grin, “men når jeg først kommer i gang, så sker der noget. Så har jeg svært ved at stoppe igen.” 

 
“Min kone har tit ringet og sagt: Klokken er langt over spisetid. Du må altså komme hjem og spise nu.  Desværre må jeg indrømme, at jeg ikke altid har adlydt ordre. For var jeg i gang med en vigtig detalje på et smykke, kunne jeg ikke bare lægge det fra mig. Jeg måtte blive ved, så længe inspirationen var der.” 
 
For som Johan Torp siger: Arbejdet har aldrig bar været et job. Det har været en passion – et sted, hvor tiden forsvinder, og alt andet må vente.”

Kærlighed og sorg

Når Johan Torp taler om sin hustru får hans stemme en ekstra mildhed: 

“Min kone Annelise har været min helt store støtte i livet. Uden hende var det ikke gået. Hun har gennem alle årene stået på sidelinjen og været den hjælpende og den tilgivende. Hun har stået for regnskaberne og hjulpet i butikken, når det brændte på.” 

 
Medgang har der dog ikke altid været i Annelise og Johans liv. For 22 år siden mistede de deres søn, Christian. Han blev kun 24 år. Christian boede i egen lejlighed og havde glemt at slukke en varmeplade på komfuret. Det kostede ham livet, han blev offer for røgforgiftning. 
 
“Det er et ubærligt tab at miste sin søn. Savnet er stort. Vi kan ikke forklare, hvordan det er at blive ramt af en så stor sorg. Jeg kan blot sige, at min kone og jeg – sammen med vores datter og hendes familie – gør alt, hvad vi kan, for at komme videre. Årene er gået, men vi er stadig dybt berørte af tabet." 
 
Selvom sorgen stadig mærkes dybt, har Johan også lært at sætte pris på små og store glæder i livet og de mennesker, han møder og har mødt.

Stor taknemmelighed

Johan Torp er en dybt taknemmelig mand. Men han har også altid været både flittig og vedholdende. 

 “Og så har jeg været heldig, tilføjer han med et smil. “Men held kommer ikke ud af den blå luft. Når det er gået godt, skyldes det også, at mine kunder har troet på mig. De har set, at jeg kunne lidt mere end mit Fadervor. Og du skal vide: Jeg kommer til at savne mine kunder. De skønne snakke, vi har haft, har haft uvurderlig betydning for mig. Mange venskaber er blevet skabt gennem årene.” 
 
Han bliver stille et øjeblik, som om han tænker på alle de historier, smykkerne har båret med sig. 

 
“Husk, at det at lave et smykke ikke blot er et håndværk. Det handler lige så meget om kontakten til mennesker. Om folk, der ønsker at give et smykke til en kæreste, ægtefælle, barnebarn eller ven. Mit arbejde har handlet om at finde den tone og den sjæl, som kunden har forestillet sig. Når et smykke er en gave, bliver det et udtryk for kærlighed mellem giver og modtager – en følelse omsat til guld og sølv.”

Holder sig i form

At Johan er 82 år kan man ikke se på ham. For han har sørget for at holde sig i form – både i krop og sind. I mange år boede familien i Brabrand, tæt på den smukke sø, hvor han året rundt cyklede de 7-8 kilometer mellem hjem og arbejde - i al slags vejr. Det kræver både vilje og disciplin.  

Ved siden af arbejdet fandt han også tid til at løbe – en ivrig motionsløber var han – og lidt golf blev det også til. Måske er det netop hans glæde ved motion, der har gjort, at Johan Torp har haft energi og gåpåmod til at holde sig i gang så længe.

En særlig opgave

Gennem årene har den erfarne guldsmed haft fornøjelsen af at arbejde på mange spændende opgaver, men én af dem står særligt klart i hans erindring: Da han fik lov at skabe et lille spirituelt kors til alteret i Langenæskirken i Aarhus. Korset, som vi kan se på billedet, afspejler på bedste vis Johans håndværk. 
 
“Jeg er gået efter at det skulle være enkelt og simpelt. Jeg synes selv, at det passer godt til et kirkerum. At få lov til at kreere et kors til Langenæskirken er noget, jeg virkelig er stolt af. Alt, hvad jeg laver for mine kunder, skal være noget, jeg selv kan lide. Det er kernen i hele mit håndværk.” 

 
Selvom Johan Torp ikke kan huske, hvad korset kostede, mindes han til gengæld tydeligt en anden kreation: et kostbart armbånd i hvidguld til 300.000 kr., som en ægtemand ville forære sin kone i anledning af deres 30-års bryllupsdag. Historien tog dog en uventet drejning, idet armbåndet senere blev stjålet efter at parrets fire døtre havde arvet det.

Et nyt kapitel

Om lidt – helt præcist den 23. december – tager Johan Torp hul på et nyt kapitel i livet. 
 
“Jeg glæder mig til at få mere tid sammen med Annelise. Vi deler begge interessen for kunst, design og kultur, og vi vil gerne rundt i landet. Ud at se på og og nyde naturen. Jeg cykler ikke så meget som tidligere, men spinning en gang om ugen skal der stadig være tid til. Og så glæder jeg mig til at genoptage golfen, som jeg har haft pause fra i et par år. Min kone er også golfer, så vi kan endelig få tid til at gå nogle runder igen sammen og med gode venner.” 

 
Når man går på pension, har man ofte mange planer, men... 
 
“Desværre ser man også, at folk i min alder går bort. Jeg håber, jeg har nogle gode år tilbage, så mit otium sammen med min kone, datter, svigersøn og vores to skønne børnebørn kan blive godt og meningsfuldt,” siger Johan Torp. 

 
Der går stadig lidt tid, inden vi når den 23. december. Indtil da vil Johan nyde tiden med at afslutte sit livsværk – og hvem ved, måske når han at skabe et par nye perler af smykker. Men når døren på Sct. Clemens Torv lukkes for sidste gang, bliver der stille på solsiden af Strøget. 
 
Uanset hvad vil små stykker af Johan Torps livsværk fortsætte med at glimte – rundt omkring i byen ja, i hele i Danmark - på fingre, håndled og i hjerter.