Kurt kommer forbi,,, De tre seje gutter fra DGI-Huset

Tekst og foto: Kurt Leth

Der er tale om 86-årige Rasmus Andersen, 83-årige Kurt Jensen og 79-årige Poul Flink Iversen. Sammen holder de sig i gang med motion flere gange om ugen, for de vil holde sig fit for fight. Og så vil de møde mennesker, som de kan snakke og grine med. Og ikke mindst blive inspireret af. Alt det har de fundet i DGI-Huset midt i Aarhus.

Rasmus Andersen - 86 år - tidl. laboratorieleder

Rasmus kommer fra Agri i nærheden af Knebel og er en hyggelig molbo. Det er ikke, fordi han hjemme på Mols var vant til at dyrke meget sport. Det skulle da lige være cykelturene fra hjemmet til skolen. Men på sine ældre dage tør man da godt sige, at Rasmus’ motionsradius er blevet pænt stor. I 19 år har han holdt sig i form ved at gå til motion i DGI-Huset. Hans alder ser ikke ud til at trykke ham. Indtil videre er han gået igennem livet uden at have fejlet noget, der er værd at tale om.

“Jeg går til de årlige sundhedstjek. Lægen kan ikke helt forstå, at han ikke kan finde noget at brokke sig over,” fortæller Rasmus med et grin.

Han har det rigtig godt med at bevæge sig rundt på en spinning-cykel eller prøve kræfter i fitness-lokalet. Men for ham betyder fællesskabet også meget. For fire år siden mistede han sin kone efter 54 års ægteskab.

“Det var en hård periode både, mens hun lå på hospice, og da hun senere var væk. Når man har levet sammen i 54 år og ens ægtefælle dør, så opstår der et stort tomrum. Sorgen melder sig, når man bliver alene. Jeg var på nippet til at gå ind i mig selv og blive ensom. Men jeg sagde til mig selv: Du må videre!”

“Efter en kort pause i DGI-Huset var jeg lykkelig for at komme tilbage til mine motionskammerater. De samlede mig op, og vi talte sammen om de svære ting som at miste det bedste, man har her i livet. Én ting er at blive alene, men straks værre er det at blive ensom."

Derfor er Rasmus en sikker gæst i DGI-Huset tre gange om ugen. Han deler sine aktiviteter mellem spinning og styrketræning i fitness-lokalet. Bilen bliver som oftest stillet derhjemme. De syv kilometer fra hjemmet i Risskov til Aarhus Centrum foregår på cykel - vel at mærke én med “rugbrødsmotor”.

“Så længe jeg er i nogenlunde god kondition, er der ingen grund til, at en 86-årig mand investerer i en elcykel. At bevæge sig ud ad cykelstien fra Risskov forbi Den Permanente er den rene livs-eliksir, specielt når det er forår eller sommer, og solen er på vej op.”

“Jeg spiser aldrig pizza og burgere. Men almindelig god, dansk mad. Jeg gør lidt ud af kosten, så den er nogenlunde sund. Jeg sørger for godt med frugt og grøntsager. Og en fredag aften kan jeg godt drikke en halv flaske rødvin. Øl er ikke min store hobby. Dog får jeg en enkelt øl, når jeg gør rent. For er der noget, jeg hader, så er det at gøre rent i min lejlighed. Så for at mildne processen lidt tager jeg en øl op fra kassen.”

Poul Flink Iversen - 79 år - tidligere ingeniør

Poul og hans hustru Lillian elsker at holde sig i god form. I hele 17 år har de gået til motion i DGI-Huset og det bliver til fire gange ugentlig træning.

“Vi kan ikke holde ud at sidde stille og være passive,” fortæller Poul. “Vi har en indædt tro på, at motion og socialt samvær holder os friske.”

“Vi går på forskellige hold i ugens løb. Et af holdene er Body Bold. Her kæmper vi med den store bold. Det giver balance og smidighed. TRX, hvor vi hiver i stropper, er et andet hold. Her træner og udfordrer vi balance, motorik, kondition og smidighed. En anden dag går vi til almindelig gymnastik og hele ugen starter vi med spinning på cykler - mandag morgen kl. 9.”

Så er Poul og hustruen ligesom i gang. Og ikke noget med at de tager bilen ind til DGI-Huset. Nej, de cykler de 12 kilometer fra bopælen i Tilst ind til Aarhus Centrum. Og retur.

“Det er ganske vist på elcykler. I en del år trådte vi os fremad uden hjælp af el. Men vestenvinden hjemad blev efterhånden lidt for træls, så vi anskaffede os elcykler.” 

“At stå op klokken kvart i syv og ind til motion fire gange om ugen er lidt som at have et arbejde. Det kræver selvfølgelig lidt selvdisciplin. Vi var begge to rigtigt glade for vores jobs som henholdsvis ingeniør og sygeplejerske, men at stå op til en morgen, hvor vi efter morgenmaden skal ind til en masse glade mennesker er fantastisk. Vi er ligesom alle i samme båd. Vi vil det samme: Have glæde og bevægelse i kroppen, så vi er friske til resten af dagen.”

For Lillian og Poul var det helt naturligt, at de skulle i gang med noget andet, da de var færdige med arbejdslivet.

“Man kan ellers hurtigt finde en undskyldning for at lade være med at dyrke sport. For en halv snes år siden døjede jeg med et dårligt knæ. I sådan en situation kunne man godt føle sig fristet til at læne sig tilbage og sige: Det var så det. Heldigvis fik jeg genoptrænet på sådan en måde, at jeg blev fit for fight igen.”

At dyrke sport bliver ofte glorificeret som noget helt fantastisk. Men ikke altid går det som præsten prædiker. For 10 år siden blev Poul ramt af en blodprop i hjernen. Det skete umiddelbart efter træningen i DGI-Huset.

“Alt imens vi sad og nød en kop kaffe sammen med de andre. Jeg blev hurtigt bragt på sygehuset, og heldigvis kom jeg hurtigt på benene igen og ved hjælp af blodfortyndende medicin og kolesterolsænkende piller er jeg kommet godt videre. Nu kan jeg atter træne på fuld kraft. Og vi føler os begge i topform.”

Kurt Jensen - 83 år - tidligere kriminalassistent

Kurt har altid været vant til at dyrke meget sport. Også inden han blev pensionist. Han var bl.a. en ivrig løber, men nu om dage er løb afløst af motion i DGI-Huset. Her er han kommet i de sidste 16 år. Og hustruen Hanne Bisper (79 år) har altid været med på motions-løjerne. De er afsted tre gange om ugen.

“Vi elsker at komme her,” siger Kurt. “Det er godt at have noget meningsfyldt at stå op til. Når man bliver ældre, kan man nemt risikere at blive fristet til at falde dybt ned i sofaen. Med det kedelige resultat, at man aldrig rigtig kommer ud at møde andre mennesker.” “At komme over i DGI-Huset giver os afveksling i hverdagen. Træningen på de forskellige hold er det primære, men også her er det sociale en væsentlig faktor.”

“Vi interesserer os for hinandens liv, og vi opbygger en fortrolighed overfor hinanden. Vi vender verdenssituationen. Vi er ikke enige i alt, men uenigheden er aldrig større end, at snakken sker i en god tone.”

Det kan godt undre folk udefra, at kvinder og mænd sidder ved hver deres bord, når der er kaffepause, men...

“Opdelingen er blevet en tradition. Det er måske også meget godt. De, der har en ægtefælle med, behøver vel heller ikke at snakke med sin mand eller kone. Det kan man gøre derhjemme. Det er også en win-win situation på en anden måde. Idet enlige har nemmere ved at blande sig. Vi gør meget for at integrere alle i vores snakke omkring kaffen og  idrætten. Vi taler med de nye, så de føler sig velkomne. Det er vigtigt, at ingen føler sig udenfor.”

“Jeg har lykkeligvis været forskånet for alskens ulykker. Om det skyldes den hyppige træning, skal være usagt. Men her på det sidste har jeg dog oplevet at få stukket en lille kæp i hjulet. For nyligt blev jeg ramt af en lille blodprop i underbenet. Lægen fortalte, at der måske nærmere var tale om en overfladisk årebetændelse. Jeg fik noget blodfortyndende medicin, og jeg har fået det godt igen.”

“Min kone og jeg går da op i, hvad vi putter i munden. Helst ikke fed mad. Om morgenen står den på frugt, mandler og yoghurt. Men vi er ikke fanatikere. Jeg har en sød tand, så jeg kan godt finde på at tage en lækker kage med hjem til kaffen eller købe et stykke slik i form af mørk chokolade, som jeg bilder mig ind, er sundt.”

“Når man dyrker så meget motion, som vi gør, må der godt være plads til at være lidt livsnyder. Et glas vin i ny og næ, men det skal ikke være en daglig foreteelse.” 

“Langt op i alderen var jeg faktisk i en ret så god form, men efter jeg har rundet de 80 år, kan jeg godt mærke, at formen er gået ned ad bakke. Uanset hvad, så er én ting sikkert: Jeg skal stadig dyrke meget motion. Det skal jeg for at have det godt. Så simpelt kan det siges.”