Kurt kommer forbi... Claus Jacobsen

Næste år - den 15. oktober - er det 60 år siden, at TV Avisen havde premiere. At TV Avisen kom i luften, var en national historisk begivenhed, som Claus Jacobsen blev en del af sammen med de to andre oplæsere Bent Bertramsen og Eric Danielsen, der begge er gået bort. Og de 60 år, der er gået, har budt på et utal af oplevelser for nyhedsoplæseren, men livet startede et helt andet sted for Claus Jacobsen.

Fattige kår

Som dreng voksede Claus Jacobsen op i Dronningens Tværgade tæt på Amalienborg og Kongens Have i en lille toværelses lejlighed med sin mor og lillebror. 

“Det var absolut ikke et liv i luksus. Varmen kom fra en kakkelovn, og når vi skulle i bad, foregik det med fødderne i køkkenvasken. Med varmt vand fra kedlen. Min mor ernærede sig ved at drive en lille chokoladeforretning. Jeg var bydreng og kørte ud med de hjemmelavede chokolade-specialiteter til bl.a. Hotel d’Angleterre. Det lyder flot, men sandheden er, at mors butik ikke gik særlig godt. Så vi havde ikke mere end lige til dagen og vejen.”

Claus Jacobsen er i dag 84 år. Som 11-årig knægt var han taget ind på Amalienborg Slotsplads for sammen med sin mor og tusinder af mennesker at hylde Kong Frederik 9. i forbindelse med hans fødselsdag. 

“For at kunne se ud over menneskemængden kravlede jeg op på rytterstatuen på slotspladsen. Og hvad skete der? Jeg faldt ned og brækkede min næse og kom på hospitalet. Jeg har aldrig fået næsen rettet ud. Og da jeg kom på TV Avisen var der snak om, at jeg skulle lade den operere. Men det fik jeg aldrig gjort. Den skæve næse var blevet min personlighed. Damerne i sminkerummet brugte i stedet kræfter på, at jeg ikke så alt for tosset ud.”

Én gang journalist

Det er tre-fire år siden, at Claus Jacobsen sidst havde et decideret lønarbejde som journalist.
 
“Tiden var inde til at stoppe. Som 80-årig tænkte jeg: Nu vil jeg slippe tøjlerne. Jeg havde oplevet tilstrækkelig med deadlines i mit liv.”
 
Men den tidligere tv-mand kan godt lide stadig at blande sig med forskellige klummer i aviser og blade. Det kan fx handle om sundhed. Selv erkender han, at hans fysiske mobilitet er blevet svækket med alderen.

“Men derfor skal man ikke give op. Faktisk betragter jeg mig som en slags selvvalgt tillidsmand for de tusinder af seniorer og efterlønnere, der bor i Aarhus Kommune."

“Jeg kan nok ikke gøre noget konkret for målgruppen, men mentalt og moralsk kan jeg i ny og næ gi’ ældre og lidt svagelige et venligt og opmuntrende spark bagi. Ved at sige og skrive i forskellige medier, at vi som ældre måske nok mister lidt af den fysiske styrke, men indstillingen bør være, at vi godt kan være på toppen mentalt.”

For nylig faldt Claus Jacobsen ude på sin terrasse og beskadigede det ene knæ. Uheldet var så voldsomt, at han i en periode har måttet gå med rollator. Han er overbevist om, at han snart kan ekspedere hjælpemidlet tilbage til Aarhus Kommune, så han igen kan gå sig en tur de par hundrede meter, han har ned til stranden i Studstrup.

Særligt udvalgt

Da TV Avisen startede op i 1965, lagde over 100 journalister billet ind. De kom alle sammen fra avisbranchen. Af dem fik 25 job og tre, heriblandt Claus Jacobsen, blev nyhedsoplæser. 

“På blot én måned skulle vi lære at lave tv. Det skete på kursus i det gamle Casino Studie i Rosenkrantzgade i Aarhus. Vi var nervøse. Med kun 14 dages skærmtræning siger det næsten sig selv. Så når jeg gik fra redaktionen ned ad gangen til studiet i Radiohuset, var jeg noget anspændt. Situationen var både ny og mærkelig. Og mens man var direkte på, kunne meldingerne i øresneglen fra produceren godt slå én lidt ud af kurs.”

Efter et par år på TV Avisen forsvandt Claus fra skærmen og fik andre jobs i DR-regi.

“Jeg brød mig ikke om at være en kendt person. Jeg glemmer aldrig, da en dame i sporvognen kom hen til mig og med sin paraply slog mig og råbte: ‘Hvor er jeres søde speakerpiger henne?’ Mange var imod, at mænd pludselig sad og læste op på tv-skærmen,” ler Claus Jacobsen.

Journalistiske livretter

Ser vi lidt i livets bakspejl, må man sige, at Claus Jacobsen har taget godt for sig af de journalistiske retter. 
I den danske medieverden har han haft et væld af arbejdspladser. Det vil føre for vidt at komme ind på dem alle, men her et par stykker: Jyllands-Posten, DR, Nordisk Råd i Stockholm. Sågar fik han i et halvt års tid comeback som studievært på TV2 Østjylland.

Oplevelserne for Claus Jacobsen har selvsagt været mange.

“Da jeg vendte tilbage til Danmarks Radio efter fire år i Stockholm, blev Sveriges statsminister Olof Palme skudt. Jeg blev sendt til retsmødet i Stockholm for at lave indslag til P1. Jeg glemmer aldrig mit møde med Palmes hustru Lisbeth Palme, der i retten fortalte om hendes skrækkelige oplevelse, da hendes mand blev skudt."

Din største journalistiske oplevelse?

“Det må være, da jeg lavede en film om Skoleskibet Danmark. Jeg var med de 80 elever over Atlanten i mere end 100 døgn. Det var første gang, der var piger med. Tre i alt. Jeg kan huske, at jeg interviewede en af pigerne. Hun kom fra Grenaa. Hun fortalte, at hendes store ambition var at blive kaptajn i Mærsk. Og det lykkedes for hende. Filmen udkom i øvrigt på tre sprog, dansk, engelsk og fransk. Den blev vist i tre danske biografer."

Karriere og familieliv

Her hvor du befinder dig i livets efterår - nåede du det, du ville?

“Jeg er glad for, at jeg midt i al min travlhed nåede at få et barn - min søn, Morten. Tænk sig, at han lige har rundet de 50 år. Han og hans kone har skænket mig to vidunderlige børnebørn. De er tvillinger. En pige og en dreng på 14 år. Jeg er så heldig, at de bor tæt på mig, så dem har jeg god kontakt med.”

Claus nåede kun at være gift i to år.

“Så fik hun nok,” fortæller Claus. “Mine mange arbejdsmæssige gøremål passede ikke i hendes liv. Men heldigvis har jeg stadig kontakt til hende.”

I stedet har han fået sig en kæreste. Hun hedder Grethe Hylander, og er 10 år yngre end ham. Det er et langdistanceforhold. Hun bor nemlig i Skagen og arbejder i en af byens modebutikker.

“I en periode boede vi sammen i Skagen, men for 14 år siden flyttede jeg til Studstrup. Det fungerer bare bedst på den måde. Vi har begge to børnebørn. Og vi vil begge gerne være tæt på vores børnebørn. Så derfor bor vi hver for sig, men mødes jævnligt.“

Forfatter og bordtennis

Mens Claus Jacobsen boede i Skagen, skrev han en række bøger, bl.a. om malerne P. S. Krøyer, Anna Ancher og Michael Ancher. Sideløbende var han i nogle år informationsmedarbejder i Fiskernes Fiskeindustri.

22 bøger har han skrevet igennem årene. Alt lige fra tv, til fisk over til bordtennis. Og apropos bordtennis. Claus Jacobsen var i sine yngre år en både ivrig og dygtig bordtennisspiller. Han spillede for SISU-MBK i Aarhus og deltog en enkelt gang ved VM i Czekoslovakiet, som det hed dengang. Her blev han dog kanonføde for en af de store verdensstjerner fra Japan.

At Claus Jacobsen kastede sig over bordtennis, har sin specielle forklaring.

“Jeg er født med en hjertefejl - et hul i hjertet. Som følge af det måtte jeg som barn og senere i livet ikke dyrke voldsom idrætslig udfoldelse. Så derfor blev jeg af lægerne rådet til at udøve en “stille” idrætsgren som bordtennis.”

“Hjertefejlen har heldigvis ikke været til stor gene for mig. For et par år siden blev jeg underkastet en større operation, hvor lægerne stoppede hullet i hjertet delvist. Operationen tog to timer. Heldigvis gik det godt. Og her på det sidste har jeg været igennem tre tjek. Alt ser godt ud, og jeg ser frem til at leve nogle år endnu.”

Hvordan er det at bo for dig selv?

“Ja, lidt ensomt er det. Men jeg kan godt lide roen på Stenvendervej i Studstrup. Nu er jeg jo ikke en helt ensom og forladt fyr. Her på gaden har vi faktisk et godt sammentømret kollektiv, hvor vi besøger hinanden på kryds og tværs og snakker om verdenssituationen. Det er altid godt for os mennesker at være med i et fælleskab."

Hvor gammel vil du gerne blive?

“Nu ser vi jo, at flere og flere bliver 90 år i vores samfund. Det kunne måske være et realistisk mål. Men at blive 105 år som forfatteren og journalisten Lise Nørgaard er nok at spænde buen lidt for kraftigt. Når man som jeg kommer højt op i alderen, så lever man i nuet.”