Kurt kommer forbi... Claus Andersen

Af Kurt Leth 

Claus Andersens liv startede stille og roligt hjemme i forældrenes ismejeri. Ingen store armbevægelser der. Han blev uddannet folkeskolelærer og fik job, men en evig uro i hans sjæl, satte ham på sporet af nye udfordringer og oplevelser. Og da han fik et sommerferiejob hos Tjæreborg Rejser fik karrieredrømmene pludselig en helt anden retning. 

“Jeg kendte ellers intet til rejsebranchen. Jeg havde aldrig været ude at flyve. Med et lille ismejeri i Nordhavnen i København havde mine forældre hverken tid eller råd til at rejse ud i verden. Det mest vilde var, når vi en sjælden gang tog færgen over til Malmø.” 

Foto: Ved ismejeriet som dreng

“Sommerjobbet hos Tjæreborg Rejser blev mit livs vendepunkt. Jeg startede med at sælge rejser, men en dag fik jeg til opgave at holde et oplæg for nogle kolleger, guider og destinationschefer. Så jeg skulle gøre mig klog på, hvordan man yder en god service overfor kunder, der vil ud at rejse. Helt tilfældigt overhørte direktøren sidste del af min optræden. Han blev så begejstret for, hvad han så og hørte, at han efterfølgende tilbød mig det ene gode job efter det andet.” 

Favnende fællesskab 

Men inden vi fortsætter med Claus Andersens karriere inden for rejsebranchen, dvæler vi et øjeblik ved hans tid som ung. 

“Som helt ung begyndte jeg at læse på universitet. Historie og filmvidenskab. Det var på den tid, at en stor del af universitetsmiljøet kørte en hel del på marxistiske ideer. Det var ikke noget for mig. Så jeg hoppede fra efter et par år.” 

Det var herefter Claus Andersen kastede sig ud i lærerstudiet. 

“Jeg kom ind i et miljø, som lige var noget for mig. Endelig mødte jeg “rigtige” mennesker. Mange havde baggrund i en anden uddannelse fx havde de været murere, tømrere eller lignende. Ofte spændende personligheder, som ville hinanden i et altomfavnende fællesskab.”  

“Jeg har aldrig haft det så godt, som da jeg læste til lærer. At møde mennesker fra alle hjørner af samfundet var en gave. Dog må jeg indrømme, at jeg selv var ret doven, men alligevel charmerede jeg mig frem til gode karakterer.” 

Ægteskabs panik 

Claus Andersen blev forelsket og gift med en hotelchef i København. Hun kom ud af en rig familie. Et stort og flot bryllup blev holdt. Men ægteskabet varede kun i tre måneder. Så fik han nok. 

“Det var noget værre noget. Jeg følte, at jeg var blevet offer for en omklamrende familie. Jeg var jo vant til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Når jeg blev gift, hang det også sammen med, at alle vennerne havde indgået ægteskab. Så jeg panikkede og tænkte, det måtte jeg også gøre.” 

“Folk siger, at jeg har haft et godt og spændende liv, men det sætter jeg selv et spørgsmålstegn ved. Rodet har det i al fald været. Det er måske derfor mange taler om, at jeg er en livlig og charmerende bordherrer.” 

Høj cigarføring 

Det blev kun til et enkelt år som folkeskolelærer, inden karrieren for alvor tog fart i rejsebranchen,  

“I mine jobs arbejdede jeg med salg, PR og især administration. Pludselig var jeg ofte de rette steder på de rigtige tidspunkter, når stillinger blev slået op. Livet kørte min vej.” 

Foto: Cairo

Først fem år hos Tjæreborg og herefter skød Claus Andersen sig frem med spændende topjobs i oversøiske flyselskaber som Japan Air Lines og Iberia Air Lines. Alt kørte derudaf, men efterhånden som tiden gik, blev rejsekongens liv med de mange muligheder afløst af en lidt for høj cigarføring. 

“Damer og alkohol tog efterhånden magten fra mig. I et par år boede jeg i Barcelona. En skøn by. Men en dag kom jeg til at smække lidt for kraftigt med døren i Japan Airlines. En kollega havde generet mig, og jeg blev fornærmet. Min selvopfattelse fejlede ikke noget. Jeg troede, jeg var en stor mand, der kunne få job, hvor som helst. At cheferne stod i kø uden for døren, men det gjorde de bare ikke.” 

“Jeg måtte sige farvel til rejsebranchen. Og mit liv blev også usundt. Jeg spiste og drak det forkerte.” 

Hjemve 

Men Claus Andersen kastede ikke håndklædet i ringen. Han kæmpede indædt for at skaffe sig et andet levebrød i Barcelona.  

“Jeg begyndte at undervise spaniere engelsk på trods af, at mine engelske sprogkundskaber aldrig har været særlig gode, men det ok til at undervise. Jeg boede på det tidspunkt sammen med en spansk kvinde, Gloria. Hun var min ankerpæl. Hun ville mig det godt, selv om jeg ikke var særlig nem at leve sammen med.” 

“Og så troede jeg, at jeg fik en lys ide: Jeg fandt frem til, at spanierne manglede brødristere, cykellåse, vandsenge og danske dyner. Så dem begyndte jeg at importere og sælge ved siden af mit job som engelsklærer. Det blev en fiasko, ingen købte rigtig noget.” 

“Jeg elskede at bo i Barcelona, men måtte efterhånden erkende, at livet dernede slet ikke kørte min vej. Jeg havde svært ved at få tingene til at hænge sammen, havde hjemve til Danmark og danskere, og mit spanske var ikke godt nok til en fremtid i Spanien. Så en dag meddelte jeg min kæreste, at jeg tog hjem til Danmark.” 

“Slukøret satte jeg mig ind i toget nordpå. Kun med et pas på lommen. Ingen penge, ingen personlige ejendele. Ikke engang en tandbørste. Intet.  Og nul lejlighed hjemme i Danmark. Jeg måtte som voksen ty til at bo hos min mor.” 

 Foto: I Egypten som ung.

Amors pil 

Hjemme i Danmark fik Claus dog foden lidt inden for i World Traveller, hvor han var med til at score Årets Rejsebureau Pris. 

“Men rejsebranchen og mig blev aldrig rigtig gode venner efter hjemkomsten. Jeg havde brændt mit lys i begge ender. Nedturen var umulig at bremse. Jeg måtte indse, at det var et endegyldigt farvel til de gode stillinger.” 

“Så skete der pludselig noget uventet i mit liv. Jeg tog til min skoles 100 års jubilæum, hvor jeg mødte Iben. Vi havde gået i parallelklasse. Jeg blev forelsket i hende, men hun ville ikke have noget med mig at gøre. Så for at gøre mine hoser grønne sendte jeg blomster til hende rundt regnet hver anden dag. Hun var en hård nød at knække, men til sidst var den hjemme. Vi blev kærester og senere gift. Og jeg flyttede til Aarhus, hvor hun boede.” 

IT nørd 

I smilets by kom Claus til at ernære sig som underviser i IT. Et job han havde i omkring 15 år. 

“På trods af, at jeg kun har ganske lidt forstand på det. Mit kendskab begrænser sig til grundliggende it-værktøjer. Jeg plejer at sige det på den måde, at jeg kun var fortrolig med de fem første sider i IT-manualen.  Efterhånden fik jeg dog mere kendskab til stoffet. Min elever var 50 plus. Mennesker, der dengang ikke vidste ret meget om IT. Min fornemste opgave var at lære dem at bruge IT til praktiske gøremål.  Som at maile, bestille hotel, leje en bil og hotel på Mallorca ol.”  

“Der er ikke meget morskab i IT, men man kan gøre det sjovt, så det gjorde jeg.  Eleverne opfattede mig vist som en skør klovn, hvilket jeg også var og i øvrigt stadig er. Jeg gjorde i alt fald alt for at undervisningen for guds ikke blev kedelig. Jeg elskede at optræde på slap line og gi’ den gas. At jeg så ikke havde synderlig meget forstand på stoffet, er en anden sag.” 

“Én ting er sikkert: Eleverne husker mig. Fornyelig mødte jeg et par af mine tidligere elever inde i Aarhus. Vi kom i snak, og de sagde samstemmende: Dig glemmer vi aldrig.” 

Efterskolejob 

Firmaet som udbød IT kurserne, hvor Claus underviste gik imidlertid konkurs. Og ad omveje fik han arbejde på Risskov efterskole, hvor han udførte administrative opgaver og lavede PR for skolen.  

“Det var en fantastisk arbejdsplads med alle de unge positive elever. Ungdommen nu om dage er fyldt med glæde og fremtidsvisioner. Jeg plejer at sige: Med den ungdom, Danmark råder over, behøver vi ikke at frygte for fremtiden. De vil noget og er samtidig søde og omsorgsfulde. Efterskolen har været min bedste arbejdsplads af dem alle.” 

Samtidig med at Claus Andersen var ansat på efterskolen i Risskov, fik han så meget livskraft, at han begyndte at løbe. 

Foto: til løb

“Jeg var kommet helt ud af form. Kunne næsten ikke bevæge mig. Den var helt gal. Men så investerede jeg i en personlig træner. Han fik mig til at løbe først beskedne 100 meter. Så 300 og 400 meter. Efterhånden blev jeg i stand til at løbe både 2,5 og 10 km. Efter godt et års tid kom jeg i så god form, at jeg nåede at gennemføre to marathonløb. En stor sejr at være i stand til at løb så langt. Men om det var kønt at se på, da jeg kom i mål? Nej jeg vraltede nærmest ind over målstregen begge gange. Total udmattet.” 

Sygdom og naboskab 

Som en grim modspiller har Claus i de sidste seks år haft kræftformen leukæmi inde på livet.  

“Sygdommen er heldigvis takket være dygtige læger og sygeplejersker kommet under kontrol. Men at løbe korte og lange ture kan jeg ikke mere. Jeg bliver for træt - samtidig med, at jeg nogle gange rammes af svimmelhed.”  

 Så nu nøjes Claus med at tage på korte og halvlange byvandringer i Vejlby-Risskov, hvor han bor. 

“Da jeg i tidernes morgen flyttede til Aarhus, havde jeg en fordom om, at Risskov ville være et snobkvarter. Men det har intet på sig. Det oplever jeg klart, når jeg vandrer rundt i kvarteret. Jeg er bidt af stor nysgerrighed på det område, jeg bor. På mine ture opdager jeg, at folk er venlige og nemme at komme i snak med. Jeg er bl.a. blevet spurgt til, om jeg vil være med i den lokalhistoriske forening, inviteret på kaffe og kage i Vejlby Kirke og til motion i den lokale krolf-klub. Man kommer hinanden ved i Risskov.” 

Livs refleksioner 

Den 73-årige Claus Andersen lever et stille liv i lejligheden på fjerdesal med udsigt ud over AGF’s kommende midlertidige hjemmebane. At han er et farverigt og nysgerrigt menneske, er der ingen tvivl om. Han er en yderst charmerende person med en enorm energi. Men for ikke så længe siden blev han dog ramt af en stor sorg:  

“Min kone igennem 21 år meddelte mig pludselig, at hun ville skilles. Det kom helt uventet og som et chok. Skilsmissen kan ha’ mange årsager, jeg kun kan gisne om, Måske havde hun bare fåret nok af mig?”  

Har du fået nok ud af livet? 

“Det startede jo godt. Men efterhånden som cigarføringen blev højere, blev mit liv både rodet og vildt. Det har været min egen skyld.  Alt for ofte skulle der ske noget nyt. Jeg ville videre. Lidt mere tålmodighed havde været på sin plads. Og så var der også perioder, hvor jeg kiggede lidt for dybt i glasset. Jeg har levet et hektisk liv.  Jeg ville nok lidt for meget, og jeg brændte en overgang mit lys i begge ender.” 

“Jeg fortryder ikke mit arbejdsliv, men jeg vil nødigt gentage det! Jeg skulle bare være fortsat som lærer. Miljøet i og omkring skolen interesserer mig helt vildt. Var jeg fortsat dér, var jeg sikkert blevet skoleinspektør med embedsmands pension. Men sådan skulle det ikke gå.”