Kurt kommer forbi... Carsten Haugaard Nielsen
Med et særligt fagligt fokus på demens forsøger præst Christian Haugaard Nielsen, på plejehjemmet Skovvang, at skabe glæde og kontakt gennem respekt og blik for den værdi, vi alle har som mennesker.
Af Kurt Leth
Carsten Haugaard holder jævnligt gudstjeneste på demensplejehjemmet Skovvang. Det foregår i plejehjemmets dagligstue og er for både beboere, pårørende og personale.
Præsten går rundt og hilser på alle. Nogle gange har han en ting med. Det kan være et lys eller en tegning, som han har en fortælling om. Han kommer tæt på beboerne og forsøger at få øjenkontakt.
“Jeg fortæller om noget langt tilbage i tiden. Det kan være om julen, som de måske kan mindes fra de var børn. Ofte sker det, at man ser lyset i deres øjne, når talen falder på noget, de selv har oplevet for mange år siden.”
“Når jeg bevæger mig rundt med lyset eller en anden rekvisit, er det et stille forsøg på at vække deres sanser.”
Gudstjenesten er kort. Den varer omkring 20 minutter og selve prædiken er på fem minutter. Carsten Haugaard Nielsen lægger vægt på, at det hele er så enkelt som muligt.
Særlig uddannelse
Folkekirken har de senere år haft fokus på at støtte og skabe glæde for mennesker med demens. Og Carsten Haugaard Nielsen har uddannet sig til den særlige opgave, der ligger i arbejdet med mennesker med demens.
Han er nu blevet ansat som den første konsulent med fokus på mennesker med demens etableret af Aarhus Stift. Et forsøg som kører i tre år. Ved siden af fortsætter Carsten Haugaard Nielsen som almindelig præst ved Christianskirken.
Siden åbningen af Skovvang i 2020 har Carsten Haugaard Nielsen været tilknyttet plejehjemmet som præst.
“Her møder jeg nogle af samfundets mest udsatte. At blive offer for demens er en hård skæbne - ikke alene for den, der rammes, men også for de pårørende. Min erfaring er, at det i høj grad er et område, som kirken kan træde ind og være til glæde og gavn.”
Carsten Haugaards stillingsbetegnelse er gerontopædagogisk konsulent - det svære ord er et andet navn for pædagogik for ældre.
“Jeg ser det som en god og vigtig opgave at være noget for mennesker med demens og deres pårørende. Mennesker der rammes af demens er som dig og mig. De har en historie og en baggrund som alle andre. Derfor skal de behandles med respekt. I kristendommen har hvert menneske værdi, netop som det er. Det forsøger jeg at fastholde gennem mit virke som præst.”
“Det er en stor berigelse for mig at være noget for mennesker, der ikke magter at gøre opmærksom på sig selv og deres behov."
Musikkens betydning
Carsten Haugaard Nielsen oplever, at musik er noget af det bedste til at komme i kontakt med mennesker med demens. Specielt er det godt med de gamle salmer, som de ældre ofte har lært sig udenad, da de var børn.
“Der kan være mange stærke oplevelser. Når de genhører dem, sker det, at der ganske svagt opstår liv i ansigt, krop eller fingre. Jeg lægger vægt på, at der under gudstjenesten skal være et personligt nærvær. Når jeg går rundt i halvkredsen forsøger jeg at fange den enkeltes blik, så han eller hun bliver set.”
“Jeg har også været ude for, at en person, der sad midt i en salme og ikke selv kunne synge med, men mærkede salmen og de følelser den fremkaldte så tårerne trillede.”
Læs her, hvordan en medarbejder og en pårørende oplever Carstens arbejde på demensplejehjemmet Skovvang:
Kate Madsen, social- og sundhedsassistent på demens-plejehjemmet Skovvang. Hun er ansat til at tage sig af hverdagslivet for mennesker med demens.
“At folkekirken går i højere grad end tidligere ind med kirkelige handlinger overfor mennesker med demens og deres pårørende skaber stor glæde for alle. Også for os ansatte. Vi er taknemlige for folkekirkens nye tiltag, blandt andet hvor der med mellemrum kommer en præst og holder gudstjeneste for vores beboere.”
“Beboerne på Skovvang er hårdt ramt. Alligevel er præsten Carsten Haugaard Nielsen i stand til at vække noget i vores beboere. De 20 minutter, som den kirkelige handling varer, sætter fine og positive aftryk hos beboerne. Selv om beboerne er stærkt svækkede, kan jeg ofte mærke på deres ansigter, at der under præstens besøg opstår glimt af livsglæde eksempelvis når præsten beder fadervor, er der beboere, der kan fremsige dele af sætningerne og ordene i bønnen. Der er også nogle, der til stor overraskelse for mig, ligefrem husker næsten alle ordene. Ganske sagte fremsiger de sætningerne.”
Som præsten Carsten Haugaard Nielsen tidligere har været inde på, er det især musikken og salmerne, som beboerne mærker mest.
Kate Madsen bruger som præst Carsten Haugaard også musik i det daglige ved at synge med beboerne. Hun har selv en musikalsk baggrund og har sunget i mange år.
“Det glæder mit musikalske hjerte, når præstens medbragte kvindelig pianist går i gang med at spille på klaveret samtidig med, at hun bryder ud i solosang.
“Da oplever vi de dér sjældne øjeblikke, hvor nogle af beboerne kommer frem med ord, mimik og smil. Og præsten har en god tilgang, hvorpå han træder ind vores beboeres liv. Han lægger vægt på det enkle. Ofte med en tegning, en blomst eller et lys. Ud fra det fortæller han en lille historie. Han taler om noget, som de måske har en chance for at genkende. Noget som de måske husker, fra de var børn.”
"Og jeg må sige, at ret så tit lykkes det at vække noget i beboerne. Reaktionerne er i al fald omend ikke altid tydelige, så kommer de i ny og næ til udtryk på en stille måde.
Højdepunktet i beboernes kirkelige liv er, når de inviteres til gudstjeneste i Christianskirken.
“Så snart de kommer ud af bussen, og de ser kirken med dens spir kommer glæden og smilene frem. Og når præsten hilser på dem, fornemmer man klart, at nogle af dem genkender præstekjolen. Genkendelsen kommer også til udtryk, når salmerne synges. Da sporer man, at de ved, hvor de er. At de oplever lidt af den stemning, der er i et lyst og venligt kirkerum.”
Anne Hjorths mand flyttede ind på det nybyggede demensplejehjem Skovvang i 2021 og boede dér til sin død i 2023. Han blev 82 år.
“Musik giver meget til personer med demens. Salmerne vækker erindringer hos mange af beboerne, som jo er fra en tid, hvor man lærte salmevers udenad i skolen. Som pårørende oplevede jeg forskellige reaktioner: lidt nynnen, vippen med fødderne i takt til sangen og musikken, et løftet øjenbryn osv. Synlige tegn på at musikken aktiverede noget godt.”
Musik har hele livet betydet meget for Annes mand.
“Han blev meget rørt af pianistens solosang. Gudstjenesterne var tilrettelagt, så alle tilstedeværende kunne få en god sanseoplevelse. Og der var plads til alle reaktioner og kommentarer.”
Tre gange om året inviterer Christianskirken til en særlig gudstjeneste for alle Skovvangs beboere.
"Disse gudstjenester var noget ganske særligt. Det kunne tydeligt mærkes og ses. Dér oplevede jeg forventningens smil hos nogle af beboerne, når de ankom til Christianskirken. Og når de kom ind i selve kirken og så det pyntede rum kunne det ses i deres ansigter, at det skabte glæde. Lyden af orglet giver en helt speciel stemning hos mange uanset forudsætninger. Som pårørende er det både rørende og glædeligt at være vidne til.”
Om den pleje, som Annes mand fik på Skovvang siger hun:
“Her fik vi en behandling, som var både god og kærlig. De ansatte er både fagligt og menneskeligt meget kompetente. De har passet godt på min mand, samtidig med at de har været en stor støtte for mig.”
Personalet på Skovvang laver i ny og næ specielle arrangementer for beboerne. F.eks. ture ud af plejehjemmet med en lille gruppe beboere.
Cirka en måned inden hendes mand døde, havde Anne Hjorth en både stærk og smuk oplevelse sammen med personalet på Skovvang.
“Min mand elskede vandet og har roet kajak i mange år. De arrangerede derfor - med stor omsorg for min mand og mig - en tur ud til Marselisborg Skoven. Her er der anlagt en sti, hvor man kan færdes med kørestol og direkte ud på en bro i vandet. Vi var en lille gruppe.”
Turen ud i naturen foregik på en smuk sommerdag i juli. Solen skinnede. Havet var blåt og himlen ligeså.
Det blev en intens og smuk oplevelse for os begge.
Adspurgt, om der er et håb, når ens mand rammes af demens, siger Anne Hjorth: -Det har været meget svært at bevare et håb. Det går kun en vej.
"I de første år, havde vi et håb om, der kunne fremstilles en virksom medicin. Min mand deltog som testperson i 2 forsøg.”
“Det, jeg kunne gøre for at opretholde et håb, var som hustru at støtte ham på alle mulige måder. Min opgave blev at komme med forslag og beslutninger til, hvad der løbende skulle gøres, for at min mand kunne få det så godt som muligt under de betingelser, der nu var givet ham.”
At der i Aarhus Stift nu kommer en såkaldt demenspræst, ser Anne Hjorth som et glædeligt initiativ.
“Nu er der en god chance for at andre kirker også tager ideen op. Så det kommer til at gå som ringe i vandet.”
"Inden jeg begyndte at være sammen med min mand til gudstjenesterne på Skovvang og i Christianskirken, var jeg ikke en særlig stor bruger af kirken.”
“Det har ændret sig. Kirken har givet mig en ny dimension i min tilværelse. Jeg er blevet interesseret i kirkens liv og deltager nu i nogle af alle de gode og vedkommende arrangementer, der er i Christianskirken.”
Kirkens opgave
Knap 100.000 danskere er ramt af demens, og forudsigelser siger, at det tal vil stige i de kommende år.
“Derfor er arbejdet med mennesker med demens vigtig for folkekirken. Husk på vi taler om personer, der har skabt den verden, vi lever i. De fortjener at blive hjulpet på livets sidste svære vej.”
Carsten Haugaard Nielsen står ikke kun for gudstjenester på Skovvang og andre plejehjem. Der er også gudstjenester i Christianskirken fire gange om året for mennesker med demens og de pårørende.
“Som kirke er det vores opgave at lindre smerten og bringe lys og håb ind i livet - både hos dem, der er ramt af demens og de pårørende. De pårørende er ofte stillet overfor store dilemmaer. Man vil gøre det hele så godt som muligt. Men hele tiden opstår der nye situationer. Hvor lang tid skal der gå inden min ægtefælle eller forældre skal på plejehjem? Og hvor meget kan man holde til som pårørende? Hele tiden er man i svære situationer og nye overvejelser.”
“Her er det, at jeg som præst også kan komme ind. Igennem samtaler lytter jeg og forsøger at give håb og lys. Komme med input til andre betragtninger.”
Pårørendes sorg
De pårørende til mennesker ramt af demens går i hele forløbet mere og mere over til at blive omsorgspersoner.
“Manden eller hustruen, som er ramt af demens, bliver svagere og svagere. Man mister vedkommende mere og mere. Det er en svær sorg, som ofte er forbundet med skam og skyldfølelse. Man kan føle, at man ikke gør nok. Og gør jeg det ikke godt nok?”
“Den pårørende kan tænke, at den demente har brug for mere, end jeg kan give. Den kærlighed, som jeg som pårørende gerne vil bringe, er utilstrækkelig. Det giver frustrationer. Det er store temaer som skyld, skam, kærlighed, tab og sorg, der ofte blive temaet i en samtale med pårørende.”
Det giver mening
Præsten fra Christianskirken har forberedt sig godt til den opgave, det er at være demenspræst. I et par dage var han i praktik på Skovvang for at sætte sig ind i livet på demensplejehjemmet og for at opleve, hvilken situation de demensramte er i.
“Her fandt jeg ud af, at det er et svært område, men så absolut noget for mig. Så når jeg siger, at det er en passion for mig at være præst for mennesker med demens, så mener jeg det. At kunne være der for mennesker, der ikke magter at gøre opmærksom på sig selv og deres behov er i høj grad et berigende arbejde, som giver mig stor mening.”