Kurt kommer forbi... Børge Helmer
Børge Helmer er historien om en frisk fyr på godt 100 somre, som stadig er i fuld vigør. Motion har altid været en fast del af hans liv sammen med et positivt syn på tilværelsen, men ingen når et helt århundrede uden også at opleve livets mere mørke sider. Og så handler det i høj grad om, hvordan man tackler det. Læs med her og få Børge Helmers personlige opskrift på, hvordan man bliver gammel.
Tekst og foto. Kurt Leth
Den tidligere ingeniør Børge Helmer klarer selv paragrafferne - også selv om han snart runder 100 år. Han dyrker motion hver dag. Han bor alene i sit eget hus på 120 kvadratmeter. Og han har ikke brug for rengøringshjælp fra kommunen. Den 31. juli bliver Børges helt store dag. Da kan han fejre det, som de færreste mennesker oplever. 100 år. Og Børge markerer sin 100 års fødselsdag med manér. Med ikke færre end tre fødselsdags-fester: Èn for familien, én for naboer og venner og en tredje for løbe- og motionskammerater.
Opskriften på 100 år
Børge Helmer mener, at der kun er to muligheder for at blive gammel.
“Den ene er, hvis du er heldig og har gode gener. Men det kan ikke alle være i besiddelse af. Det kan jeg i al fald ikke prale af. Mine forældre døde forholdsvis tidligt. Så den mest sikre vej til et langt liv er, at dyrke meget motion - helst hver dag.”

Foto: Fredagsmotion i hallen.
Og motion har der været masser af i Børges liv. Han er en af de få, der har gennemført samtlige Marselisløb arrangeret af Aarhus 1900. Fra det traditionsrige løb startede i 1972 frem til den århusianske løbefest sluttede 50 år senenere. Altid løb han den lange distance på 12 kilometer. Når man sidder over for Børge og snakken går i hans smukt indrettede stue - på Storhøjvej i Hørret ved Mårslet - virker det slet ikke som om, man taler med en mand, der snart fylder 100 år. Han er uhyre frisk. Medlevende og oppe på dupperne. Men som alle andre har Børge også mærket livets genvordigheder - med op- og nedture.
At blive alene
For en hel del år siden mistede Børge sin kone Grethe.
“Det var en stor sorg. Det var svært. Men takket være nogle søde og hjælpsomme naboer, kom jeg videre. En uges tid efter dødsfaldet kom de og sagde til mig: ‘Du skal ikke sidde her og græde. Du skal med os på tur til nogle af de danske småøer.’ “Og så tog jeg med. At naboerne ville mig, var en stor hjælp for mig og gjorde, at jeg hurtigere kom videre."

Foto: Motion rundt regnet hver dag for Børge.
På vand og brød
Børge er ikke en mand, der sidder og mumler i skægget. Nej, han taler højt og tydeligt.
“Det lærte jeg, da jeg var soldat lige efter krigen. Jeg blev udnævnt til sekundløjtnant, og fik kommandoen over en deling soldater. Dér fandt jeg ud af, at det er vigtigt at kunne tale højt og tydeligt.”
Men der var en enkelt gang, da soldaterne ikke lyttede efter. For efter en øvelse i Tyskland gik det galt.
“Vi var i nærheden af Hamborg og soldaterne havde fri til at gå i byen. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men de kom i al fald for sent til det tog, vi skulle videre med."
Og Børge blev stillet til ansvar for det skete.
“Jeg blev lukket ind i en mørk celle på Kastellet i København. I 14 dage stod den på vand og brød.”
Store drømme
Børge kom heldigvis videre. Og efter soldatertiden blev han uddannet maskinarbejder. Umiddelbart efter læretidens ophør gik han i gang med at læse til maskiningeniør på teknikum.
“Det blev min læremester både ked af og irriteret over. Som han sagde: ‘Nu har jeg lige udlært en god svend, og så vil han læse videre.’”

Foto: Børge er en moderne 100-årig. Han bruger computere, iPad og mobiltelefon.
Efter mange år som salgsingeniør i tre forskellige firmaer tog Børge en ny beslutning: Han blev selvstændig.
“At rejse rundt som salgsingeniør var et både et sjovt og interessant job. Men på et tidspunkt fik jeg nok af chefen. Vores firma havde lige fået en ny leder - en kvindelig prokurist. Hun var urimelig og forlangte en hel masse rapporter om alt muligt. Vi sælgere kunne ikke længere selv planlægge vores salgs-ruter rundt om i landet. Så hun blev for meget for mig, og jeg sagde farvel og tak."
“Det er ellers ikke, fordi jeg normalt er særlig skrap, men urimeligheder har jeg svært ved at finde mig i.”
Iværksætter
Opsigelsen blev begyndelsen på et nyt liv - som iværksætter.
“I første omgang var det en tilværelse som en halvfattig iværksætter. Som salgsingeniør havde jeg rejst rundt med en såkaldt spindelmotor, der kunne hæve og sænke tunge installationer fx storkøkkener, sygesenge - og andet med en vis tyngde.”
“Jeg mente, at den spindelmotor, jeg rejste rundt med som ansat, kunne udvikles til et bedre produkt. Ved hjælp af støtte fra det offentlige fik jeg efter fem år udviklet en ny og bedre udgave af spindelmotoren. Det var både besværligt og hårdt, men til sidst sad den i øjet og var klar til salg. Og hvor var det en skøn følelse at lykkes med noget, jeg selv havde skabt. Jeg glemte hurtigt alt det svære, jeg havde været igennem i de fem år.”
“At der så senere var et firma, der beskyldte mig for, at jeg havde stjålet deres patent, var en ekstra oplevelse på vejen. Heldigvis faldt sagen til jorden. Patentklagenævnet gav mig medhold og fastslog, at mit produkt faktisk var bedre end det oprindelige.”
Ingen supermand
Børge har præsteret meget både i sit arbejde og i sin idræt, men han giver sig ikke ud for at være en supermand.
“Nej, jeg lægger ikke skjul på, at jeg godt kan mærke alderen - fx hører jeg ikke så godt længere. Heldigvis hjælper mine høreapparater, men en nedsat hørelse kan godt irritere.”

Foto: Det sociale betyder for Børge ligeså meget som motionen.
Især når han efter en motionstur i Aarhus 1900 hygger med vennerne.
“Vi sidder med vores madpakke og snakken går lifligt. Desværre får jeg ikke fat på det hele. Alle de gode historier, som de andre griner af, når jeg ikke altid at opfatte. Da mærker jeg, at jeg er på vej mod de 100 år. Hukommelsen kan også drille. “Hvor lagde jeg nu nøglerne. Og så leder man som en gal. Og hvad var det nu, han eller hun hedder. Det kender mange jo.”
Men Børge får god støtte af teknologien. Han var med allerede fra begyndelsen af slutfirserne, da internettet begyndte at vinde indpas.
“For ikke at glemme alt for meget, skriver jeg mangt og meget ned. Som små huskesedler på min iPad og min mobiltelefon. De er uundværlige hjælpemidler for mig. Havde jeg ikke dem, ville jeg være ilde stedt. Så et godt råd til andre ældre kunne være: At man prøver at følge med den teknologiske udvikling.”
På trods af de små skavanker klarer Børge sig.
“Nej, jeg må ikke klage. Jeg har og har haft et godt liv trods de genvordigheder, som alle mennesker møder på vejen.”
Motion og samvær
For Børge er motion stadig en fast del af hverdagen.
Kan vejret ikke være så dårligt, at du ikke har lyst til at komme ud at motionere?
“Jo da. Regner og blæser det helt vildt, bliver jeg hjemme i stuen. Dér har jeg en romaskine, som jeg så kan træne i. Men ellers foretrækker jeg at komme ud i frisk luft.”
Om fredagen går han til gymnastik sammen med 30-40 andre motionsglade østjyder inde i den gamle stadionhal.
“Her får jeg rørt alle lemmer. Det er godt både for fysikken og for mit sociale liv.”
En anden god motionsdag for Børge er onsdag formiddag. Da mødes han efter en 5-6 kilometer gå-tur med sine gå-kammerater i Aarhus 1900’s klubhus ved Aarhus Stadion.

Foto: Børge nyder naturen på alle årstider
“I de gode gamle dage kunne jeg gennemføre et 12 kilometer løb til Marselisløbet på cirka en time. De tider er forbi. Fysikken er lige så stille blevet ringere med alderen. Det accepterer jeg. Det er vel omkring fem år siden, at jeg løb mit sidste løb. Det begyndte at knibe med luften og dermed kræfterne. Så nu er det fint for mig at gå korte eller længere ture.”
Samværet efter gå-turen betyder næsten lige så meget som motionen.
“Vi spiser madpakken og ordner verdenssituationen. Flere af os har kendt hinanden i mange år fra dengang, vi kunne løbe stærkt både op og ned ad bakkerne.”
Hus og have
Hvad med hus og have. Skal en 100 årig ikke snart ha’ kommunal hjælp?
“Det kunne jeg sikkert godt få. Men ved du hvad, jeg klarer det selv. At svinge en støvsuger hen over gulvet giver også motion. Og så går jeg ikke op i om alting er helt perfekt.”
Hvad med haven?
“Lidt af arbejdet her klarer jeg selv, men ellers køber jeg mig til en gartner, der beskærer træer og buske.”

Foto: Er vejret skidt napper Børge en tur i romaskinen hjemme i stuen.
Kæresterier
Savner du ikke en kvinde i dit liv?
“Hallo! Sådan én har jeg. Jeg har en kæreste. Hun hedder Marianne og bor i Jelling. Vi mødes i weekenderne og skiftes til at besøge hinanden. Vi har kendt hinanden i omkring 20 år.”
Det hele startede med, at de net-datede.
“Det er ikke kun de unge, der kan finde ud af det,” smiler Børge. “Vi begyndte stille og roligt at skrive sammen. Senere mødtes vi, og sød romantik opstod.”
“Om vi skal flytte sammen? Nej, vi har det godt, som vi har det. Hver især har vi travlt fra mandag til sidst på ugen, men det er godt at ha’ én at dele livet med.”
Altid i bevægelse
At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen. Den sætning er Børge med på. Et væld af gange har han fx været i Nepal.
“Jeg elsker landet og dets indbyggere. Specielt er det en oplevelse at komme ud i de små landsbysamfund, hvor menneskene lever primitivt. Selv om de lever beskedent i små huse og med lokum i gården, er jeg imponeret over den gæstfrihed, som de lægger for dagen.”
Børge har også været på en enkelt pilgrimsrejse El Caminoen i Nordspanien. Ovenikøbet den lange - 600 km på en måned.
“Jeg må sige, at det var en overdådig oplevelse. Man møder den ene naturperle efter den anden. Nogle dage går man otte -10 kilometer, mens det andre dage bliver helt op til 30 kilometer.”
Jo, Børge Helmer har været i bevægelse hele sit liv. Og sådan skal det helst blive ved.
“Jeg holder ikke op, før jeg falder om.”

Foto: Børge ved den spindelmotor, som han brugte fem år på at udvikle som iværksætter. Motoren, der bruges til at hævesænke tunge ting som eks hospitalssenge.