Kurt kommer forbi... Birgitte Breiner 

Af Kurt Leth Foto: Kurt Leth og Helge Svendsen 

Hun var et kærlighedsbarn. Vokset ud af forholdet mellem en ung dansk pige og en ung tysk soldat under 2. Verdenskrig. Men forholdet var umuligt. Så den lille pige blev bortadopteret som en tyskerunge. I mere end 35 år jagtede hun sandheden om sin oprindelse. Først da hun endelig fandt den, faldt der langt om længe ro på hendes liv. 

Foto: Birgitte venter på at blive adopteret

“Da jeg fik kontakt til min biologiske mor faldt mine skuldre ned. Jeg fik et nyt og mere positivt syn på livet,” siger den tidligere sygesundhedsplejerske Birgitte Breiner 

“Mit store spørgsmål som barn og ung var: Hvem er jeg? Hvem var min mor og far? Hvordan kunne de finde på at give mig væk til andre?” 

I mange år bar hun rundt på en stor sæk med spørgsmål om hendes oprindelse. Et liv fyldt med uvished. Og tavshed. Først som 41-årig tog hun sig mod til at opsøge sin biologiske mor. Via underfundige kanaler havde Birgitte fundet frem til hende. 

“Den dag, det lykkedes for mig at få kontakt til min “rigtige” mor blev mit liv nemmere. Pludselig føltes det som, livet ville mig - langt om længe. Min tilværelse tog form. Nu havde jeg endelig fået vished om min reelle historie. Det hjalp mig.” 

“Tyskerunge”  

Birgitte Breiner kan se tilbage på et rodet liv. Noget husker hun. Meget har hun glemt. Men hun ved, at hun i sine tre første leveår boede på tre forskellige børnehjem, inden hun bliver adopteret til en familie i Skive.  

Det er først som halvstor pige, at det så småt går op for Birgitte, at hun er adoptivbarn. Da hun er på vej til børnehave, råber nogle børn på vejen til hende: Tyskerunge! Tyskerunge! 

“Jeg spæner hjem til min mor og fortæller, hvad jeg har hørt. Jeg kan ikke få nogen forklaring på, hvad tyskerunge betyder. Min mor siger, at tilråbene ikke betyder noget, og jeg at bestemt ikke skal spørge om det igen.” 

Det er igennem deres forældre, at de råbende børn på vejen har hørt Birgitte omtalt som tyskerunge. En ufin betegnelse på børn født i krigsårene efter en dansk kvinde og en tysk soldats kæresteforhold. 

Foto: Birgitte med sine adoptivforældre og lillebror, som også var adopteret

“Det er en ærlig sag at være adoptivbarn, men det er ikke uden komplikationer og slet ikke, når man er tyskerbarn,” fortæller Birgitte Breiner. “Hos min adoptivmor fik jeg ofte følelsen af, at hun var ked af ikke at have fået biologiske børn. At mærke, at man er en “erstatning.” er ikke rart for et lille barn.” 

Birgitte fornemmer, at hun ikke rigtig hører til i familien. Det kommer tydeligst frem, da farmoren vil lave et stamtræ over familien Breiner.   

“Et drama udspiller sig. Det kan jeg huske en del af. Da de taler om hinandens oprindelse og de kommer til mig, står jeg der ikke. Det gør ondt dybt ind i hjertet. Af farmoren fik jeg at vide, at jeg var adopteret, men at jeg var udvalgt af mine forældre, og det skulle vi ikke snakke mere om.” 

Farmoren 

“Mit liv hos mine adoptivforældre var en blandet oplevelse. Den allerførste start var god. Jeg var knap tre år, og de besøgte børnehjemmet, hvor jeg opholdt mig. De har fortalt mig, at jeg spurgte dem, om jeg måtte komme med dem. De var ellers på udkig efter et spædbarn. Men det blev lille mig, de tog med hjem. Så på den måde var jeg et ønskebarn.” 

“Senere blev mit liv sværere. Jeg flygtede på det nærmeste fra dem. Jeg ville tilbage til mine venner på børnehjemmet, har de fortalt mig. Så ofte var de ude at lede efter mig.  Et par gange blev jeg fulgt pænt hjem af et par politibetjente, når jeg var rendt væk hjemmefra.  Det var ikke så smart.” 

“Men jeg må sige, at jeg som helhed fik megen kærlighed fra dem og følte mig elsket af dem. Det kom klart til udtryk på den måde, at de valgte mig fremfor farmoren.  De flyttede nemlig væk fra farmoren og byggede hus et andet sted i byen. Pludselig var der mere plads, og jeg fik mit eget værelse.” 

“Men jeg var helt sikkert svær at plante om fra børnehjemmet til min nye familie. Jeg er sikker på, at jeg var et temmelig irriterende barn. I starten havde jeg ikke noget sprog. Men det blev bedre og efterhånden faldt jeg stille og rolig på plads. Så jeg husker tilbage på, at det meste af min barndom som værende tryg og lys. 

Jagten på min mor 

Som tiden gik, blev Birgittes lyst til at finde frem til sin oprindelse større og større.  

“Og det lykkes mig at indhente oplysninger om, at min biologiske mor boede i København og hed Inger Margrethe. Men af hensyn til min adoptivfamilie nænnede jeg ikke at tage kontakt til hende, mens de levede. Så jeg stillede opsøgningsarbejdet i bero.” 

Først som 41-årig tog Birgitte Breiner sig mod til at gå på opdagelse i sin oprindelse. 

“Nu ville jeg finde min mor.  

Men i første omgang blev jagten kun halv. På det tidspunkt boede Birgitte i Odense og arbejdede som sundhedsplejerske.  En dag om måneden var hun til møde i København.  

Hun havde fundet frem til at hendes biologiske mor boede i en stuelejlighed på Nansensgade på Nørrebro.  

“Jeg tog forbi hendes bopæl hver gang jeg var i hovedstaden.  Min nysgerrighed på bare at få et glimt af hende var voldsom. Jeg gik forbi stuelejligheden, hvor hun boede og var på det nærmeste vindueskigger. Jeg så på boligen fra alle mulige vinkler og gik endda over på et trapperepos i en lejlighed på den anden side gaden for at få det rigtige view. Alt imens jeg inderligt håbede, at min biologiske mor da for pokker kom frem imellem gardinerne, så jeg kunne se hende. Men ingen af gangene fik jeg øje på hende. Jeg måtte nøjes med synet af hendes mand siddende at læse avis inde i stuen.” 

Brevene 

Birgitte havde forfattet udkast til mange breve til sin biologiske mor. Planen var at få lagt et af brevene i postkassen. Men hvilket af de mange breve skulle det være? 

“En skønne dag - helt præcist den 5. januar 1987 - fik jeg mig langt om længe taget mig sammen og sendt et af mine første breve. Allerede fire dage senere kom der svar fra min mor.  Og tænk sig det var det skønneste brev i hele verden. Sødt, venligt og imødekommende. Min mor foreslog, at vi skulle mødes. Og som hun skrev: Jo før jo bedre. Derefter var jeg bare så glad.” 

Foto: Birgitte sammen med sin biologiske mor

Det første møde 

Endelig kom dagen for Birgittes møde med sin biologiske mor.  

“Vi satte hinanden stævne i Glyptotekets foyer i København. Vi havde aftalt kl. 13. På det tidspunkt vrimlede det med mennesker i de smukke arkitektoniske rammer. Men selv om jeg aldrig havde set min mor før, blev jeg hurtigt klar over, hvem hun var i menneskemængden. Jeg så straks mig selv i hende. Vi satte os et roligt sted. I starten var vi lidt fremmede for hinanden, men snart gik snakken lifligt. Vi havde så mange ting at tale om, at vi på det nærmeste skulle smides ud af Glyptoteket, da det skulle til at lukke kl.17.30.” 

“Vi aftalte, at vi snart skulle mødes igen. Det kunne ikke gå for stærkt. Og det blev sådan, at hver gang jeg var i København - cirka en gang om måneden - spiste vi sammen hos hende. Da jeg mødte min mor for første gang i Glyptoteket var hun 60 år og i alle årene derefter, havde vi rigtig god kontakt med hinanden. Lige indtil hun døde 13 år senere som 73-årig.”  

Det betød alt  

“Min mor og jeg havde mange lighedspunkter. Vi interesserede os for de samme bøger, så ens på politiske forhold og havde samme musik-smag. Ingen kan forestille sig, hvor vidunderligt det er at grave sine rødder frem efter at have jagtet dem i mange, mange år. Det har betydet alt for mig.”  

“Mødet med min mor betød, at et stort tomrum blev udfyldt. Igennem vores samtaler fik vi begge følelsen af, at vi hørte sammen, selv om der var gået så mange år.  Som tiden gik, mærkede jeg mere og mere omsorgen og kærligheden fra min mor, og den blev gengældt fra min side.” 

“Min mor fortalte, at hun havde ventet på mig, men hun havde jo skrevet under på, at hun aldrig måtte opsøge min nye forældre. Vi kunne snakke om alt. Hvor svært det havde været for hende at bortadoptere mig. Allerede efter vores første møde mærkede jeg tydeligt, at der var mere at komme efter.” 

“De først gange vi mødtes spurgte hun mig mange gange, om jeg kunne tilgive, at hun havde givet mig væk til andre. Jeg svarede ja. For det kunne åbenbart ikke være anderledes for hende. Selv havde hun det enormt dårligt med at afgive mig. Og hun fortalte mig, at hun et par gange var på vej til at fortryde.” 

I tilgift med mødet med min biologiske mor har jeg og min mand Helge haft fornøjelsen af at møde hendes fire søskende. Den yngste Ebba på 90 år lever endnu. 

Svigtet og fængslet 

Hvad med din far? 

“Ja, han var sværere at finde frem til. Igennem min mor vidste jeg jo, at han havde været tysk soldat, og at han hed Josef Leibig. Som tysk soldat var han interneret på Samsøgade Skole for de sår og de ubehageligheder, han havde pådraget sig på østfronten.” 

Foto: Birgittes biologiske far var tysk og soldat

Inger Margrethe og Josef havde mødtes på Maritza - et populært dansested i mange år i Aarhus. Sød musik opstod. Han var 28 år og hun 20. 

“Min mor fortalte mig, at hun faldt pladask for ham. I min mors øjne var han en kærlig, ærlig og ugift mand.”

Det unge par blev forlovet i påsken 1945, og Birgitte blev født ni måneder senere i december. Men da var Josef for længste draget tilbage til Tyskland. 

“Min mor troede længe på, at han ville vende retur, men hun så ham aldrig mere.” 

Inger Margrethe kom ud af en præstefamilie i Rørbæk nær Hobro og var flyttet til Aarhus, hvor hun boede på et lejet værelse. for at læse jura. 

“Men da min mors far finder ud af hans datter er gravid, vil han ikke længere støtte hende med penge til kost og logi til studierne i Aarhus. Så hun må opgive universitetet efter et år. Hun blev sendt i Vestre Fængsel i København som mange andre tyskerpiger. Det skete for at beskytte hende mod folkets dom. Gadens parlament havde et stort ord at skulle have sagt i fyrrene. Ved at blive interneret i fængsel i et års tid slap hun for at få sit hår klippet af på åben gade.”  

Og Inger Margrethe fik ingen hjælp af sine forældre i præsteboligen ved Hobro.  

“Min mor følte sig svigtet. Præster går godt nok for at hjælpe nødlidende mennesker. Men da det gjaldt præstens egen datter gav de ingen støtte. Alt var tabu. For hvordan ville menigheden reagere, hvis de fandt ud af, at præsten havde en datter, der fødte et barn uden for ægteskabet?” 

Foto: Birgittes biologiske mor som ung

Bortadoption 

Kort før jul i 1945 blev Birgitte født på en institution på Fyn. Et sted hvor de nyfødte som oftest blev bortadopteret fra. Men den lille Birgitte var igennem ophold på tre børnehjem, før hun kom til sin nye familie i Skive - Karen og Egil Breiner. 

Og hvordan gik med med Birgittes far - den tyske soldat Josef Leibig? 

“Han havde fortalt min mor, at hans familie boede i Tanganyika - en tidligere tysk koloni i Østafrika. Her ejede de en stor farm. Han havde fire søstre, og som den eneste dreng stod han for at arve det hele.”  

Han spurgte den unge Inger Margrethe, om hun engang ville drage med ham derned? Og hun var så forelsket, at det ville hun da gerne. Men farmen i Afrika viste sig at være en opdigtet historie. 

“At finde frem til min fars identitet var et større detektivarbejde. Men ved hjælp af en tidligere tysk officer, som var gift med en kvinde fra Norge, lykkedes det at opspore ham. Han kom fra Lingenfeld ved Karlsruhe. Han var død som 61-årig. Det viste sig, at han var uddannet mekaniker. Senere blev han psykoterapeut. Han var far til tre sønner med to forskellige kvinder. 

Fik en ny familie 

“Oveni det hele fandt jeg frem til at min far havde tre brødre, som heldigvis er levende den dag i dag. Dem har jeg fået en rigtig god forbindelse til. Vi har besøgt dem i Tyskland, og de har været hos os i Krajbjerg. Kontakten til dem er intakt. Til højtider og fødselsdage ringer vi sammen. Det er ganske skønt at have fået en ny og større familie.” 

“Det lykkelige for mig er, at jeg nu kender min identitet. Efter et liv med mange års uvished og en uudholdelig tavshed, kender jeg nu min baggrund. Jeg ved, hvad der er sket med min mor, min far og mig selv. Jeg har fået en følelse af at være et helt menneske. Det store hul i min sjæl er er fyldt ud. Det har givet mig en sand lykkefølelse.” 

Foto: Birgitte sammen med sine tre tyske halvbrødre