Kurt kommer forbi... Aarhus Promenadeorkester

Af Kurt Leth

Det lyder godt. Lad os slå det fast med det samme. Musikernes erfaring er også kolossal. De 25 musikere i
Aarhus Promenadeorkester udgør tilsammen omkring 1000 års erfaring ud i musikken. Musikanterne befinder sig i mange aldre fra 45 år op til 92. Og de fleste af dem har spillet i mange år. Vi er til øvedag i Aarhus Promenadeorkester. Dirigenten Rolf Sandmark svinger pisken over sine musikere. Men det er langt fra nogen ond pisk. Orkestrets dirigent er en glad mand. Det er tydeligt at mærke, at han er fornøjet med sine musikere, og at de er ovenud lykkelige for ham.

“Musikken holder os i live. Uden den ville jeg være ilde stedt.” Sådan siger trompetisten Albrekt Johnny Larsen.

Aarhus Promenadeorkester er et ganske særligt ensemble. Ikke noget med, at det udelukkende består af mennesker fra højere sociale lag. Nej, her er alle mulige faggrupper, som tidligere sporvejskonduktører, postbude, gartnere, læger osv.

Foto: Dirigenten Rolf Sandmark

“Ingen spørger om, hvilke jobs, vi har haft tidligere. Vi er alle lige og har musikken som vores fælles sprog,” fortæller Erik Osvald, der har klarinetten som sit instrument.

“I mit liv er mange ting gået op og ned. Bristet kærlighed osv., men jeg har hele tiden haft musikken både som udøvende og  som nydende. Når jeg har været nede i kulkælderen, har jeg i kraft af musikken kunnet komme ud af mørket. Ikke sådan at forstå, at jeg bruger musikken som en trøst, mere som en rigtig god ven, jeg ikke kan undvære.”

Hjernen og musik

Ifølge orkestrets forperson Aase Vonsild, violinist, står Aarhus Promenadeorkestrer for populær klassisk musik. Repertoiret er ud fra musik af komponister som H.C. Lumbye, Johann Strauss, Kai Norman Andersen og Bent Fabricius Bjerre.

“Når vi er ude at optræde, lægger vi vægt på at spille noget, som publikum har hørt før. Vi spiller ikke for eliten. Vi er mest af alt for det brede publikum,” fortsætter Aase Vonsild.

“Musikken er god til at holde sig i gang på,” fortæller Albrekt Johnny Larsen. “Det er ren hjernegymnastik. Som musiker skal du nemlig sætte dig ind i mange ting. Som at læse noder og finde ind i rytme og klang, alt sammen for at samspillet med de andre i orkestret bliver så godt som muligt.”

Foto: Trompetisten Albrekt Johnny Larsen.

“Selvfølgelig skal hver enkelt musiker være god på sit instrument, men vi skal ikke glemme, at det først og fremmest er et teamwork,” tilføjer en meget engageret Erik Osvald. 

“For år tilbage var jeg ramt af en alvorlig depression. Mit liv stod malet i håbløshed. Heldigvis kom jeg ovenpå igen. Meget i kraft af min interesse for musikken. Den blev endda skærpet så meget, at jeg var i stand til at uddanne mig til musiklærer med tysk og dansk som linjefag,” fortæller Aase Vonsild.

Livet og musik 

Orkestrets sanger, Sophia Frovin, der er uddannet operasanger, er med sine 45 år yngste medlem i orkestret:

“Musikken er mit liv, og jeg elsker at være en del af Promenadeorkestret. At der er stor aldersforskel på medlemmerne, gør mig ikke noget. Hos hver enkelt af orkestrets medlemmer sporer jeg en vilje og stor lyst til at gøre sit bedste. Musik har ingen alder. Vi er ikke en del af et professionelt orkester. Vi er amatører. Vores glæde ved at spille er enorm. Det kan godt være, at ældre musikere har lidt sværere end de yngre til at få tingene til at sidde i skabet. Men igennem vores ugentlige øvedag mærker vi en klar udvikling og fremgang ikke mindst takket være vores knalddygtige dirigent Rolf Sandmark.”

Foto: Orkestrets sanger, Sophia Frovin

Og Rolf Sandmark fortæller:

“Uden at musikerne mærker det, prøver jeg at liste små forbedringer ind hos den enkelte musiker. Som dirigent skal man ikke som en anden sportstræner presse tingene for hårdt igennem. Hver enkelt skal føle, at de har det sjovt.”

87-årige Kirsten Søholt, 2. fagot (det vil sige, at hun har en kollega, der spiller 1. fagot som hun kan læne sig op ad i svære passager) siger:

“Det, jeg allerbedst kan lide ved orkestret her er, at vi alle kommer fra vidt forskellige dele af erhvervslivet. Magien er, at vi er fælles om det samme – nemlig musikken.”

Foto: Kirsten Søholm på fagot.

“Hjemme i Thisted var jeg i gymnasietiden med i et sangkor. Nogle gange optrådte vi sammen med et symfoniorkester. Som regel stod jeg ved siden af en musiker, der spillede fagot. Og sikke en vellyd. Jeg svømmede nærmest ind i den klang og tænkte, at sådan et instrument måtte jeg også spille på en dag.”

“Vi øver os med henblik på at spille til koncerter. Koncerterne er ligesom nerven i det hele. Det er dér, hvor vi finder ud af, hvordan publikum tager imod vores musik. Og vores erfaringer med at spille væk fra øvelokalet er gode. Som da vi engang gav koncert på et plejehjem. Da vi spillede nogle af Kai Normann Andersens populære numre, rejste en af tilhørerne sig pludselig og sang med af karsken bælg. Sådan en oplevelse giver en indre glæde.”

Fællesskab og musik

Vibeke Juul er med sine 50 år en af de yngste i orkestret. Hun spiller bratsch. Den ligner en violin, men klinger dybere end violinen:

“Jeg har boet i forskellige byer rundt om i Jylland. Sagen er, at musikken bestemmer over mit liv. Eksempelvis søger jeg altid hen til en by, hvor jeg kan blive en del af et musikalsk sammenhold. I mange år har jeg været anlægsgartner, men kroppen vil ikke rigtig, som jeg vil. Så jeg er arbejdsløs for tiden. Det kan være en lidt hård psykisk situation. Så er det rart at have musikken som sin kammerat.”

Foto: Vibeke Juul på bratschen

“Faktisk bruger jeg musikken som en slags meditation,” fortsætter Vibeke Juul. “Ved siden af, at jeg er uden arbejde, er jeg uden familie. Ingen mand og ingen børn. Det kan have sine fordele, men også ulemper. Jeg kan dyrke naturen og musikken, som jeg vil, men det kan også være en udfordring at være sig selv. Da er det rart, at musikken kommer ind som en magisk støtte.”

“Op til en koncert er jeg lidt nervøs – ligesom sportsudøveren. Det er ikke, fordi jeg er den mest flittige til at øve mig derhjemme, men jo mere du forbereder dig, desto bedre musik spiller du. Så her i denne tid, hvor jeg er uden job, er der god tid til at gøre sit spil på bratschen bedre.”

Afstressende musik

Trompetist Poul Erik Christensen, 67 år, lader konen være på arbejdsmarkedet, mens han spiller musik. Han bor i Herning og tager turen til Aarhus hver tirsdag for at øve med det østjyske promenadeorkester. Poul Erik er med i ikke færre end fem orkestre. Så han er afsted til musik cirka hver anden dag. Sågar om søndagen spiller han musik i en kirke.

“Min kone synes, at det er helt fint med min store musikinteresse. Da jeg i sin tid var aktiv på arbejdsmarkedet og jobbede som lagermand i et firma, var jeg begyndt at få stress. Det var ikke altid lige let at være på job. Presset fra chefer kunne være ubehageligt. Når jeg så kom hjem, tog jeg trompeten frem og spillede. Så skete der det lykkelige, at jeg glemte de sure og bøvlede sider ved livet.”

“Var det ikke nok at trutte i trompeten satte jeg hovedtelefonerne på og lyttede til Richard Wagners Valkyrien. Den anden af fire operaer, og den bedste musik at stresse af på, hvis du har haft en travl dag med krævende og irriterende chefer.”

Foto: Erik Osvald på klarinet til venstre.