“Jeg savner én, der kender mig”

Tekst og foto: Christoffer Møller

“Jeg tager til rigtig mange koncerter på Pica Pica. Det er både klassisk, keltisk og jazzmusik. Når jeg går til koncerter, møder jeg en masse mennesker, og jeg er god til at snakke med mennesker og connecte med dem. Men det med at opdyrke en relation, kommer det aldrig til, hverken når jeg tager til koncert eller andre steder.” 

Det er en udfordring, 65-årige Jørgen Simonsen har haft det meste af sit liv. Det var aldrig ham, der væltede kegler i det sociale spil, hvor han aldrig helt lærte reglerne at kende. Og de venskaber for livet, som mange danner enten i skolegården, gennem de formative år på ungdomsuddannelsen eller på en videregående uddannelse, i Jørgens tilfælde pædagogseminariet, materialiserede sig aldrig.

“Det har været historien igennem mit liv,” fortæller han.

Livsvidne

Et livsvidne, som Jørgen selv kalder det, havde han i mange års ægteskab med sin ekskone, som han mødte, da han var 30. Jørgen bragte ikke det store sociale liv med sig, men kunne nemt koble sig på ekskonens venner og familie.

“Min tid var fyldt ud, og jeg havde én at dele min hverdag og oplevelser med. Der var altid en fødselsdag, et socialt arrangement eller nogen, der kom på besøg. Det blev mit netværk.”

Sådan var det i mange år, indtil han og konen besluttede, at de skulle hver sin vej.

“Derfor var det ekstra svært at måtte skære det fra, fordi jeg vidste, at jeg ville miste det netværk. Vi fik heller aldrig børn, som måske kunne have udfyldt det, jeg føler, jeg mangler i dag.”

Jørgen fik sig efterfølgende en ny kæreste, der fyldte livet ud, men efter seks et halvt år gik de hver til sit. Siden har Jørgen forsøgt at fylde tomrummet ud.

“Jeg så et glimt af en film i formiddags, som vækkede savnet efter den familiære følelse i mig. At have nogen, der kender ens fortid, og hvor man mærker en særlig hengivenhed.”

Livet skal leves nu

“Det er ikke, fordi jeg går rundt med en melankolsk stemning, eller fordi jeg mangler noget at lave, for jeg kan sagtens fylde min tid ud. Men på de dage, hvor jeg ikke selv har planer, eller når jeg har oplevet noget, jeg gerne vil dele med en, der virkelig kender mig, mærker jeg savnet. Mest af alt savner jeg et livsvidne, der kender mig nøje.”

“I en alder af 65 år har jeg indset, at livet skal leves nu. Det føler jeg virkelig også, jeg gør, men jeg mangler det her sidste krydderi.”

MANDdage og højskole

Det bragte ham i efteråret forbi den månedlige MANDdag på Folkestedet; en aften med fællesspisning, godt selskab og spændende indslag. Kun for mænd.

“Det kan godt blive lidt sammenpresset, fordi vi sidder 50 mænd og spiser ved to langborde. Der er uden tvivl mulighed for, at der er relationer her, som kan udvikle sig over tid, men jeg savnede mere tid og et lidt mindre fællesskab.”

Det var indtil en anden mulighed bød sig; mandehøjskolen på Fristedet Skæring. Tre dage med overnatning, foredrag, aktiviteter og madlavning i en gruppe på kun 15 mænd.

“Der tænkte jeg, at chancen for virkelig at snakke sammen og lære hinanden at kende på et lidt dybere plan, ville være større.”

Opholdet på mandehøjskolen viste sig hurtigt at være noget andet, end de mere upersonlige fællesskaber, Jørgen kendte så godt til. Allerede ved ankomsten stod det klart, at han ikke var ene i sin søgen. Da de 15 mænd stod samlet, trådte den første hurtigt frem og fortalte, at han var der, fordi han savnede relationer. Det samme gjorde både Jørgen og to andre.

“For mig var det ikke at blotte en sårbarhed. Jeg kendte dem ikke, og de kendte ikke mig, men hvis jeg skulle finde det, jeg søgte, så nyttede det ikke noget at putte med det.”

Tid og rum til nærvær

Mandehøjskolens faste rammer, fælles aktiviteter, og ikke mindst tiden imellem dem, skabte rum, hvor samtalerne fik lov til at opstå uden hast. Madlavningen blev et samlingspunkt, hvor de stod side om side med en opgave i hænderne, og samtalerne opstod mere naturligt. Ligesom ture i saunaen også blev et godt og hyggeligt forum. Det gjorde opholdet til noget særligt.

“Det var de små rum og tiden til at være i dem, der var afgørende.”

På højskolen faldt Jørgen nemt i snak med en anden deltager. De mærkede en fælles nysgerrighed og et fællesskab: især om musikken. Samtalerne bevægede sig fra det overfladiske til det mere personlige og en fælles lyst til at dyrke venskabet.

Efter mandehøjskolen har de mødtes til en enkelt koncert på Pica Pica. Noget der gav Jørgen mod på mere. Det er bare lige med at få passet det ind i en travl hverdag. 

“Det skylder jeg ham faktisk en tilbagemelding på. Jeg tror, det er et venskab, der kan have noget potentiale.”