Gå til hovedindhold

"Jeg går i skole som skoleonkel"

Mød Knud Møller Andersen, der er skolefrivillig på Bavnehøj Skole.

Indhold

    Tekst og foto: Marie Overgaard Bering

    “Det var med en vis bekymring, jeg gik på pension i 2011. Mit arbejde havde fyldt meget i mit liv – måske også lidt for meget, hvis man spørger min hustru. Jeg er uddannet radiomekaniker og senere svagstrømsingeniør, og jeg havde haft et langt og spændende arbejdsliv. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mine erfaringer stadig kunne bruges til noget.”

    “Jeg blev skoleonkel i en 1. klasse på Højvangskolen i Stavtrup, og hold da op, hvor kom jeg til at holde af de unger og deres lærere. Fem år var jeg i klassen, og det blev hurtigt det mest meningsfulde frivillige arbejde, jeg kunne forestille mig. Børnene satte pris på min hjælp, lærerne gav mig følelsen af at være nyttig, og min hustru lagde mærke til, at jeg altid kom hjem i godt humør.”

    “Jeg har snart været skoleonkel i 12 år, og tre skoleklasser og et skoleskifte senere er min begejstring for rollen kun blevet større. Det er vel det bedste bevis på, hvor meget det betyder for mig. I dag er jeg på Bavnehøj Skole seks lektioner om ugen. Der er ikke mødepligt, man er frivillig, og det fungerer fint sammen med resten af seniorlivet. I Håndværk og Design mærker jeg, at der stadig er brug for min generation. Jeg voksede op med, at man reparerede ting og byggede selv. I dag får mange børn ikke de færdigheder med hjemmefra."

    ”Det har også givet mig et tættere forhold til mine børnebørn. I dag er jeg i en 7. klasse, ligesom mit barnebarn. Så må jeg finde mig i lidt drilleri: ‘Morfar, hvorfor har du været så mange år om at komme i 7. klasse?’”

    Kunne du tænke dig at blive skoleonkel? Så kan du læse mere her:

    Vil du være frivillig?

    Sidst opdateret: 6. august 2026