I kunsten har han hjemme

Tekst og foto: Jannie Lindberg Sundgaard 

Peder Stougaard kommer til verden i 1946 og er langt fra et ønskebarn. Hans far vil ikke have noget at gøre med hverken søn eller mor, og Peders mor ønsker ham heller ikke, så han anbringes på et spædbørnshjem. Efter tre år kommer han på et børnehjem, hvor han bor, til han fylder 14 år. 

Et (børne)hjem  

“På børnehjemmet bor vi 45 børn, og vores plejemor har en klar idé om, at huset skal ligne et almindeligt hjem. Og det gør det langt hen ad vejen også. Vi har jo aldrig oplevet et almindeligt hjem, og vi betragter hinanden som en slags søskende. Mange af børnene har været ude for voldsomme oplevelser, og ofte er jeg oppe om natten på sovesalen og trøste, når nogen har mareridt. Måske er det der, mit ønske om at hjælpe og gøre en forskel for andre vokser. For at hjælpe andre har altid føltes som en del af mit DNA og aldrig som en pligt.” 

“Jeg ser min mor to gange om året. En uge om sommeren og til min fødselsdag. Så har hun gaver med til mig, som min plejemor beder mig dele med de andre børn på børnehjemmet. Men jeg har ikke lyst til at dele dem, det er jo mine, og samtidig har jeg heller ikke lyst til at være ham, som får gaver, for det er der ikke andre, der får.” 

Et (ferie)hjem 

Hver sommer er den unge Peder en uge på ferie hos sin mors faster. Og det er noget ganske særligt. En følelse af at høre hjemme et sted med bestemte rutiner og traditioner. 

“Jeg elsker, når faster sidder i sin lænestol og læser højt for mig. Hun er meget religiøs, og vi synger ofte: “Altid frejdig når du går.” Hver aften, inden jeg skal sove, siger hun godnat til mig, og jeg får et bolsje med chokolade. Hun er et fast holdepunkt i mit liv.” 

Et (skiftende) hjem 

Peders mor er økonomachef på Ribe Sygehus og arrangerer en kokkelæreplads til Peder på Hotel Dagmar i Ribe, da han er 16 år. 

“Hun har bare glemt at spørge, om jeg vil være kok. For det vil jeg ikke, jeg drømmer om at blive skuespiller eller kunstner. Men det er svært at sige fra overfor hende. Hele mit liv har jeg været den her søde og ordentlige dreng, som altid gør, hvad der bliver sagt og finder sig i tingene.” 

Så Peder bliver uddannet kok og arbejder flere steder, indtil han en dag står for et selskab hos sit gamle efterskoleforstanderpar. De har set en kunstner bo i ham allerede som ung teenager på efterskolen, og nu trækker de i trådene. Derfor står Peder kort tid efter på kunsthøjskolen i Holbæk med et fire måneders kunstophold foran sig. 

“Derfra er der ingen vej tilbage for mig. Det er kunsten, jeg vil, og jeg siger for første gang i mit liv fra overfor min mor. Hendes reaktion er: “Vil du være kunstner? Er du vanvittig?” Men hun skal ikke bestemme over mig mere. Da er jeg 21 år.” 

“Jeg siger til mig selv: “Du kan noget. Du vil noget. Du du’r til noget.” 

Et (nyt) hjem 

Opholdet på kunsthøjskolen giver blod på tanden og året efter, i 1969, bliver Peder optaget på Aarhus Kunstakademi. 

“De venner jeg får der, og det sammenhold, vi har, bliver en ny familie for mig. Vi er sådan nogle langhårede typer og finder på en masse skøre ting. Vi spiser ofte i Føtex’ cafeteria, som dengang lå i Guldsmedgade. Hvis der ikke lige er et bord ledigt, begynder vi at klø os i håret og på kroppen og snakker om lus og lopper. Og så går der ikke længe, før der er et bord frit.”  

Peder bor på det tidspunkt på et lille værelse i Sjællandsgade, som han gerne vil væk fra. Han er god bekendt med den lokale kioskejer, som står til at overtage endnu en kiosk, denne gang på Knudrisgade. Der er en lille lejlighed tilknyttet, så Peder flytter med. 

“Jeg får et nært forhold til kioskejeren. Han laver gerne mad til mig og hjælper mig med forskelligt. Jeg betragter ham faktisk lidt som en far. Desværre er han kvartalsdranker, og det holder ikke i længden med at bestyre kiosken. Men jeg vil gerne blive boende, så jeg tager i banken for at låne de 4500 kr. det koster at få “nøglen” til at drive virksomhed.” 

Men banken vil ikke låne en fattig kunststuderende så mange penge. Så det ender med, at Peder bider i det sure æble og spørger sin mor, om hun vil kautionere. Og det vil hun. 

“Det er svært, for jeg vil klare mig selv og ikke have noget fra hende. Men jeg får nøglen og laver galleri i stedet for kiosk. Her laver jeg mange plakatudstillinger, fx med polsk og tjekkisk kunst, som er meget oppe i tiden i 1970-80'erne.” 

Et (trygt) hjem 

Og samtidig med, at den unge kunstner udvikler sig og langsomt finder fodfæste, møder han sin hustru Elsebeth. Det er nu over 50 år siden, og de har holdt sammen siden.  

“Elsebeth bliver min redning, det er jeg ikke i tvivl om. Inden jeg møder hende, er der perioder, hvor jeg drikker mig fra sans og samling, fordi jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med mit liv. Med hende har jeg delt alt. Hun kender mit inderste og hele min historie. Vi har aldrig fået børn. Jeg har haft det sådan, at er jeg ikke 100 % sikker på, at jeg kan passe godt på børnene, så skal jeg ikke have nogen. Men jeg har haft børn på andre måder i mit liv, bl.a. som underviser på Børneværkstedet i mange år. Og selv i dag, hvor de børn jo er voksne, kan jeg sjældent gå ned ad gaden uden at møde nogle, som hilser på.” 

Med årene har Peder og Elsebeth købt huset, som Peder startede med at bo til leje i, og i dag er det både atelier, værksted og hjem. 

“Jeg er ikke bitter. Jeg ser mig selv som et lyst menneske, der ønsker at tage stilling til den verden, vi lever i. Når jeg smutter, vil jeg gerne, at der står noget om, at jeg har været her, at jeg har gjort noget. Og det er noget af det, jeg kan med kunsten. Sætte et eftermæle og gøre en forskel.”