Hver dag griber Kirsten livet

Tekst og foto: Xenia Vilstrup Buer Kristiansen

Det er ikke ofte, du finder Kirsten Møldrup siddende stille ret længe ad gangen. Faktisk kan det være svært overhovedet at få en aftale i kalenderen med hende. Hvis hun ikke er ude at gå, er hun på vej til træning, på besøg hos familie, i gang med at holde foredrag eller skrive på sin bog.

“Jeg har et meget aktivt liv,” siger hun med et stort smil.

Det er én af de ting, du hurtigt bemærker, når du møder Kirsten.

Energien. Den er svær at overse.

Som 79-årig går hun mere end 12.000 skridt om dagen, træner flere gange om ugen og gik for nylig bridgewalking på Lillebæltsbroen. Og så drømmer hun om at prøve et tandem-faldskærmsudspring, når hun fylder 80 år. Når Kirsten fortæller om sit liv i dag, er det svært at forestille sig, at der var en tid, hvor hun ikke havde lyst til at være her. 

Syv mørke år

For 21 år siden mistede Kirsten sin mand, Jørn. Han tog sit eget liv og med ham forsvandt en del af hende. De mødte hinanden, da Kirsten var bare 19 år. Sammen fik de en søn og delte de næste fire årtier med hinanden.

”Jeg elskede min mand meget højt,” siger Kirsten.

Op til Jørns død kæmpede han med store økonomiske problemer og havde svært ved at bære konsekvenserne. Da han tog sit eget liv, mistede Kirsten ikke kun ham. Hun mistede også huset, bilen og sit økonomiske grundlag.

”Jeg mistede alt og måtte ligesom starte forfra,” fortæller hun.

Men værst af alt mistede hun troen på fremtiden. De næste syv år kæmpede hun med en svær depression.

 ”Det er de syv mørkeste år i mit liv. Jeg forsøgte at tage mit eget liv to gange, og jeg var ulykkelig over, at det ikke lykkedes.”

Når hun fortæller om det i dag, er det uden dramatik, nærmest konstaterende. For hun er et helt andet sted nu. ”Hver dag vågner jeg og er glad for, at det ikke lykkedes mig dengang.”

Vendepunktet

Hvis man skal forstå Kirsten i dag, skal man forestille sig hende ved Aarhusbugten. Ofte går hun lange ture langs vandet, uanset om det er solskin, regnvejr eller snestorm.

”Det er vigtigt for mig at komme ud og gå hver dag,” fortæller hun.

Nogle gange sætter hun sig på en sten et øjeblik. Hun kalder det selv at ”carpe diem’e”. 

”Så kigger jeg over mod Mols. Hører fuglene og lytter til bølgerne,” fortæller hun.

Men vejen dertil var lang. En god terapeut hjalp hende. Familie og venner holdt fast. Og en dag sad hun med en seks timer gammel hundehvalp i armene.

”Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle have en hund, men den dag valgte vi hinanden,” siger hun.

Det skulle vise sig at være et vendepunkt, og langsomt begyndte Kirsten at få lyst til livet igen.

Årene gik, og hun fyldte sit liv med lange gåture, træning og tid med sine venner og familie, men selvom lysten til livet vendte tilbage, var der stadig noget, der manglede.

Kærligheden manglede

Da Kirstens børnebørn foreslog, at hun skulle søge om at komme med i Hotel Romantik, et datingprogram for seniorer, var hun skeptisk.

”Jeg tænkte: Hvem kan være interesseret i en gammel kone som mig?” siger hun grinende.

Alligevel sagde hun ja. Snart stod hun på Aarhus Hovedbanegård med to store kufferter og kurs mod et alpehotel i Schweiz, 19 seniorsingler og måske, hvis hun var heldig, en ny kærlighed. Og på den sidste aften skete der noget.

Målt sig mod andre

Gennem livet har Kirsten hørt andre fortælle hende, at hun er stærk, modig og kærlig. Men noget i hende har aldrig helt troet på dem.

”Jeg har altid målt mig op mod andre. Så var jeg ikke tynd nok, køn nok eller klog nok. Der var altid ét eller andet,” fortæller hun.

Men da hun sad på alpehotellet, var det som om, at ordene for første gang ramte hende rigtigt.

”Der var det som om, at alle de gode ord, folk havde sagt gennem årene, lige pludselig kom ind i hjertet,” siger hun.

Og selvom Kirsten ikke fandt den kærlighed, hun troede, hun skulle finde, fandt hun noget andet. Kærligheden til sig selv. Og med den kom erkendelsen.

”Jeg kunne mærke, at jeg faktisk er god nok. Tænk, at man skal være næsten 80 år, før man finder ud af, at man er noget værd,” siger Kirsten og smiler.

Et rigt liv

Kirsten taler meget om kærligheden, selvom hun ikke fandt en kæreste på alpehotellet. For hende er kærligheden nemlig også børn, børnebørn og oldebørn. Det er veninderne gennem 50 år. De fire ekstra børnebørn, hun fik, da en familie, hun hjalp, spurgte om hun ikke vil være deres bedstemor også. Og ikke mindst kærligheden til sig selv.

”Jeg er fuld af kærlighed,” siger hun.

Selvfølgelig håber hun stadig, at der måske er en mand derude et sted. En at gå ture med og holde i hånden en sommeraften. Men dukker han ikke op, går det nok også.

”Hvis ikke jeg finder en kæreste, så har jeg et godt liv alligevel,” siger hun tilfreds. For Kirsten er ikke et menneske, der går og venter på, at livet skal begynde.

Hun er i fuld gang med at leve det og har allerede sat kryds i kalenderen til, når hun skal til sit oldebarns konfirmation.

”Så vi napper i hvert fald 13 år mere,” siger hun og griner.