Fra verden rundt til hinanden

Da personalet på Plejehjemmet Ankersgade 19-23 en eftermiddag foreslog, at Elisabeth og Torben skulle sidde ved siden af hinanden i fællesstuen, havde ingen af dem nogen anelse om, hvad det ville føre til. Men allerede dagen efter sad de dér igen, og dagen efter igen.

“Vi har været kærester stort set siden det øjeblik, hvor jeg så Elisabeth for første gang,” siger Torben og smiler. Begge er født og opvokset i Aarhus, og begge er de vendt tilbage til deres barndomsby, da det blev tid til at flytte på plejehjem. Elisabeth har boet der i to år, Torben i fem måneder, og nu er de altså kærester.

En god støtte

Elisabeth har en sjælden sygdom, der langsomt har gjort hende blind. Synet var ikke forsvundet helt, da Torben flyttede ind, så hun ved, hvordan han ser ud. Forelskelsen var nok kommet uanset, forklarer hun med et smil og uddyber: “Det er kedeligt, at jeg har mistet synet, men Torben er sådan en god støtte.”

“Og hun er en støtte for mig,” tilføjer Torben hurtigt. Han mistede sit ben i 2021, og tabet ændrede hans sociale liv markant.

“Jeg har sejlet, siden jeg var 10 år gammel. Jeg har rejst, vandret, stået på ski. Pludselig kunne jeg ingenting af det. Jeg måtte sælge både båd og sommerhus. Det var svært, og jeg har stadig svært ved at kapere det.”

I flere år boede Torben i sit rækkehus i Randers, og han indrømmer gerne, at han bestemt ikke havde lyst til at flytte på plejehjem, selvom han i dag er rigtig glad for beslutningen. Både fordi han har mødt Elisabeth, men også fordi det er trygt, at der altid er hjælp tæt på.

Verdensmesteren og væveren

Torben og Elisabeth har begge levet liv, der kunne skrives spændende bøger om.

Elisabeth har boet i flere verdensdele, blandt andet i Iran og New York, hvor hendes mand arbejdede som havnekaptajn for A.P. Møller - Mærsk. I New York tog hun en væveruddannelse og opnåede senere det anerkendte Certificate of Excellence in Handweaving. I 1984 stiftede hun sin egen virksomhed, der har leveret messehagler og stolaer til over 300 kirker. Selvom virksomheden i dag er solgt, fortsætter produktionen stadig under hendes navn. Et vidnesbyrd om hendes faglige styrke og den smukke arv, som hun har skabt.

Torben er uddannet jurist og har arbejdet både i Danmark og Norge. På vandet har han sejlet stort set alle bådklasser, og i 1986 blev han verdensmester som sejlmaster på 1/4 ton-båden, der tilhørte den daværende norske kronprins Harald. Han har også ved flere sejlsportsevents været gast for Kong Frederik, da han endnu var kronprins. “Det er svært at se en sejlbåd uden at blive rørt. Det var en stor del af mit liv,” siger han.

Kærligheden til sejlsport har Torben tilfælles med Elisabeths børn og børnebørn, som har taget varmt imod ham. Og selvom samtalerne ofte drejer sig om knob og vindforhold, siger Elisabeth med et smil, at hun egentlig er i tvivl, om hun har fået fortalt, at hun er kærester med en verdensmester.

Fælles middagslur

Selvom de begge har oplevet verden og leveret store præstationer, er det ikke det, de taler mest om i dag. Hverdagens små glæder fylder deres samtaler. De går ture sammen; Torben på elscooteren og Elisabeth med hånden herpå. De holder begge af at male, når plejehjemmet får fast besøg af en kunstner, de deltager i oplæsninger og hører nogle af Torbens mange plader.

Det er tydeligt, at de er glade for hinanden, og de fortæller begge, at det at finde kærligheden igen har gjort livet større: “Vi kan godt lide at sove sammen. Det er vigtigt at kunne ligge i ske med den, man holder af.”

Plejehjemmet har skaffet en stor seng, og selvom det at kunne sove sammen kræver ekstra hensyn på grund af hjælpemidler og begrænsninger, arbejder de på at finde en god rytme. For nu øver de sig med fælles middagslur, hvor det hele er lidt lettere at få til at fungere.

Og sådan sidder de dér. To mennesker fra Aarhus, der har været ude i verden, og som nu mange år senere har fundet vej til hinanden.