Det ville jeg ønske, jeg havde vidst…

Tekst: Helle Erenbjerg Foto: Privat

Lone Kühlmann: Når det handler om kroner og ører, skal du kunne selv

“Som 18-årig tog jeg til New York for at arbejde som au pair. Da jeg skulle derover, betalte værtsfamilien min billet, så jeg skyldte dem for min rejse, og man får jo ikke meget i løn som au pair. Da jeg ankom, fik jeg anvist mit værelse i kælderen, hvor isoleringen var pillet af rørene. Der var et forhæng ind til en vaskemaskine og et vindue med udsigt til en lyskasse. Dér satte jeg mig ned og tænkte: ‘Okay. Så må jeg se, hvordan jeg kommer ud af det her’. Jeg satte en stor ære i at passe mit arbejde til punkt og prikke, men det lærte mig en vigtig lektie: Man skal selv betale sine egne regninger.”

“Det tog mig et halvt år at spare sammen, så jeg kunne komme derfra med værdigheden og æren i behold – og ikke mindst erfaringen, som har fulgt mig resten af livet: Når det handler om kroner og ører, så er det bedst at kunne selv.”

Skab dine egne gode dage

I det hele taget er Lone Kühlmann en stor fortaler for, at man selv har et ansvar for at skabe gode dage for sig selv og andre.

“Man må selv skaffe sit livsindhold. Der kommer ikke nogen med det. En af mine venner – Mikael Rode – skrev engang en aforisme: ‘Man siger, at vi skal frelse verden med kærlighed. Måske skal vi nøjes med venlighed og blive lidt mindre frelste’. Jeg sætter stor pris på venlighed. Livet bliver simpelthen mere interessant og nemmere. Det gælder også, hvis man vil undgå ensomhed og i det hele taget have et interessant liv. Man skal interessere sig for andre end sig selv. Det gælder ikke bare, når man er oppe i årene, men hele livet: Interessér dig for din omverden og de mennesker, du omgås.”

Selv holder Lone Kühlmann det mentale og fysiske kredsløb i gang med daglige badeture, 20 minutters øvelser og morgennyhederne på P1 eller Radio4 – og så lever hun efter princippet: Jeg er blevet 80 i sommer, og jeg har tænkt mig at gøre, hvad jeg har lyst til!

Man kommer længst med venlighed

Og skulle det ske, at hun engang selv skulle få brug for hjælp, så har hun en god rollemodel i sin seks år ældre bror, som bruger rollator:

“Min bror siger altid tak for hjælp, også når han ikke har brug for det. Folk er så venlige og hjælpsomme, og så skal man også have den værdighed, at man kan tage imod hjælp fra andre. Vi kan jo også alle sammen godt lide at hjælpe andre.”

“Man kommer længst med venlighed, og til syvende og sidst er det til gavn og glæde; både for den, der yder, og den, der modtager. Der er tale om noget så usædvanligt som en god cirkel,” siger Lone Kühlmann på sin kontante og venlige facon.

Poul-Erik Tindbæk: Lad ikke uhensigtsmæssige normer styre dit liv

“Når man, som jeg, er vokset op som den yngste efternøler i en kærlig familie og i en boligkarre med mange børn og hjemmegående husmødre, har jeg ubesværet kunnet glide ind og ud af alle sammenhænge og sociale relationer. Jeg kom let om uenigheder i familien, hvor søskende beskyttede mig og i gården, hvor stærke Kurt beskyttede mig. Så jeg lærte ikke, at nogle gange skal man stå op og kæmpe for det, man vil. At man skal være modig og tage konfrontationen.”

“Til det første skolebal sagde min mor ‘husk nu også at danse med de tykke piger’. Det gjorde jeg så, for det var det letteste. Det var alt for svært at tage mod til sig og gå over og bukke for Karin og Inger Marie, og alle dem jeg havde et godt øje til. Jeg ville ønske, jeg havde været mere modig og ikke bange for selv at tage en uenighed eller en konflikt.”

Det er de ærlige og stærke relationer, der gælder

For Poul-Erik Tindbæk er fortrydelsessynder noget at det værste – og dem er der, ifølge ham, nogle stykker af:

“Det kan stadig give søvnløse timer, når jeg tænker på de varmende øjekast fra pigerne på Bellevue Strand, som jeg ikke havde mod til at gå hen til. Men en af de slemmeste fejl var, at jeg valgte matematiklinjen i gymnasiet. Jeg vidste intet om gymnasiet, men rygtet gik, at de sproglige studenter var en flok tøser. Så jeg fulgte normen i stedet for mine egne interesser. Det gav mig tre år med kedsomhed i matematiktimerne og længselsfulde blikke til de sproglige. Og var helt sikkert også et dårligere afsæt til danskstudiet på Aarhus Universitet og mine humanistiske interesser.”

“Jeg har lært, at man skal være opmærksom på de normer, der alt for let kan komme til at styre ens liv. Nogle gange i et omfang, så det går ud over det gode og spændende liv, som man først senere kan se, at man er gået glip af. Med opvækst i et lettere indremissionsk miljø, hvor alt det lystfyldte var forbuden frugt, var både puberteten og senere ungdomsoprøret de bedste kilder for mig – og nok det vigtigste jeg har lært – at det ikke er normer, der skal styre ens liv, men ærlige, stærke relationer og forbundethed til andre mennesker og til jorden vi er kommet af.”

Livsmod og nysgerrighed

“Man skal være nysgerrig på livet og modig til at banke på nye døre livet igennem. Når man har nået min alder – næste gang bliver jeg 80 – så drejer det sig frem for noget om at ‘give tilbage’. At alt det man har fået gennem livet, nu skal gives tilbage til de kommende generationer i form af en slags erfaringsdividende. Hvad langt de fleste allerede gør inden for familierne til børn og børnebørn.”