Der er et skatkammer indeni dig

Tekst og foto: Anja Ziegler

Allan Grønhøj er opvokset i Aarhus. Han har altid følt sig anderledes, og at han ikke passede ind i samfundets kasser. Han hørte stemmer og opfattede ting på en anden måde end de fleste. Som 15-årig kom han i den forkerte vennegruppe og begyndte at ryge hash. Herefter fulgte en række år med hashmisbrug, forelskelser, mange jobs og en tur ned ad depressionens, skammens og fortvivlelsens vej. 

På kanten af samfundet

Da Allan er 23 år, får han stillet diagnosen paranoid skizofreni ved psykiatrisk hospital og kommer på medicin. Han er flyttet tilbage til Aarhus efter nogle år i København, hvor han efterlader et forlist forhold og et fejlslagent forsøg på at gennemføre HF. Han har været kortvarigt hjemløs, har solgt hash, haft flere forskellige jobs og er nedslået over de ting, han ikke kunne gennemføre. Han føler sig skubbet ud på kanten af samfundet, og han finder kun fællesskaber, der involverer hash.

“Jeg sad blæst alene om natten på værelset og hørte stemmer, jeg ikke kunne placere. Jeg havde meget smerte indeni mig, og for mig var det svært at finde ud af, hvad der skyldtes hvad,” fortæller Allan, der ikke kunne spejle alle sine udfordringer i den diagnose, han havde fået. 

Depression og skam

Da Allan er 27 år, opsøger han igen psykiatrien for at få hjælp, og undervejs møder han en ung kunstner, som han flytter sammen med. Hans diagnose bliver gradueret til skizotypisk personlighedsforstyrrelse, som er en mild form for skizofreni, der er kendetegnet ved excentrisk adfærd, social isolation og svær følelsesmæssig kontakt. Den diagnose kan Allan spejle sig selv i:

“Jeg kan genkende følelsen af at være anderledes og behovet for at skille sig ud.”

Forholdet til kæresten går i stykker, da Allan begynder at ryge hash igen. Han husker stadig følelsen, da han synker ned i en voldsom depression i halvandet år.

“Jeg kan huske, jeg står ved vinduet, og så synker verden ned som et tæppe foran mine øjne. Det hele bliver gråt og sort. Jeg var deprimeret over, at det gik galt igen; at jeg ikke formåede at holde fast i det gode, jeg havde, men at jeg ødelagde det for mig selv,” forklarer Allan, der også godt ved, hvorfor han hele tiden vendte tilbage til det problematiske hashforbrug:

“Jeg havde ikke formået at få de ting ind i livet, som var livsvigtige for mig: fordybelse, kreativitet og naturen.” 

Spirituel oplevelse

Da Allan er 32 år, får han en spirituel oplevelse. Han er stoppet med medicin og selvmedicinerer sig med hash i små mikrodoser.

“Jeg lå på gulvet i lejligheden og oplevede en indskydelse fra noget uden for mig selv, noget der var meget større end mig. Der var ikke noget ansigt, men en stemme indeni, der var helt anderledes, end de stemmer jeg ellers har hørt.”

“Jeg har altid troet på, at der findes en Gud, ånder og en verden, vi ikke kan se, og jeg tror på, jeg havde kontakt til gud den dag.”

I sin spirituelle oplevelse får Allan at vide, at han skal rense sig selv. Han stopper helt med at ryge hash og bliver vegetar. Han begynder at komme på det kommunale kulturtilbud for psykisk sårbare, Kragelund, og det hjælper rigtig meget. Her finder Allan endelig et fællesskab, hvor han kan fordybe sig i det kreative, uden hash.

Han oplever at være til gavn, og at folk kan lide ham, som den han er. Her støder han også på et indiansk spirituelt miljø, hvor han kan spejle mange af sine tanker om, hvordan verden hænger sammen: ånderne, gud og generationer, man kan have kontakt til, både bagud og fremad i tiden. Det indianske miljø er endnu et fællesskab uden hash, og Allan begynder stille og roligt at få fat i sig selv. Det indianske miljø hjælper ham igennem den næste krise i hans liv. 

Indianske svedhytteceremonier 

Krisen er forårsaget af en kæreste, han får barn med. Da sønnen er tre år, går de fra hinanden, og ekskæresten flytter til København sammen med en ny kæreste. Det bliver starten på en ni år lang og opslidende kamp om samvær med sønnen. Samværet bliver saboteret af ekskæresten, og Allan kæmper for at bevare kontakten til sønnen. Undervejs bliver begge hans forældre alvorligt syge, og Allan må også bruge meget tid på at passe dem.

“Jeg har haft lyst til at dø mange gange, mens jeg kæmpede for min søn, samtidig med at min far blev syg med demens, og min mor blev syg og mistede basale evner.”

I stedet for at knække finder Allan ro og håb i de indianske svedhytteceremonier. Svedhytteceremonierne er en slags bederitualer med sang.

“Det er et fællesskab omkring noget, der er større end os selv. En fælles ånd, fælles bevidsthed, der binder os sammen. Der er en masse accept af, at vi er, hvor vi er, og det er okay. Vi er mange, der gerne vil det bedre for jorden, for menneskeheden og naturen.”

Samtidig bliver Allan ansat som instruktør ved det kommunale tilbud ‘Idræt på Banen’. Det første job han kan finde sig til rette i.

“Det er det bedste job, jeg har haft, fordi jeg fik mulighed for at give tilbage til mennesker, der var i en lignende situation som mig selv.” 

Måske en kliché, men...

Det med sønnen er parkeret, det er for svært at være i. I stedet fokuserer Allan på at gøre ting, der gør ham glad, og han beskæftiger sig så lidt som muligt med fortrydelse.

“Det handler om at være her og nu og ikke se sig tilbage i fortrydelse og ærgrelse.”

“Jeg arbejder med at give slip på ting. Det gælder om at åbne sig for den kærlighed, der findes. Den findes lige her og nu, hvis vi åbner os for den. Og jeg ved godt, det lyder som en fucking kliché, men der er et skatkammer indeni dig. Og selvom du ikke kan se eller mærke det, så giv dig tid til at åbne for det. Uanset udfordringerne, så er der altid dig.”