Yoga er også for mænd

Tekst og foto: Marie Overgaard Bering

Yoga vokser i popularitet, men der er stadig flest kvinder på yogamåtterne. Et særligt yogahold med Netværket +58 på Folkestedet bidrager dog til at modbevise den tendens. Her er der nemlig udelukkende mænd på holdet bortset fra den kvindelige instruktør - og så mig, Marie, som har fået lov til at være med denne onsdag.

”Stil jer på måtten i en bredstående stilling og lad fødderne pege lige frem. Tag en dyb indånding og lad armene hænge ned langs siden.”

Sådan lyder ordene fra Trine, der er instruktør. På gulvet ligger 12 mænd - og mig. Siden efteråret 2024 har mændene udforsket deres fysik og nye måder at finde ro på via, for dem helt ukendte, øvelser som bjørnestilling, kobra og barnets stilling.

God motionsform

En af holdets deltagere er Uri. Han er 67 år og er ansat i et fleksjob på et lager. I 2014 blev han ramt af en lungesygdom, der begrænser hans fysiske aktivitet. Selvom han i starten var skeptisk, har han i yogaen fundet en motionsform, der passer til ham:

”Jeg kan ikke holde til andre motionsformer, da jeg er begrænset af mine lunger. Jeg har gået i motionscenter, men det var ubehageligt for både mig og alle andre, da jeg gisper efter vejret, når jeg dyrker motion. Jeg skulle hele tiden forklare nye mennesker, hvad det skyldes,” fortæller Uri.

På yogaholdet skal Uri ikke forklare sig. De andre mænd kender ham og hans lungesygdom, og her er det okay ikke at kunne det hele:

”Vi er alle begrænset af vores fysik på én eller anden måde. Men vi kan lave øvelserne i vores eget tempo. Og kan man ikke en øvelse, så lader man bare være.”

Forståelse for hinanden

En anden deltager er Stefan. Han er førtidspensioneret buschauffør og 65 år. Han er en mand fyldt med humor og kvikke bemærkninger. Det på trods af et liv med flere nedture. I lokalet har han placeret sig bagerst med udsigt over alle andre.

”Jeg fik konstateret PTSD som 51-årig, og jeg kæmper stadig med det. Jeg har altid været utrolig aktiv, men med diagnosen stoppede det. For bare fire år siden kunne jeg ikke være en del af en større gruppe. Jeg bliver rolig af yogaen. Men jeg bliver også rolig af selskabet.”

Samhørighed og balance

På yogamåtten er det tydeligt for mig, at det ikke kun er yogaens restorative og beroligende stillinger, der giver ro hos deltagerne. På holdet er der en helt særlig samhørighed.

”Jeg oplever en forståelse og empati blandt de andre mænd. For halvandet år siden gik min kone bort. Som en del af sorgbearbejdelsen involverede jeg mig i flere projekter, heriblandt yoga. Fællesskaberne og yogaen har været med til at gøre mig til et helt menneske igen,” fortæller Stefan.

På yogaholdet er stemningen langt fra det svedlugtende træningslokale, hvor flere af mændene tidligere har haft deres gang. Lars Georg, en pensioneret folkeskolelærer på 70 år, fortæller om sin vej ind i den meditative praksis:

”Jeg er så meget mand, at jeg har en cykel med stang. Det vil gå ud over min manddom, hvis jeg skulle cykle på en anden cykel. Og det gør, at jeg er nødt til at gøre noget aktivt for at styrke min balance, hvis jeg skal blive ved med at kunne det. Det handler jo om at holde os væk fra hospitalsvæsnet. Når jeg ser mennesker med rollatorer, bliver jeg berørt af det, da jeg selv kommer tættere på den alder. Jeg vil gerne undgå at komme dertil. Derfor dyrker jeg yoga.”

Grin og støtte

Trine guider os ind og ud af nye yogapositioner og åndedrætsøvelser. Hun kender mændene, og jeg fornemmer tydeligt, at de kan lide hende.

”Kender du det med at være et sted, hvor du kan få lov til at være den, du er? Sådan har jeg det her,” siger Lars Georg, og Stefan supplerer:

”Trine har øje for os alle sammen. Vi er ikke bare en gruppe mænd, men vi er 12 individer. Trine spørger ind til os og tager hensyn.”

Det er normalt kun lyden af åndedrættet, jeg hører, når jeg går i mit lokale yogastudio. Det er anderledes her. Der bliver prustet og sukket. Og så bliver der grinet.

”Vi kan grine af hinanden, når vi øffer og siger av. Nogle gange venter jeg bare på, at der er en, der ynker,” griner Stefan, og Lars Georg fortsætter:

”Mænd kommunikerer på en anden måde end kvinder. På holdet er der ingen misforståelser, hvis nogen griner. Vi føler os ikke forkerte. Samtidig er vi alle kommet til et punkt, hvor det er okay at snakke om skavanker og alt det, vi ikke længere kan. Det er der plads til her.”

Yogatimen nærmer sig sin afslutning, og det er tid til afslapning. ”Gudskelov” lyder det fra salen efterfulgt af flere grin.

Med tæpper på ligger vi alle med lukkede øjne. Mens jeg ligger og trækker vejret helt ned i maven, føler jeg mig taknemmelig for at have været en del af et rum, hvor man kan være sig selv med alt, hvad det indebærer. Tiden står stille, indtil gongen lyder. Det er tid til at vågne.