Gå til hovedindhold
Kultur

Værkstedet: En stenhård forvandling

De kommer i alle farver. I alle former. Ikke to er ens. De er bogstaveligt talt stenhårde, men i Jørgen Greve Olesens hænder forvandles de fuldstændig og bliver til bløde og smukke kunststykker. Kom med en tur på stenværkstedet, hvor kreativiteten får frit spil.

  • Læs op

Indhold

    Tekst og foto: Jannie Lindberg Sundgaard

    Det et var på en ferie i Grønland i 1985, at Jørgen Greve Olesen for alvor fik øjnene op for, at en sten ikke bare er en sten.

    “Jeg var på besøg hos en stensliber og blev dybt fascineret af hans arbejde med sten, og den forvandling de gennemgik. Så derhjemme lavede jeg min egen stenslibermaskine, og så var jeg faktisk i gang.”

    Efter nogle år blev stensliberiet dog lagt på hylden, da karrieren tog fart. Jørgen Greve Olesen er uddannet elektroniktekniker og fik ansvaret for målteknisk udstyr på en stor virksomhed. Der var han i 38 år, men det sled på psyken med lange arbejdsdage, rejsedage og et stort ansvar. Som 65-årig gik han på pension i 2016.

    “Jeg savner ikke mit arbejde, men jeg savner mange af de menne­sker, jeg mødte. Der er stadig folk, som ringer til mig i dag med fagtek­niske spørgsmål. Og det er alligevel lidt et detektivarbejde at finde frem til mig, for jeg har jo ikke det sam­me telefonnummer længere.”

    Mit andet hjem

    Efter et par år på pension blev Jørgen Greve Olesen spurgt, om han ville undervise på Værkstedet i stenslib­ning. Og han slog til.

    “Jeg kan godt lide at have en fæl­les interesse at samles om. Man kan altid få tiden til at gå her, ja, jeg vil nærmest gå så langt, som at kalde det mit andet hjem. Her er fred og ro og ingen stress, det har jeg haft nok af i mit arbejdsliv.”

    Det er primært herrerne, som finder vej til Jørgen Greve Olesen og værkstedet, og det er faktisk lidt ærgerligt, synes den erfarne stensli­ber:

    “Vi har alle noget forskelligt at byde ind med - mænd som kvinder, og jeg har altid været vant til at arbejde meget sammen med kvinder, men der sker jo det ved stenslibning, at lange negle meget let bliver slebet af. Så det kan jo godt være noget af det, der gør det.”

    “Mange kommer her og sliber 10-15 sten, men når familie og venner hver har fået et fint smykke, så er det som om, interessen for slibningen daler. Selv har jeg det jo sådan, at hver gang jeg ser en ny sten, så ser jeg et nyt arbejde for mig.”

    ¼ tons sten

    Og det er nok en del af årsagen til, at der nu ligger et kvart tons sten i Jørgen Greve Olesens indkørsel. Dem fandt hans kone på loftet en dag, hun lige ville op og kigge efter, hvor mange sten, der egentlig lå.

    “Hun blev skruptosset! Der var nok også lige lovlig mange. Men man samler jo med tiden. Jeg finder mange sten på stranden, og folk siger altid til mig, når vi er ude at gå: Du har kun øje for sten. Det er sandt nok. Jeg ser altid efter en god sten at slibe.”

    Symbolet for frugtbarhed

    På en rejse til New Zealand var vi til en maori-sammenkomst med mange optrædende. Jeg kommer til at stå ved siden af to maoriægtepar. Her fortæller de historien omkring frugtbarheden for kvinder, der bliver gravide, når de runder de 40 år. Det betyder meget for den enkelte kvinde, at hun skal have et barn, men samtidig får udbetalt en ” præmie ” efter fødslen. Det smykke, som jeg har lavet en kopi af (det zig-zag lignende smykke herover), skal bæres i minimum seks måneder før fødslen. Indenfor gruppen ses der op til denne kvinde, da 40 års alderen regnes som et af de tidspunkter, hvor der skal tjenes mange penge for at få en god alderdom. Begge forældre skal være maori, fordi man vil have maorierne til at være ét folk.

    Varmt fællesskab

    Når Jørgen Greve Olesen står i sten­værkstedet og underviser, trækker han gerne på erfaringer fra sin tid som målteknisk inspektør. Dengang, som nu, ligger det ham meget på sinde at give viden videre. At motivere andre til at lære noget nyt.

    “Jeg kan godt lide at stå overfor mennesker, jeg ikke kender, og arbej­de med at gøre dem endnu dygtigere. Det, synes jeg, er spændende. Og så kan jeg bare også rigtig godt lide at være sammen med andre mennesker.”

    Foto: Jørgen Greve Olesen har slebet nye sten til to smykker, han har arvet fra sin mormor, så de nu funkler igen.

    “Det fællesskab, som er her, er ganske særligt. Hvert år holder vi fx julefrokost for hele huset, vi har jo bl.a. vores eget orkester. Og vores alderspræsident på 92 år var stort set ikke af dansegulvet sidste år. Han er virkelig også en dygtig danser, og alle damerne ville have en dans med ham. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at komme her. Vi er nogle drillepinde ved hinanden, men det er altid venska­beligt og i en god tone.”

     

    Kom og vær med

    Hvornår: Mandage
    Hvor: Værkstedet, Østergade 40, 8000 Aarhus C
    Kontakt: Jørgen Greve Olesen på tlf.: 23 83 14 07 / mail: jg.olesen@youmail.dk
    Hvem: Pensionister, efterlønnere, førtidspensionister og fleksjobbere
    Pris: Det koster 100 kr. årligt at være medlem af foreningen, som giver adgang til værkstederne.
    Læs mere: https://vaerkstedet.aarhus.dk/vaerksteder/sten/

    Sidst opdateret: 8. november 2023