Gå til hovedindhold
Træning
Fællesskaber og ensomhed

Træningsfællesskab giver stærke ben og sammenhold

Fællestræning på Lokalcenter Bøgeskovhus er hemmeligheden bag Arne Enghøj og Ida Juuls evne til at klare sig selv. Træningen er også blevet en anledning til at bruge en time sammen med de mennesker, der efterhånden bedst kan beskrives som en træningsfamilie.

Indhold

    Tekst: Christoffer Møller  Foto: Marie Skovgaard

    En sølvgrå bil trækker op og parkerer foran Bøgeskovhus. En ældre herre i joggingsæt, der matcher bilen, stiger ud og begiver sig indenfor, inden han sætter sig og venter udenfor lokalcentrets træningslokale. En rutine, der de sidste par år har været fast. To gange om ugen træner Arne på 90 år med seks andre på hans egen alder.

    Nøglen til at klare sig selv

    Vinduespartiet strækker sig gennem hele lokalet og giver udsigt over parkeringspladsen. Langs vinduerne står kondicykler, så cykelturen kan nydes med udsigt – i dag matcher den Arnes påklædning. Udsigten er ikke den mest inspirerende til træningen; snarere noget, der får benene til at føles en smule tungere. Som om modvinden mærkes gennem ruden.

    Det lader ikke til at gå motionisterne på, og opvarmningen går i gang. De kommer alle op i sadlen og rundt i pedalerne, mens ‘Sensommervise’ fylder rummet ud med hyggelig stemning.

    Træningen er nøje tilrettelagt af en af lokalcentrets fysioterapeuter. Øvelserne har fokus på at styrke benene, hviket særligt er vigtigt, når man som Arne gerne vil forblive selvhjulpen. Han får kun hjælp til at få støttestrømperne på om morgenen, ellers klarer han fint dagligdagen selv. Han nyder selv at kunne transportere sig rundt i bilen.

    “Mig og bilen skal holde ud sammen,” som han siger.

    "Det hjælper på ryggen og i benene. Jeg kan mærke, det bliver værre, hvis jeg ikke kommer afsted til træning," fortæller Arne Enghøj

    Efter opvarmningen er klaret, sætter han sig over og laver benløft på maskine. Tre sæt af 10 gentagelser bliver klaret i et tempo, så der også er god tid til at holde pause og få snakket med de andre. Derefter står den på benskub, der foregår efter nogenlunde samme metodik.

    Undervejs er det nødvendigt at komme op og få strækket ryggen ud på en briks. Med slidgigt i ryggen og et hoftebrud, der kun ligger tre år tilbage, er der nok, der taler imod at kunne udfolde sig fysisk, men træningen er vigtig for Arne.

    “Det hjælper på ryggen og i benene. Jeg kan mærke, det bliver værre, hvis jeg ikke kommer afsted til træning.”

    Som en lille familie

    “Ja, og så er det jo et privilegie at få lov at træne med os,” lyder det spøgefuldt fra Ida Juul, en af de andre motionister. Hun er også en del af træningsfællesskabet på opfordring fra hendes fysioterapeut, efter hendes mand gennem 62 år gik bort. Tanker om manden fylder stadig. Et livsvilkår, hun deler med flere af de andre.

    “Det er hårdt at være alene. Men enten kan man sidde og blive bitter, ellers kan man kaste sig ud i livet igen og håbe, at der er nogle, der griber én. Livet er ikke slut, fordi man bliver alene,” siger Ida.

    Følelsen af, at livet greb hende, mærker hun, hver gang hun er til træning.

    “Vi er som en lille familie. Jeg havde faktisk sagt til mig selv, at det ikke skulle være to dage om ugen mere, men jeg er her stadig hver gang. Det er rart at have som holdepunkt.”

    Ida kan bedst beskrives som familiens spøgefugl. Selv under træningen er der masser af overskud til at drille lidt.

    “Er du doven i dag, Åse?”, spørger hun, da hun vurderer, at én af de andre har holdt en lidt lang pause mellem to øvelser. Det forsikrer Åse hurtigt om, hun bestemt ikke er.

    "Vi er her endnu, og vi bliver ved."

    Havregrynskager og hygge

    Knap en time er passeret, og træningen er vel overstået.

    I dag er der plads til havregrynskager og kaffe som nedvarmning. De nyder at have lidt tid efter træningen. Der bliver snakket om livet i de andelsforeninger, som nogle af dem bor i, og hvilke fælles opgaver, de bidrager til der.

    I dag var der et enkelt afbud til træningen. Det er de gode til at følge op på. Der bliver ringet og tjekket ind, hvis man ikke dukker op. Det oplevede Arne, da han udeblev et par uger forinden.

    “Jeg fik pludselig gæster, og glemte alt om træningen. Gæsterne skulle jo underholdes.”

    Men han kommer selvfølgelig igen næste gang.

    Det samme gør Ida.

    “Vi er her endnu, og vi bliver ved.”

    Sidst opdateret: 9. december 2024