Gå til hovedindhold

Tilflytternes vej ind i nye fællesskaber

Storbyen trak i Helga og Jens Sax, da de gik på pension, men hvordan lander man godt i en ny by som tilflytter – i et helt nyt kapitel af livet? For ægteparret var en del af svaret det lokale folkehus.

Indhold

    Tekst og foto: Camilla Steskow

    Da pensionistlivet kaldte, blev mere end 30 år fulde af minder på Djursland et afsluttet kapitel for ægteparret Helga og Jens Sax. De ville tættere på storbyen og gode trafikforbindelser, og besluttede at rykke fra Bønnerup mod Aarhus. For to år siden flyttede de i et dejligt rækkehus i Skødstrup, og det har de ikke fortrudt.

    “Vi har altid været meget aktive i vores lokalmiljø med alt fra forældreråd til formandskab for den lokale havnefest, så vi var spændte på at lande et nyt og fremmed sted, hvor vi skulle bygge bekendtskaber og dagligdag op på ny,” fortæller Helga.

    “Men vi har kun mødt åbne arme og masser af fællesskaber og muligheder her i byen,” fortsætter Jens:

    “Da vi flyttede ind, fortalte vores naboer os om det lokale folkehus, og da de fandt ud af, at jeg spiller musik, spurgte de, om ikke jeg ville spille til et arrangement.”

    Efter at have spillet musik på Djursland i mange år, var det en dejlig invitation at få i det nye lokalområde, og Jens var klar. Spillejobbet og en introduktion til folkehusets selvtrænerforening blev starten på Jens og Helgas møde med Folkehuset Skødstrup.

    Én invitation åbner flere døre

    Det ene besøg i folkehuset tog det næste, og Helga og Jens blev hurtigt engagerede på tværs af huset.

    “Til en kvindefrokost blev jeg spurgt, om jeg ville være med i en kvindegruppe, og senere så vi et opslag fra husets borgerråd om opstart af en ny frivilliggruppe,” fortæller Helga.

    “Vi har altid været aktive som frivillige, og det var en god mulighed for at engagere os i vores nye by. Så da rådets formand spurgte, om vi ville stå for den nye gruppe, var vi klar.”

    I dag er de 15 frivillige i gruppen Husets Venner, der arrangerer fællesspisninger og hjælper ved andre arrangementer i folkehuset. Som tidligere musiker og kok har Jens en central rolle i den musikalske underholdning og madlavningen, mens Helga, der er tidligere leder på socialområdet, blandt andet sørger for at organisere, koordinere og samle frivilligflokken.

    “Da vi blev introduceret til folkehuset, håbede vi, at vi kunne møde nye mennesker her, og det må man sige, at vi har fået indfriet. Husets Venner er et rigtig dejligt fællesskab, og vi har et fantastisk samarbejde med Sanne i caféen. Alle i huset er søde og imødekommende, og vi har fået nye venner, som vi også ses med privat,” fortæller Jens.

    Det gode pensionistliv

    Med frivilligt arbejde, børnebørn og en social kalender i øvrigt, kan programmet hurtigt blive fyldt op hos Helga og Jens, men det gør ikke noget.

    “Man skal have noget at lave, når man bliver pensionist. Noget, der fylder den nye identitet ud,” siger Jens. Helga samstemmer og tilføjer:

    “Det har været skønt at flytte et nyt sted hen som pensionister, komme ind i dette hus og få lyst til at være en del af det hele. Huset kan noget helt specielt, og fællesskabet har fået os til at føle os meget veletablerede i byen. Vores børn gør lidt grin med, hvad vi nu har rodet os ud i, men de synes, det er så dejligt at se, at vi trives. Folkehuset er blevet en vigtig del af vores pensionistliv,” siger hun.

    Helga og Jens har også anbefalet familie og venner i Aarhus at besøge deres lokale folkehuse, men det er ikke alle, der har været forbi. Nogle ser det mest som et tilbud til ældre, men folkehusene er åbne for alle, der har lyst til at være en del af et fællesskab.

    Vil du være med?

    Hvis du har fået lyst til at snuse til dit lokale folkehus, anbefaler Helga og Jens, at du kigger forbi til et arrangement. Man kan for eksempel komme til koncerter med Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Symfoniorkester eller til fællesspisninger.

    Kunne du tænke dig at snuse til folkehusenes mange muligheder, kan du læse mere her:

    Folkehusens hjemmeside: folkehuse.aarhus.dk
    Folkehusenes fælles Facebookside: Folkehusene i Aarhus

    Sidst opdateret: 6. februar 2026