Gå til hovedindhold
Fællesskaber og ensomhed

Sang, fællesskab og ambitioner i Good Oldies

Da Olav Auken begyndte at synge i demenskor med sin kone, havde han ingen erfaring med korsang. Han har altid holdt af at synge, men aldrig lært det sådan rigtigt eller brugt det til noget. I fællesskabet om sangen opstod noget særligt. Noget, han ikke kunne give slip på, da hans kone gik bort. Det førte ham til koret Good Oldies, hvor han fra allerførste prøvegang følte sig hjemme.

Indhold

    Tekst: Camilla Steskow
    Foto: Simon Dyrmose / Camilla Steskow

    Olav Auken bruger hver tirsdag på at synge alt fra højskolesange til musicals sammen med andre seniorer – og det bliver han aldrig træt af.

    ”Koret er et sted, hvor jeg både kan udvikle mig og have det sjovt. Nogle gange kan jeg godt være træt og tænke ”jeg gider ikke i dag”, men så snart jeg går ind ad døren til en øvetime i Folkehuset Risskov, forsvinder den følelse. Humøret vender, og jeg kommer hjem fyldt med energi.”

     

    Ambitiøse amatører

    I dag har han været medlem i fire-fem år, og for tre år siden blev han valgt som formand.

    ”Vi er et ambitiøst kor, og jeg er ambitiøs på vores vegne. Selvom vi er amatører, er vi dygtige, og vi vil altid gerne blive bedre. Som formand samler jeg ny inspiration fra andre kor, kommer med nye idéer og sørger for, at vi er i bevægelse og prøver nye ting af.”

    Et programudvalg sammensætter korets repertoire med 12 sange hvert halvår, og så skal der ellers øves, så de bliver klar til at stå på scenen i folkehuse, på plejehjem og i kirker.

    ”Vi synger alt fra klassiske korsatser og højskolesange til moderne, rytmiske numre og musicalhits. Der skal være noget for alle, og vi tilpasser vores sange til dem, vi synger for.”

    I foråret bød programmet blandt andet på musik fra de internationale musicals Chess og Cats, og til efteråret venter sange som En sang om kærlighed af Tue West, Fuld af nattens stjerner af Lis Sørensen og Sebastian, og ABBA's Mamma Mia.

    Olav Auken

     

    Højere enhed

    For Olav er koncerterne noget helt særligt, og koret glæder sig lige så meget som publikum.

    ”Vi er spændte, adrenalinen pumper, og vi gør os ekstra umage. Det er en fantastisk følelse, når sangene bevæger sig ud over scenen, og kor og publikum smelter sammen. Når man kan mærke deres respons i samme øjeblik. Så går det hele op i en højere enhed.”

    Koret lægger vægt på at inddrage publikum og sørger altid for, at der er fællessang med til koncerterne. På den måde bliver det i endnu højere grad en oplevelse, som koret og publikum deler med hinanden og skaber med hinanden.

    ”Det gør noget særligt, når vi synger sammen. Både for os i koret, men også sammen med publikum. Det udløser endorfiner i hjernen, og man bliver næsten høj af det. Det er en helt særlig oplevelse.”

     

    Nødvendigt fællesskab

    Til koncerterne er det særligt tydeligt, at et kor også kræver samarbejde for at lykkes. Alle stemmer har en rolle for sig, men også en plads ind i sammenhængen.

    ”Vi er afhængige af hinanden for at få hvert stykke til at lykkes, og det skaber et stærkt fællesskab i gruppen. Vi lærer hinanden godt at kende, når vi øver, og snakken går ivrigt i pauserne. Det er helt sikkert en stor del af koret, at det både skal være hyggeligt og lærerigt at være med. Vi vil noget med hinanden både i relationerne
    og i musikken. Det betyder rigtig meget for mig.”

    Af samme grund mødes medlemmerne også om andet end kun sang og koncerter. Der er en årlig julefrokost og aktiviteter på kryds og tværs, hvor de for eksempel tager til amatørteater eller til kirkekoncerter sammen.

    ”Vi kan sagtens mødes om andet end sang, men sangen vil altid være det centrale. Man bliver afhængig af det; af den glæde, det giver. Det, vi skaber sammen, og den effekt, det har, er blevet en vigtig del af mig."

     

    Om Good Oldies

    • Pt. 28 medlemmer i alderen 69-92 år

    • Øver hver tirsdag kl. 14.00-16.30 i Folkehuset Risskov

    • Giver koncert seks gange om året

    • Fire stemmer: Tenor, bas, sopran og alt

      Vil du høre mere om koret, kan du kontakte:
      Olav Auken
      Telefon: 61 70 49 01
      Mail: olav@auken.net

    Amatørkultur i folkehusene

    Samrådet for Amatørkultur i Aarhus Kommune giver mulighed for at booke gratis kulturoplevelser med dedikerede amatørgrupper som koret Good Oldies. Det giver amatørgrupper inden for kor, dans, teater og orkester mulighed for at optræde, og samtidig får aarhusianerne adgang til kulturoplevelser skabt i fællesskabets tegn.

    Er amatørkultur noget for dig?

    Gå på opdagelse her: Samrådet for Amatørkultur

    Sidst opdateret: 6. august 2026