Reportage: Som et ordentlig bjørnekram

Tekst og foto: Jannie Lindberg Sundgaard

Regnen siler ned. Himlens grå går nærmest i ét med den sjaskvåde asfalt. Jeg parkerer hurtigt cyklen foran Klostergade 37, hvor Klostergadecentret ligger, og haster ind ad den elektriske glasdør.

“Vi er i Pejsestuen, på første sal for enden ad gangen,” stod der i mailen, jeg modtog for et par dage siden fra Lars. Han er formand i Club 60+/2, som jeg har inviteret mig selv på besøg hos. Jeg går op ad trapperne og hen ad gangen. Inde fra de lokaler, jeg passerer, lyder der både hyggelig snak, sang og musik. Da jeg når Pejsestuen, mødes jeg af en flok mænd, der haster en kende forvirret rundt mellem hinanden, mens de dækker bord, henter kaffe, smørrebrød og højskolesangbøger. Drillende og godmodige kommentarer flyver igennem rummet. Jeg går rundt og giver hånd og præsenterer mig selv, og der kvitteres med smil, faste håndtryk og “velkommen til”.

Foto: Kaffen får hurtigt ben at gå på

Den lidt forvirrede stemning skyldes, at Johnny er syg i dag. Det er Johnny, der normalt står for vad foregår der egentlig, når en gruppe mænd på de 60+ mødes hver tirsdag et par timer? Går det hele op i sportssnak? Er det med skurvognsjargon? Taler de mon om følelser? Og kan man overhovedet på en troværdig måde afdække, hvordan det spænder af i sådan en 60+ mandeklub, når man er en kvinde i 40’erne? Bedøm selv her...

Vanens magt

“Vi tager nr. 359,” lyder det, da vi alle er bænket om bordet.

“Så springer jeg de steder over, der handler om Gud,” siger en anden.

Og så istemmer et kor på 12 dybe mandestemmer + en enkelt markant lysere kvindelig “Nu falmer skoven trindt om land.” Der bliver sunget igennem, ikke noget med, at nogen sidder og putter sig. Straks efter sangen bliver der langet til smørrebrødsfadene og kaffen, mens snakken hurtigt går og lydniveauet stiger.

“Der ligger et spillekort ved hver tallerken, inden vi sætter os, og så trækker vi hver et andet kort, som vi skal finde makkeren til ved bordet. På den måde kommer vi ikke til at sidde ved de samme og på de samme pladser hver gang, som man jo ellers har en tendens til,” fortæller min siddemakker.

“Men det var ikke så let at blive enige om, hvordan vi skulle sørge for, at vi blev blandet hver gang – det tog faktisk seks-syv måneder, før vi fandt på ideen med kortene,” fortæller Lars. Flere griner ved tanken om den proces. 

Pearl Harbor

Da smørrebrødet er spist, går vi i gang med dagsordenen. Lars tager ordet og fortæller, at han har modtaget en mail med afbud fra en datter til en af klubbens medlemmer. Hun skriver, at han er syg og derfor melder afbud. Flere udtrykker bekymring for, om det er noget mere alvorligt siden, det er datteren, der skriver og ikke ham selv. Det besluttes, at Lars skriver tilbage til datteren for at høre lidt nærmere. Den livlige snak om bordet falder lidt for en stund.

Foto: Fodbold, og byens hold AGF, fylder en del i mandegruppen, hvor man flittigt deltager i hjemmekampe og ikke mindst diskuterer kvaliteten.

Men så tager vi hul på næste punkt på dagsordenen, som er muligheden for at komme med til hjemmekamp med Bakken Bears (Aarhus’ stolte basketboldhold).

“Jeg skal lige hjem og spørge først. Jeg ved ikke, om vi skal have børn den dag,” siger en. Den bemærkning trækker øjeblikkeligt store grin.

“Er det ikke lidt sent med børn?” lyder det og en anden tilføjer hurtigt: “Jamen, vi mænd kan jo blive ved!”

Et hurtigt blik kastes i min retning, som for lige at tjekke af, om den mon var over stregen. ... men så er det jo godt, at man er en rimelig robust vestjyde fra landet, der er vant til lidt af hvert.

Ud over basketboldkampen er der også udsigt til en tur på havnen med oplæg om Pier 3 og rundvisning efterfølgende.

“Så skal vi forbi Havnens Perle,” lyder det.

“Pearl Harbor, det var det, skraldemændene i sin tid kaldte det,” fortæller en anden, “der fik de altid en formiddagspølse på deres tur, for det var så nemt at parkere dernede.” Den historie er ny for mange rundt om bordet.

Velkomment fællesskab

Tonen blandt de her mænd er måske nok både sarkastisk og drillende, men hele tiden med humor og glimt i øjet. Og man er ikke i tvivl om, at intet er sagt i ond mening.

“Jeg gik forbi ude på gaden en dag for et års tid siden og hørte musik herfra. Så besluttede jeg mig for at gå ind og se, hvad der skete, og der gik ikke ret længe, inden jeg var hevet med ind i klubben her,” fortæller Henning, som er et af de nyere medlemmer.

“Det er nemt at komme til at kende hinanden, fordi vi ikke er så mange. Vi er vel omkring 15 stykker her i klubben og max 20, er det bestemt.”

“Jeg så en annonce i Vital for et par år siden for mandegruppen her, og så tog jeg fat i dem og kom med,” supplerer Steen.

Foto: er bliver givet meget røg til hinanden på tværs af bordet under quizzen, men alt foregår i en venskabelig tone.

Lidt længere nede langs bordet snakker to siddemakkere om, hvordan det går med den enes forestående knæoperation. Og bekymringerne herom. Det er ikke fordi, det er de store følelser, der bliver smidt på bordet, men omtanken for hinandens helbred og velbefindende er tydelig.

Ingen behøver sidde alene

Dagens regnvejr og transporten til dagens møde ansporer til en snak om nedsatte buspriser, el-biler, der ikke parkerer gratis længere, antallet af parkeringspladser og valgløfter generelt, som måske - måske ikke - bliver overholdt. Lars har inden mødet fortalt mig, at de i klubben har en regel om, at de ikke snakker politiske standpunkter eller religion. Alligevel har politik det jo med at snige sig ind mange steder, og der er bred enighed om, at man ikke skal love hverken billige busbilletter eller mere parkering, hvis det bare handler om at blive valgt.

Og så er vi nået til punktet eventuelt på dagsordenen.

“Jeg vil godt lige have lov til at sige noget til dig,” udbryder en af herrerne og rejser sig op. Han kigger fast på mig, hvilket gør, at jeg lige retter mig lidt ekstra op.

“Der er simpelthen så mange gode tilbud til os ældre i Aarhus Kommune. Man behøver virkelig ikke sidde derhjemme alene. Bare her i Klostergadecentret er der rigtig mange forskellige ting, man kan deltage i.”

Han sætter sig ned igen, mens hans udsagn bakkes op rundt om bordet.

Foto: Selvom mændene i mandegruppen er vidt forskellige, så er det tydeligt, at de har et stærkt fællesskab at samles om: samværet med hinanden.

Da dagsordenen er gennemgået, er der quiz. Den har Lars stået for – i samarbejde med en quiz-app. 20 spørgsmål i bredt udvalg som: Hvem var statsminister før Sch­lüter? I hvilket land hører “Spotify” hjemme? I hvilken religion optræder Skærsilden? Dyr med lang hale i tegneserien Splint og Co.?

Vinderen med flest rigtige svar modtager en æske chokolader med de klassiske Åkander, som han generøst lader gå bordet rundt, mens det diskuteres, om Skærsilden nu også hører til udelukkende i katolicismen, og at ingen anede, at Spotify var en svensk opfindelse, ligesom det chokerer formanden noget, at flere ikke er med på, hvem Spirillen er fra Splint og Co. 

Bjørnekrammet

Da jeg lidt senere træder ud på gaden igen, er regnen stoppet, og der er blå sprækker at skimte på den ellers grå himmel. Det er med en følelse af at have fået lov til at være en del af et fællesskab, der måske ikke som sådan synes som noget særligt, men netop det i sig selv, er vel egentlig det særlige ved det. At man kommer, som man er, og der er plads til alle, fordi man først og fremmest mødes om en samlet ting - nemlig: Fællesskabet.

Omtanken og interessen for hinanden er tydelig i mandeklubben. Jeg så ikke nogen af mændene kramme hinanden, og alligevel gik jeg derfra med følelsen af selv at have fået en ordentlig bjørnekrammer.