Mød tre frivillige i folkehusene
Mød Lene Larsen, Jørgen Juul Pedersen og Lillian Godsk, der på forskellig vis dyrker deres interesser som frivillige i folkehusene.
Tekst og foto: Camilla Steskow
Et pensionistliv på 1. klasse
“Jeg var skrækslagen for at blive ensom. Jeg havde min sport, men ville det være nok til at fylde min tid ud? Og ville mit liv give mening?”
Lene Larsen sagde i 2024 farvel til arbejdsmarkedet. Inden da spurgte hendes pensionsrådgiver, hvad hun kunne tænke sig at lave, når hun blev pensionist. Hun troede, at svaret var nemt, men blev i tvivl.
“Jeg tog et A4-ark og skrev, hvad der betyder noget for mig, og hvad jeg gerne ville snuse til af nye ting. Efter en samtale med en frivilligkoordinator besøgte jeg Folkehuset Brabrand og blev frivillig vært ved arrangementer som broderikursus, sykursus og foredrag. I år kommer der blandt andet et foredrag om Bob Dylan. Jeg er videbegærlig og synes, det er fedt at opleve en masse forskelligt, samtidig med, at jeg møder søde mennesker i forskellige aldre. Det giver virkelig mening for mig,” fortæller Lene, der ikke længere er nervøs for at ende på sofaen og se TV hele dagen.
“Folkehusene er en helt ny verden for mig, og der er meget mere bag murene, end jeg anede. Jeg vil anbefale alle, der får mere tid mellem hænderne, at tænke over, hvad de vil, og træffe nogle valg for at sikre sig en pensionisttilværelse på 1. klasse. Det føler jeg selv, at jeg har fået. Jeg tror, folkehusene kan være svaret på en meningsfuld pensionisttilværelse for rigtig mange, uanset om man vil være frivillig eller deltager. Her har jeg i hvert fald fundet den helt rette hylde for mig.”
Motion og frivillighed holder mig frisk
“Motion er godt for os alle, men tredje halvleg med hygge er mindst lige så vigtig. Det er det, der skaber relationerne og hjælper med, at man kommer afsted,” fortæller Jørgen Juul Pedersen, der har været frivillig i Folkehuset Skæring i over 18 år og formand for Idrætsforeningen Selvtrænerfitness Område Nord i 10 år.
“Som medlem må man træne lige så meget, man vil. Jeg træner selv hver dag; nogle dage i naturen og andre dage i træningslokalet. Og det virker. Jeg har en bodyage på 68, selvom dåbsattesten siger 83 og jeg for et par år siden mistede 90 procent af mit syn."
"Hovedet holder jeg blandt andet i gang ved at være formand for foreningen, medlem af folkehusets brugerråd og medlem af Aarhus Kommunes Ældreråd. Jeg nyder at tage en tørn og gøre noget, der giver mig energi og kommer andre til gavn."
"I selvtrænerforeningen laver jeg for eksempel personlige træningsprogrammer til de nye medlemmer, jeg instruerer, og efter noget tid kan man se, at det hjælper på deres fysik. Det er fantastisk at bidrage til. Den glæde, sammen med glæden ved at være en del at det netværk, der opstår i bestyrelsen og blandt instruktørerne, gør det sjovt at fortsætte som frivillig år efter år. Det er limen i det hele for mig.”
Frivilligt fællesskab med humor og hygge
“Jeg blev lokket med af Hannelis i netcaféen. Hun spurgte, om jeg ville være med i Brugerrådet, selvom hun ikke kendte mig, og jeg ikke kendte huset. Og jeg sagde nej; det var ikke lige noget for mig. Men hun fik alligevel mine kontaktoplysninger på en seddel, så jeg kunne høre mere. Inden jeg så mig om, var jeg med i rådet – og jeg blev tilmed formand. Det har jeg været i ni år nu,” fortæller Lillian Godsk fra Folkehuset Tranbjerg med et smil, der viser, at det var et dejligt puf dengang.
“Vores fælles mission blev at få mere gang i huset, og det er vi lykkedes med. I årenes løb har vi blandt andet haft fastelavnsfest for voksne og Lucia-optog, hvor alle i rådet – mænd som damer – trækker i hvide kjoler og går optog med Luciabrud, lys og det hele. Det giver huset liv med lidt fis og ballade. En af flere gengangere er blevet vores velbesøgte julemarked, hvor jeg har været Nissemor og delt godteposer ud sammen med Nissefar, når børnene har gennemført vores nissejagt. Det er vigtigt for mig at have det sjovt med det, jeg laver, og med dem, jeg laver det med. Vi laver gas med hinanden og fejrer hinandens fødselsdage. Sidste år blev jeg overrasket til vores Diamantbryllup, hvor rådet troppede op sammen med venner og familie. Det gør mig glad.”
Den seneste tid har været hård ved Lillians helbred, og hun har lovet sin familie, at hun i år takker af som formand for at samle kræfter.
“Det er ikke en nem beslutning. Jeg elsker arbejdet og fællesskabet og vil altid mindes disse år med glæde. Jeg har fået venner for livet her. Derfor bliver det heldigvis heller ikke et rigtigt farvel, men et på gensyn i andre sammenhænge.”