Bibliotekerne anbefaler: Maj 2024
Gennem hele livet skaber vi relationer til mennesker og steder, som vi forbindes til på forskellige måder. Ofte føler vi os dog ikke kun hjemme i en by, i et land eller i en specifik bygning, for denne følelse af at være hjemme opstår for de fleste også i selskab med andre mennesker.
Nogle relationer er flygtige, mens andre er mere dybe og vedvarende. Som mennesker har vi et behov for at knytte os til andre mennesker og til bestemte steder, fordi det ligger i vores natur.
Det handler om at finde et tilhørssted – et sted, vi kan kalde hjem. At føle sig hjemme et sted eller hos nogen, er med til at skabe tryghed i en verden, der til tider kan synes kaotisk.
Uanset om vi knytter os til en livspartner, en ven eller en by, så er disse relationer også med til at definere os og gøre os til dem, vi er. På samme måde er vi også defineret af vores historie og slægt, der har været afgørende for, hvem vi er som mennesker. Litteraturen har mange fine eksempler herpå – vi har udvalgt nogle stykker, som vi synes er særligt gode til at skildre relationer.
God fornøjelse
Aarhus bibliotekerne
Skønlitteratur
Hjem af Judith Hermann (2021) 208 sider / 5 t. 18 min. Bog / Lydbog
I denne roman følger vi den unavngivne, kvindelige hovedperson, der for nyligt er blevet skilt. Hun er flyttet fra sin eksmand og storbyen og har taget hul på et nyt kapitel i sit liv ude på landet. Her har hun slået sig ned i et forfaldent hus og bruger sine dage på at arbejde i sin brors café og skrive breve til sin maniske eksmand. Kvindens liv tager en positiv drejning, da hun møder naboen og livsnyderen, Mimi, der selv er vokset op på egnen. Samtidigt åbner Mimis bror, Arild, kvindens øjne for, at der er et liv for hende efter skilsmissen.
OBS: I juni kan du opleve forfatteren, Judith Hermann, når hun gæster LiteratureXchange 2024.
Find lydbogen på eReolen
Herkomst af Saša Stanišić (2023) 355 sider. Bog
Baseret på forfatterens egne oplevelser fortæller denne roman historien om Sašas flugt fra Jugoslavien til Tyskland tilbage i 1992. Som voksen ser Saša tilbage på sin egen opvækst og herkomst, som pludselig får en afgørende betydning for hans liv, da konflikterne i regionen udvikler sig til borgerkrig. Sašas egen fortælling om tabet af sit hjemland vikles sammen med hans bedstemors svindende erindring om hendes liv, da hun får demens. I fællesskab forsøger de at sammenstykke en mytisk fortælling i familien.
Hvor du går, følger jeg af Lina Nordquist (2022) 383 sider / 12 t. 29 min. E-bog / Lydbog
I sin debutroman fortæller Lina Nordquist historien om Unni og Kåra, hvis liv forbindes på tværs af tid. Historien starter i slutningen af 1800-tallet, hvor Unni flygter fra sin hjemegn i Norge for at undgå indespærring på en galeanstalt. Sammen med sin søn, Roar, og manden, Armod, slår hun sig ned i en svensk skov, hvor de skaber et nyt hjem og en familie. Men nøden er stor i den nye tilværelse, og familien kæmper mod sulten og til tider også døden. Adskillige år senere planlægger Kåra sin svigerfar, Roars, begravelse. Ligesom Unni må hun også ty til desperate metoder for at undgå at blive indespærret på en anstalt; hun er blevet gift med Dag, søn af Roar og Bricken, som hun tilbringer en bedrøvende og kærlighedsløs tilværelse med. Hver især lever de to kvinder på en livsløgn og bærer en mørk hemmelighed, som med tiden udfoldes og afsløres.
Findes på eReolen
Genfærd ind af Isabella Hammad (2023) 389 sider. Bog
Hamlet møder Palæstina i denne roman af Isabella Hammad. Her følger vi den britisk-palæstinensiske skuespiller, Sonia, der vender tilbage til Haifa for at besøge sin søster efter en katastrofal kærlighedsaffære i London. Her møder hun teaterinstruktøren, Mariam, der er i gang med en opsætning af Hamlet på Vestbredden, og bliver tildelt en rolle i stykket. Sonias bevægelser rundt i et land med checkpoints og grænsevagter bliver i samspil med Shakespeare-stykket et symbol på den splittelse, Sonia føler mellem sit ophav og sin britiske kulturarv.
OBS: I juni kan du opleve Isabella Hammad i Aarhus, når hun gæster LiteratureXchange 2024.
Faglitteratur
Venner for livet – har du de venskaber, du vil have? af Frederik Svinth (2024) 187 sider // 3 t. 55 min. E-bog / Lydbog
Hvordan får man venner for livet? Det forsøger Frederik Svinth at svare på i sin bog, hvor han dykker ned i værdien af venskaber i med- og modgang. Det handler dog ikke om, at vi skal have de samme venner hele livet, men at vi skal have venner gennem livet, fordi venner er gode for livet. For uden gode venner mister vi kontakten med det at have betydning. I mere end 10 år har Frederik Svinth holdt foredrag om venskab og ensomhed, og derudfra har han udviklet et sprog, som gør venskab til noget, vi kan arbejde med, bruge og som kan blive et værn mod ensomhed.
Broen til det andet menneske – fra den første kontakt til den dybe samhørighed af Per Schultz Jørgensen (2016) 220 sider. Bog
Med fokus på alt fra de overfladiske møder til de dybe relationer undersøger socialpsykolog Per Schultz Jørgensen hvordan vi skaber kontakt til hinanden. Han trækker på mange års erfaring og forskning med sociale relationer og supplerer dette med eksempler fra både hverdagen og litteraturen for at illustrere forskellige typer af relationer og deres kendetegn. Med denne håndbog bliver vi klogere på, hvordan vi omgås hinanden, og den er relevant i en verden, hvor overfladiske kontakter og fokus på os selv får mere plads i vores liv. Med denne bog får læseren inspiration til og lærer at blive bedre til at nærme sig andre.
Podcast
Hjem kære hjem: Nyt hjem efter skilsmissen af Christina B. Kjeldsen og Nicola Kragh Riis (2019)
39 min.
I podcastserien Hjem kære hjem taler boligjournalist, Christina B. Kjeldsen, og chefredaktør på Boligliv, Nicola Kragh Riis, om alt dét, der gør et hjem til et hjem. For mange er hjemmet en tryghed, men hvad sker der, når ens forhold pludselig er forbi, og hjemmet skal splittes i to? Det fortæller gæst, Michaela Näsberg Guldager, mere om, når hun gengiver, hvordan hun efter sin skilsmisse overnattede i sin mors klædeskab, men endte med at kaste sig over ”projekt nyt hjem”. Men kan et renoveringsprojekt virkelig hele et knust hjerte? I denne episode taler de tre sammen om, hvordan hjemmet blev et vendepunkt for Michaela Näsberg Guldager og starten på et liv efter skilsmissen.
Link til podcastafsnittet på eReolen: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A135411191
Film
The Farewell – instrueret af Lulu Wang (2019) 1 t. 40 min.
Da hendes bedstemor, Nai Nai, kun har få uger tilbage at leve i, rejser Billi fra sit hjem i New York tilbage til Changchun i Kina. Her skal hun sammen med sin familie tage afsked med sin bedstemor – uden at bedstemoren ved det. Hun er nemlig ikke klar over, at hun er uhelbredeligt syg med lungekræft, og familien har heller ikke nogen intention om at fortælle hende det.
Under dække af en bryllupsfest samles familien fra nær og fjern for at være sammen med bedstemoren. Men selvom de er samlet for at tage afsked, er der også meget at fejre. Filmen kredser om sygdom og død, men er samtidigt en opløftende og sjov fortælling om at finde tilbage til sine rødder.