“Kald mig morfar”

Tekst og foto: Maria Fast Lindegaard

"Jeg har fået 48 børnebørn ud over de fire, jeg havde i forvejen,” fortæller Henrik Breyen eller ‘morfar’, som børnene kalder ham.

To dage om ugen nyder eleverne i to klasser på Mårslet Skole det sæt ekstra hænder i klassen, som Henrik bidrager med, når de har historie. Men i endnu højere grad nyder de, når han levende og anskueligt fortæller om alt fra livet som stenaldermand til romersk konsul.

“Jeg er en historienørd. Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg været optaget af historie, og den samme interesse ser jeg i dag i nogle af ‘mine’ børn i skolen. Så når jeg fortæller om stenaldermennesket, romerne eller vikingerne, og jeg ser, at nogle af dem sidder med åben mund, store øjne og siger ‘hold da op, var det virkelig sådan?’, så har jeg fuldendt min mission. Så har jeg opnået det, jeg ville, nemlig at vække min egen interesse for historie hos børnene.”

Da Henrik blev pensioneret for tre år siden, blev han først frivillig i et projekt om at skabe 300 hektar ny natur syd for Aarhus. Men han manglede noget mere. Så da Mårslet Skole efterlyste skolefrivillige, så han en mulighed for at dele sin passion for historie til gavn for børnene:

“Jeg er uddannet historiker, men jeg har aldrig undervist børn. Så min indstilling var, at hvis det ikke duede, så måtte jeg stoppe. Men hvis jeg lykkedes, så troede jeg på, at det kunne give mig noget særligt. Og det gør det.”

I pauserne er han med på fodboldbanen med ungerne. Det er en del af fællesskabet, han ikke vil gå glip af.

Sten fra stenalderen

I begyndelsen var Henrik blot til stede i klassen og hjalp eleverne og deres historielærer, hvor han kunne. Men efter et par uger spurgte han, om han ikke måtte tage ordet – det måtte han, og han fangede straks elevernes interesse:

“Jeg ville gerne fortælle dem om stenalderfolket. Hvordan de fandt ud af at bruge ilden, så de kunne varme sig i de kolde nætter på savannen. Hvordan de lærte at sprætte dyr op og bruge pelsen til tøj og tilberede kødet over ilden. Hvordan de lavede redskaber. Det blev til historien om Sten og Stine, der hjalp hinanden til at udvikle samfundet gennem tusinder af år, og dét fangede børnene, for historien blev pludselig personlig.”

På samme måde har Henrik gjort Romerrigets storhed nærværende, da eleverne skulle lege romere. To stillede op til valget som konsul af Rom, som folket skulle stemme om. Med spørgsmål, argumentation og tæft legede eleverne sig ind i historien, og den kom under huden på dem. Han tror på, at det er med til at gøre eleverne selvstændigt tænkende.

1+1=3

På Mårslet Skole giver de frivillige som Henrik og deres bidrag værdi ud over det sædvanlige, og derfor giver én plus én ikke længere kun to.

“Jeg har jo ikke selv gået i skole i 55 år, så jeg kender ikke den danske folkeskole, som den er i dag. Jeg ved ikke, hvorfor der er uro i nogle klasser, trivselsproblemer i andre eller hvordan lærerne takler de udfordringer: men jeg ved til gengæld, at alle de 48 børn jeg har, er superdejlige og kloge!”

“Men det geniale i at inddrage frivillige i undervisningen er, at jeg kommer med en helt anden vinkel end lærerne. Jeg kan gå ned i detaljen, fordi jeg har en anden ballast, så vi komplementerer hinanden rigtig godt, og sammen gør vi historie levende for børnene.”

Hvor mange timer, han bidrager med, er op til Henrik. Det første år hjalp han kun i én klasse, i år hjælper han i to. Det er overkommeligt, vurderer Henrik selv, til gengæld bruger han usigeligt meget tid på at forberede sig:

“Jeg er af gode grunde mere nørd, end børnene er, så jeg skal finde de detaljer, hvor de siger ‘aha! Det var lige godt interessant, det vidste jeg ikke’. Gør de det, så kan jeg ikke forlange mere.”

For ham er alene den tætte tilknytning til børnene, al tiden i klasselokalet værd. “Når jeg møder nogle af børnene i byen, og de siger: ‘Hej morfar, vi ses i morgen’, så er det al tiden værd.”