Her deler vi alt
I folkehusene finder du fællesskaber af alle slags. Her kan du møde Agnes Clausen, der har delt ud af sin passion for at væve som frivillig lærermester i Folkehuset Brabrand siden 1990'erne.
Tekst og foto: Camilla Steskow
I folkehuset på Voldbækvej i Brabrand har vi et vævehold med syv kvinder, der mødes hver mandag. Nogle har været med, siden jeg startede i 1990’erne, og andre er kommet til for et par år siden, da de gik på pension. Alle kan være med, uanset niveau. Der bliver lavet alt fra tæpper og pudebetræk til viskestykker, duge, halstørklæder og håndklæder. Jeg hjælper og vejleder, og når noget bliver færdigt, lægger vi det op på bordet og beundrer det sammen. Jeg har en lille bog, hvor jeg noterer de ting, der bliver lavet, så vi kan se tilbage på de mange projekter.

Det er et rigtig godt fællesskab, og jeg tror ikke, at nogen af os kunne være det foruden. Vi deler alt mellem os – også det, der er allersværest. Jeg synes, det er dejligt at kunne bruge min interesse til at skabe rammen om et fællesskab, hvor vi hygger os og får et afbræk fra de ting, der ellers fylder i hverdagen. Det er en kæmpe tilfredsstillelse. Jeg håber, at holdet kan fortsætte mange år endnu.
En mangeårig passion for vævning
Agnes har vævet, siden hun arvede sin svigermors gamle væv for 50 år siden. Hun har et hjem fyldt med ting, hun har vævet – fra kludetæpper og dækkeservietter til viskestykker, siddehynder og vægdekorationer. Hun bor side om side med Folkehuset Brabrand, og her har hun siden 1990’erne delt ud af sin passion for at væve som frivillig læremester på væveholdet.
Vil du give noget videre?
Starte et kreativt fællesskab eller noget andet til glæde for dig selv og andre? Det er gratis at låne lokaler til åbne fællesskaber i folkehusene, og den lokale frivilligkonsulent står klar til at hjælpe nye initiativer i gang.
Læs mere under dit lokale folkehus på folkehusenes hjemmeside.