Et hus fyldt med liv, kultur og fællesskab
I Røde Kors Hus Vest i Gellerup arbejder Røde Kors for at styrke både den fysiske og mentale sundhed blandt beboerne i området. Denne aften mødtes brugere og frivillige til fællesspisning med retter fra hele verden og hyggeligt samvær på tværs af nationaliteter. Vital var med rundt om bordet til en snak om husets betydning for dem og lokalområdet.
Tekst og foto: Amalie Bjerring Nors
Det er mandag aften og Røde Kors Hus Vest har inviteret til fællesspisning. Allerede fra parkeringspladsen kan man høre en summen af snak og grin, mens man indenfor bliver mødt af en fantastisk duft fra køkkenet. En gruppe afghanske kvinder er ved at koge ris i en stor gryde, en ung mand er ved at skære arabisk brød og en ældre kvinde er ved at anrette æblekage i små delikate glas.
I Røde Kors Hus Vest samles nationaliteter under samme tag, og hvad der er traditionelt for én, er ikke nødvendigvis traditionelt for en anden. En fællesspisning, hvor alle bidrager til menuen, er derfor en god måde at skabe et kulturmøde med plads til alle.
“Jeg har taget gravad laks, karrysild, æg og rugbrød med. Det er jo min kultur, så det håber jeg, at de andre vil tage godt imod. Derudover glæder jeg mig til at smage noget af deres for at blive inspireret på en ny måde,” siger Kaspar Rochholz, der er frivillig i Netværk.
Røde Kors er en organisation drevet af frivillige, og husets aktiviteter skabes og faciliteres af frivillige. Huset hjælper til gengæld med rammerne for aktiviteten, økonomisk støtte og sparring. Al maden er derfor lavet af frivillige, men betalt af Røde Kors Aarhus. Det betyder, at alle kan bidrage på samme vilkår.
Opskriften på at høre til
Du finder Røde Kors Hus Vest i Gellerupparken bag Bazar Vest. Huset arbejder ud fra tre fokuspunkter: Genbrug, Netværk og det socialøkonomiske projekt Forvandlingen. Lige nu er der cirka 12 aktiviteter i huset, som alle fokuserer på at forbedre sundheden og trivslen blandt beboerne i området.
“Vi gør rigtig meget for både den fysiske og den psykiske sundhed. Der er alt fra sociale spisefællesskaber, gå-klubber, kreative aktiviteter, familienetværk, trivselsgrupper og arbejdsprøvning i Forvandlingen. Alt sammen noget, der hjælper brugerne med at høre til og få et bedre liv i Danmark,” siger Marianne Müller, der er koordinator og udviklingskonsulent i Netværk.
At høre til handler først og fremmest om at være en del af noget socialt og at kunne bidrage til fællesskabet. For mange af husets brugere handler det derudover om at lære det danske sprog. Ikke fordi alle skal kunne snakke dansk, men det at kunne beherske et basalt niveau af dansk kan ofte være adgangsgivende til arbejdsmarkedet eller andre sociale fællesskaber uden for hjemmet.
I Røde Kors Hus Vest snakkes der forskellige sprog, men fællessproget er dansk. At komme i huset er derfor en god måde at få trænet det danske, lære om den danske kultur og lære nye mennesker at kende.
“Jeg er meget glad for at komme i huset. Jeg kommer her to dage om ugen. Det hjælper mig til at snakke og skrive mere dansk. Fællesskabet er rigtig godt, og det er dejligt at møde nye mennesker,” siger Nahed El Baba, der er frivillig i Netværk.
Mad der samler
Midt i genbrugsbutikken, der udgør det meste af Røde Kors Hus Vest, er der sat et langt buffetbord op, der bugner med lækre retter fra hele verden. Inde ved siden af er der dækket op med runde borde, hvid dug, fint service og levende lys, så rammerne er sat for en hyggelig aften på tværs af husets brugere.
“Det handler ikke om etnicitet, politik eller baggrund. Det handler om fællesskab, og at vi som mennesker spiser lækker mad sammen. Det giver en følelse af at høre til,” siger Juan Bartolome Ruiz Nyborg, der er frivillig i Netværk.
Klokken slår 17.00 og alle bydes velkommen. Hurtigt derefter bliver der trængt rundt om buffetbordet, hvor både voksne og børn står i kø med tallerkner for at smage noget af al den lækre mad. Tallerknerne fyldes og med ét sænker roen sig over Røde Kors Hus Vest.