Bliv en del af et fællesskab
Her kan du møde tre kvinder, der har fundet nye givende fællesskaber.
Naboer og frivillige i det lokale folkehus
Connie Bækby manglede en makker til fællesspisning i det lokale folkehus og ringede på hos naboen. Conni Sørensen åbnede døren, og mange nye oplevelser fulgte trop.
Tekst og foto: Camilla Wæver Steskow
Connie Bækby, 67, er frivillig i Folkehuset Kolt-Hasselager og ved Folkestedet i Aarhus. Hun træner, rejser og arbejder også som hjælper i hjemmeplejen ved siden af tilværelsen som aktiv pensionist:
”Jeg kan godt lide at have en masse aktiviteter i kalenderen og lave noget, der skaber værdi for
andre. Min mand døde i 2015, og da jeg blev alene, skulle jeg finde ud af, hvad der giver værdi for mig. Særligt da jeg gik på pension og fik ekstra tid at gøre med,” fortæller Connie Bækby.
Energien smitter
Det er tydeligt at mærke, at Connie får energi af at hjælpe andre. En af dem, hun har rakt ud til, er naboen Conni Sørensen på 70.
”En dag var min frivilligmakker forhindret til en fællesspisning i folkehuset, og det fik mig til at tænke på min nabo. Hun er flyttet til Hasselager med sin mand, som hun passer derhjemme, og hun kom derfor ikke så meget ud,” fortæller Connie.
Connie Bækby ringede på nabodøren, og navnesøsteren Conni tøvede lidt, da hun blev spurgt, om hun ville hjælpe ved fællesspisningen. Hendes mand, der stod ved siden af, var dog ikke i tvivl. ”Det synes jeg, du skal! Det lyder spændende,” sagde han. Og det blev en forrygende aften. Siden har Conni Sørensen været frivillig til bl.a. loppemarked og fællesspisninger.
Frivillige lokalt
Connie Bækby har boet i Hasselager siden 1974 og holder af at være engageret lokalt. ”Vores folkehus bliver mere og mere attraktivt for os nye pensionister, og det er skønt at være en del af den udvikling. Det er jo i den her alder, vi skal lægge byggestenene til et godt seniorliv, så vi ikke gror fast derhjemme.”
Conni Sørensen var nok groet lidt fast, indtil Connie ringede på døren, og det blev en unik mulighed for at møde mennesker, hun ellers ikke ville komme i kontakt med. ”Jeg synes, det er skønt at møde lokale børnefamilier i folkehuset. Nu hilser vi på hinanden, når vi mødes i Brugsen. Det er rigtig hyggeligt,” fortæller Conni.
Lotte mødte andre spilleglade
- gennem fællesskabsplatformen www.genlydaarhus.dk
Det startede som en online-invitation og er nu faste spilleklubber, som mødes fysisk. For mange er klubberne blevet indgangen til nye venskaber, og det er en sejr i sig selv.
Tekst: Lea Marie Grandt Foto: Lea Marie Grandt og Lotte
Da Lotte kom hjem fra et højskoleophold, var hun inspireret af de mange hyggelige spilleaftner, som hun gerne ville fortsætte med, men hun manglede nogle medspillere.
”Så det var bare helt vildt fedt, da jeg fandt www.genlydaarhus.dk, som jo er en anderledes måde at møde nye mennesker på."
På hjemmesiden kan du møde nye mennesker i hele Aarhus Kommune, og du kan selv vælge, om du vil svare på andres invitationer eller selv invitere til noget. Lotte gjorde det sidste, og lavede invitationer til både brætspils- og whistklub. Og hun var langt fra alene med ønsket om at møde andre over spil. I brætspilsklubben mødes de omkring 20
mennesker og whistklubben er vokset fra en til to klubber.
”Jeg var helt forbløffet over, hvor mange der bruger siden. Det er jo bare rigtig godt.”
Mere end spillevenner
Deltagerne i brætspilsklubben er blandet på tværs af alder, og whistklubben er primært for folk over 50, og det fungerer rigtig godt.
”Når man spiller, så tænker man ikke på, hvor gamle folk er, eller hvad de laver til daglig. Omdrejningspunktet er, at vi hygger og spiller.”
Lotte gør meget ud af at tage godt imod nye og sørge for, at alle føler sig godt tilpas. Mange af deltagerne kommer igen og er blevet venner på kryds og tværs.
”Jeg har været ude at spille badminton et par gange med nogle af de andre. Alle er gode til at invitere hinanden med. Det gør mig helt vildt glad, at nogen, der starter med at komme alene, ender med at få venner, som ses til alle mulige ting. Så giver det bare mening.”
”Jeg er kæmpe fan af genlydaarhus.dk, som er meget brugervenlig, og vil anbefale alle andre at bruge den. Både hvis man mangler nogen, der deler en særlig interesse, men også hvis man bare gerne vil udvide sit netværk,” lyder opfordringen fra Lotte.
Kunne du også tænke dig at blive en del af et nyt fællesskab?
Så kan du fx:
- Møde nye mennesker på genlydaarhus.dk eller tale med GENLYDs fællesskabsformidler Louise på tlf.: 41 87 36 87
- Kontakte Folkestedets seniorvejledning på tlf.: 24 27 23 11
- Kontakte dit lokale folkehus
- Undersøge mulighederne i din lokale kirke eller en forening