Bibliotekerne anbefaler: Februar 2026
Hvad vil det sige at høre til, og hvorfor er det så vigtigt for os mennesker? Følelsen af at høre til former vores identitet og vores måde at forstå os selv og hinanden på. Den opstår i fællesskaber, i familien, blandt venner, i samfundet eller i mødet med mennesker, der deler vores erfaringer.
Den følgende litteratur og musik kredser om netop dette tema. Gennem fortællinger om fællesskab, fremmedgørelse, kærlighed og identitet får vi indblik i, hvordan mennesker søger en plads i verden. At høre til handler både om de store livsbegivenheder og om hverdagens små øjeblikke, hvor vi spejler os i andre og føler os set og forstået. Fælles for dem er, at de inviterer til refleksion over vores egne relationer og over de fællesskaber, vi er – eller ønsker at være – en del af.
Kig forbi dit lokale bibliotek, find en anbefaling der taler til dig, og lad dig fordybe i fortællinger, der rører, rusker og giver stof til eftertanke. Sæt dig godt til rette med en kop kaffe, og lad erfaringerne inspirere dig.
God fornøjelse
Aarhus Bibliotekerne
Roman
Den dag Nils Vik døde
Frode Grytten (2024)
Bog, e-bog og lydbog, 158 sider
“Kvart over fem om morgenen åbnede Nils Vik øjnene, og den sidste dag i hans liv begyndte.” Sådan begynder historien om Nils Vik, der sejler ud med sin færge, mens han tænker tilbage på et levet liv. Det blev til de mange år sammen med hustruen Marta, de to døtre, tragedien med hans bror og den trofaste hund Luna. Der har også været alle de andre mennesker, som krydsede hans vej og hans færge. På overfladen har det været et simpelt og enkelt liv. Men der har også været drama i og omkring færgen og lokalsamfundet tæt på fjorden. Nu glæder Nils Vik sig, for snart skal han forenes med Marta.

Roman
Sort hjerte
Silvia Avallone (2025)
Bog og lydbog, 422 sider
Den 31-årige Emilia er en ensom og ødelagt sjæl, der slår sig ned i den lille bjergby i Piemonte, hvor hendes tante boede indtil sin død. Nu bor her kun skolelæreren Bruno og den ældre maler Basilio. Bruno mistede på dramatisk vis sine forældre som 11-årig og er aldrig rigtig kommet sig over det. De to ensomme sjæle knytter sig hurtigt til hinanden, og mødet med Emilia ændrer ham for altid. Men Emilia bærer på en stor hemmelighed, som hun for alt i verden ikke vil have, at Bruno får kendskab til. Som 16-årig fik Emilia en lang fængselsdom og er netop blevet løsladt. Hun har svært ved at vænne sig til livet uden for murene og ved at forlige sig med det, hun gjorde for 15 år siden.

Roman
Farvel til Panic Beach
Sara Stridsberg (2025)
Bog og lydbog, 450 sider
I nutiden tænker Nina associativt tilbage på sin barndom og sin lillesøster Eddie, der druknede sig, på deres karismatiske far Matti, som end ikke kunne passe på sig selv, på sin mor, sin faster og sine bedsteforældre, der alle ville det bedste for familien, men som alt for sjældent magtede det. Nina har selv mand og børn og virker som en af de mest robuste i slægten, omend hun er mærket af de mange svigt og forkerte beslutninger. Det er en roman om relationer i en svensk familie i flere generationer fra 1930'erne og op til nu. Om håb, drømme, kærlighed, ømhed, svigt, længsel og smerte. Om alkoholmisbrug, psykisk sygdom og om forældre, der ikke kan drage omsorg for deres børn.

Roman
Tranerne flyver mod syd
Lisa Ridzén (2025)
Bog, lydbog og e-bog, 360 sider
I Sverige bor den ældre Bo med sin hund, Sixten. Han besøges af hjemmeplejen og sin søn, som alle er bekymrede for Bos nedadgående helbred, og for om han kan tage sig af hunden. Selvom Bo ved, at helbredet svigter, nægter han at sige farvel til Sixten, som er det eneste, han har tilbage i denne moderne, forvirrende verden. I takt med kroppens forfald drømmer Bo sig tilbage til sin barndom og ungdom med en fåmælt, voldelig far og tilbage til voksenlivet med sin elskede hustru. Det giver ham mulighed for at reflektere over sine handlinger dengang, og om han måske kan nå at ændre på noget nu, inden det er for sent.

Album
Debí Tirar Más Fotos
Bad Bunny (2025)
Musik (CD)
“Jeg skulle have taget flere billeder.” Sådan kan titlen på Bad Bunnys album fra 2025 oversættes. Som titlen antyder, kredser albummet om en længsel efter noget, der ikke længere eksisterer. For Bad Bunny er denne længsel rettet mod det Puerto Rico, han voksede op i. Selvom albummet er gennemsyret af melankoli og frustration over udviklingen i hans hjemland, går man ikke glip af den musikalske energi, der kendetegner hans musik. Lytteren mødes fortsat af fantastisk reggaeton, elementer af salsa og masser af percussion. Resultatet er et album, der balancerer stærke popsange med mere personlige og eftertænksomme numre.
