Gå til hovedindhold
Bibliotekerne anbefaler

Bibliotekerne anbefaler: August 2026

Kærlighed og krop er omdrejningspunktet for august måneds fem anbefalinger. Her møder du fortællinger, hvor relationer, følelser og intimitet spiller en central rolle på vidt forskellige måder. Det er fortællinger med noget på hjerte, der rusker op i vores fordomme, tanker om måder at leve livet på og – ikke mindst – om kærlighed, som kommer i mange versioner. Alle bøgerne kan lånes på Aarhus Bibliotekerne, og du vælger selv, om du vil læse dem som bog, lydbog eller e-bog. Så kig forbi dit lokale bibliotek og find den anbefaling, der taler mest til dig.

Indhold

    Roman

    Den eneste

    af Martha Flyvholm Tode (2026)

    e-bog eller bog

    Liva er netop fyldt 30 og har fået sit drømmejob som præst, men mens veninderne taler om bryllup og babyer, føler hun sig mere alene end nogensinde. Hun har aldrig haft en kæreste, og i et øjebliks panik downloader hun en AI ved navn Elias for at få hjælp til sine prædikener. Snart bliver samtalerne mellem dem mere intime, og Liva begynder at tvivle: Kan man elske en algoritme? Kan en relation være virkelig, hvis ingen andre anerkender den? Den eneste er en roman om tro og ensomhed, om gamle traditioner og nye teknologier - og om at søge mening i relationer, der måske kun eksisterer for at spejle os.

     

    Roman

    På alle fire

    af Miranda July (2024)

    lydbog, e-bog eller bog

    På alle fire følger en 45-årig kunstner, der vender ryggen til forventningerne om det rigtige kvindeliv og undersøger, hvad frihed kan være, når man tør rive sig løs. Hun er kunstner, mor og har mistet sig selv i sit ægteskab. Hun planlægger en rejse tværs gennem USA, men ender i stedet med at tage en spontan afkørsel og tjekke ind på et anonymt motel. Her begynder en uventet og krævende rejse mod at genfinde sig selv. Romanen er både sexet og humoristisk, og den skildrer en midaldrende kvindes forsøg på at skabe en ny balance, mens hendes verden står på hovedet.

     

    Roman

    Brian og Stefan for evigt: Bøsseroman

    af Bjørn Rasmussen (2024)

    lydbog, e-bog eller bog

    Brian og Stefan vokser op som brødre, men bliver også elskere. De er grænseløse, kropsligt nysgerrige og bundet sammen af en kærlighed, der trodser normer. Brian bor med sin mor på en rideskole, og da hun tager plejebarnet Stefan ind, opstår et bånd, der kun vokser. De deler køjeseng og hemmeligheder, som især Stefan tager alvorligt. Han drømmer om at blive hund og sparer sammen til en dragt af ægte hundepels. Men Brian kæmper med frygt for omverdenens vold og homofobi, og han tør ikke stå ved deres kærlighed i det åbne. En dag forsvinder Stefan. Brian og Stefan for evigt er en roman om queerkærlighed, sorg, identitet - og om to mennesker, der forsøger at slippe fri af de normer, de er opdraget til.

     

    Roman

    Bristefærdig

    af Cecilie Lind (2025)

    lydbog, e-bog eller bog

    Et manifest over et kvindeliv, hvor moderskabet fylder alt. En kvinde i trediverne vandrer ensomt gennem tilværelsen med en kærlighed, der ikke har noget sted at høre til. Hun bliver gravid efter en affære, men straks efter fødslen bliver barnet taget fra hende. I journalen står der, at hun har fået fjernet en tumor, og at hendes moderskab er en vrangforestilling. Men hun ved, at hun er mor. En nat bryder hun ind på hospitalet og henter sin datter. I et gammelt hus i skoven forsøger de at overleve, mens sandheden omkring dem bliver kaldt løgn. Romanen er en intens fortælling om moderskab, længsel og kærlighed mellem mødre og døtre.

     

    Roman

    Af blod og aske

    af Jennifer L. Armentrout (2024)

    lydbog, e-bog eller bog

    De to kongers krig har kastet landet i mørke, og Poppy er fra fødslen udvalgt til at sikre gudernes gunst. Som den udvalgte lever hun et isoleret liv, hvor ingen må røre hende eller se hende i øjnene. Hele kongerigets fremtid hviler på hendes skuldre, og hun har aldrig betvivlet sin pligt - indtil mødet med livvagten Hawke. Han udfordrer alt, hun tror på, og vækker en forbudt længsel efter frihed og kærlighed. Mens begæret vokser, bryder krigen løs, og Poppy hvirvles ind i en kamp, der truer med at ændre hele verden. Af blod og aske er første bind i en romantasy-serie fyldt med magi, intriger og intens romance for voksne læsere.

    Sidst opdateret: 23. juni 2026