Gå til hovedindhold

Vi skal møde hver overgang med faglighed og nærvær

Livet er fyldt med overgange. Fra barn til ung, fra voksen til ældre – hver fase bringer nye erfaringer, nye udfordringer og nye muligheder. Som ældre står vi måske over for en overgang, hvor kroppen ændrer sig, hvor hverdagen ser anderledes ud, og hvor vi i stigende grad har brug for støtte fra andre. Men én ting forbliver uforandret: ønsket om at leve et liv, der giver mening og værdi.

Indhold

    I Sundhed og Omsorg møder vi hver dag mennesker med vidt forskellige behov. Nogle har brug for genoptræning for at genvinde deres selvstændighed. Andre har behov for fast hjemmepleje for fortsat at kunne blive boende i eget hjem. Og nogle har brug for et nyt hjem på plejehjem. Uanset livssituation er det vores opgave at sikre, at alle får den støtte, de har brug for – og at hjælpen opleves som tryg, relevant og meningsfuld.

    Overgangen til den nye ældrelov

    1. juli træder Danmarks nye ældrelov i kraft. En lov, der lægger vægt på mere selvbestemmelse til den ældre, større tillid til medarbejderne og et tættere samspil mellem kommune, pårørende og lokalsamfund. Centralt i loven står ønsket om en mere fleksibel ældrepleje med afsæt i den enkeltes behov og ønsker. For vi har ikke alle brug for det samme, og derfor skal vi heller ikke have den samme hjælp.

    Det betyder et opgør med de standardiserede løsninger, mange har mødt tidligere. I stedet for at blive visiteret til bestemte ydelser, fx hjælp til bad eller rengøring, visiteres man nu til en samlet pakke, hvor man i højere grad selv er med til at bestemme, hvad tiden skal bruges på. Ligesom medarbejderne får større mulighed for at bruge deres faglighed og kendskab til den ældre til at træffe de beslutninger, der skaber mest værdi. To naboer kan være visiteret til samme pakke, men have vidt forskellige behov. Derfor kan hjælpen også se forskellig ud. Det er en ny måde at tænke ældrepleje på.

    Forandring tager tid. Overgangen fra tidligere visitation til den nye ældrelov sker gradvist. Ikke alle vil mærke en forskel fra dag ét. Men jeg tror på, at vi i Aarhus har et stærkt fundament at bygge på. 


    Velkendte medarbejdere

    I mange år har vi arbejdet med faste tværfaglige teams, så den ældre får besøg af den rette medarbejder og af mennesker, de kender. Og på plejehjemmene er en vigtig del af hverdagens omsorg at skabe hjemlighed og give den enkelte ældre indflydelse på eget liv. Når sproget glipper, eller kroppen siger fra, træder medarbejdernes faglighed, opmærksomhed og menneskelige forståelse til.

    Med den nye ældrelov åbner vi døren til en ny måde at tænke omsorg på. Det bliver ikke uden udfordringer, men i Aarhus er vi klar til at omsætte de gode intentioner til hverdagsliv – med åbenhed, faglighed og altid med blik for den enkelte ældre.

    Med venlig hilsen,
    Heidi Have, Ældre- og Omsorgschef

    Sidst opdateret: 16. juni 2025