Klumme: Det særlige ved vi mennesker

Tekst: Jan Løhmann Stephensen, Lektor i Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet

Der tales meget om kreativitet for tiden. Kulturministeren har for nylig været ude med tal for, hvad de kreative erhverv årligt bidrager med til samfundsøkonomien og beskæftigelsen (ca. 180 mia. og 140.000 jobs). Samtidig svømmer medierne over med indslag om såkaldt ’skabende kunstig intelligens’ (generativ AI). I modsætning til tidligere tiders automatiseringsbølger står nu også de kreative arbejdsprocesser, og ikke mindst jobs, for skud, lyder det.

Denne ’kunstige kreativitet’ rejser en masse påtrængende spørgsmål om fremtidens uddannelsessystem, arbejdsliv og samfundsøkonomi. Men det er også som om der er en anden grænse, der overskrides. En filosofisk grænse, som vedrører, hvad der er særligt ved at være menneske.

At kreativitet skulle være et alment menneskeligt træk, som gør os unikke som art, er ganske vist noget, vi selv har fundet på. I lyset af den naturlighed, med hvilken vi i dag bruger ordet ’kreativitet’ om dette og hint, plejer det nemlig at overraske de fleste, at ordet første gang blev brugt i Danmark i 1964. I udlandet var det lidt tidligere, men ikke meget. Siden efterkrigstiden blev ideen om kreativitet som en almen, menneskelig evne til at frembringe nye udtryk, ideer og genstande talt varm inden for særligt to områder.
Inden for psykologien dukkede kreativitet pludselig op som en helt naturlig del af det sunde menneskes liv. Kreativitet blev nu bl.a. forstået som evnen til tænkning, sætte ord sammen til sprog og lignende basale, hverdagslige fænomener. Det vil sige i modsætning til, hvordan kreativitet i den tidligere psykologiske tænkning – og under andre navne – hovedsageligt havde været koblet til sindets dårligdomme, fx i klichéen om den hårfine grænse mellem genialitet og galskab.

Parallelt hermed blev kreativiteten vævet sammen med bredere ideologiske diskussioner om samfundsindretningen. Især 1960- og 70’ernes modkultur beskyldte det eksisterende system for, at det netop var den almenmenneskelige evne til kreativitet, som blev kvalt under kapitalismens åg og ikke mindst såkaldt ’fremmedgjort arbejde’. En idé, som hurtigt bredte sig via populærkulturen og strømmede ind i bredere forestillinger om kreativ selvrealisering.

Vender vi blikket mod den omdiskuterede ’kunstige kreativitet’, så udfordrer den på den ene side forestillingen om mennesket som det unikke, kreative væsen. På den anden side byder samme teknologier sig til – og promoveres – som hjælpemiddel for denne menneskelige evne.

Bestræbelserne på at udvikle og udbrede den kunstige kreativitet sigter på automatisering, effektivisering og optimering af kreative processer, ud fra antagelsen om, at mere kreativitet partout er bedre. Men dette er selvfølgelig en kreativitet, som er meget anderledes end den kreativitet, som vedrører sundhed og velvære, og hvor det netop er den kreative proces i sig selv, som er berigende. Så mon ikke vi ser en ny modbevægelse snart?