Budde og borgerne: Pårørende rækker ud over familien

Lige før jul var jeg inviteret til frokost på Folkehuset i Hasle. Vi var knap 50 mennesker, primært ældre, som bor i ældreboligerne i nærområdet. Det var tre frivillige, som stod for hele arrangementet. De havde knoklet i dagevis med menu, borddækning, musikant osv. Det, som særligt gik igen både hos dem, men også hos frokostgæsterne, var følelsen af fællesskab. Fællesskab med hinanden som frivillige, med de andre gæster, og ikke mindst med køkkenpersonalet, som blev klappet ind. Stemningen var varm og rørende og det var tydeligt, hvor meget mange betød for hinanden - på hver deres måde. Jeg talte bl.a. med en af de frivillige, som stod for frokosten. Hun havde mistet sin mand for otte år siden og sagde direkte til mig: "De her mennesker er blevet som en ny familie for mig i min hverdag.”

Og det er jo et godt eksempel på, at pårørende kan være mange ting og kommer i mange afskygninger. Det rækker langt ud over blodets bånd, fordi det i allerhøjeste grad handler om at ville gøre noget for et andet menneske.

I mit arbejde forsøger jeg at komme så meget rundt som muligt for at have en fornemmelse af, hvem medarbejderne er, hvem de mennesker, de møder er, og hvilke ting, der foregår. Ved et nyligt besøg på et plejehjem mødte jeg en mand, som havde mistet sin kone efter flere års svær demenssygdom. Han var kommet hver dag på plejehjemmet, men da hun gik bort, mistede han kontakten til stedet. Det gik op for ham, at han faktisk savnede det og de mennesker, han havde lært at kende der. For det gik op for ham, at det ikke bare var hans kone, han havde nydt at besøge, han havde med tiden også skabt relationer til både medarbejdere og andre beboere der. Så han tog kontakt til plejehjemmet, og i dag er han kontaktperson der og kommer igen jævnligt. Han gør en mærkbar forskel for mange med sit nærvær, men også for sig selv, fordi det giver ham noget igen.

I dag, hvor vi ofte bor spredt fra vores nære familie, så får pårørendebegrebet en ny betydning. Vi kan ikke længere læne os op ad tanken om, at det er den nærmeste familie, som er pårørende. I dag rækker det langt bredere ud.

Og vi kan ikke sætte alting i system og slet ikke det at være pårørende. Det handler om så meget mere end blodets bånd i dag. Jeg vil rigtig gerne være med til at bringe endnu flere mennesker tættere på hinanden og gøre det at være pårørende mere mangfoldigt, så det får mulighed for at række ud over de relationer, der ligger lige for. Det at gøre noget for et andet menneske er så givende både for den, man giver til, men i sandhed også for en selv.