Budde og borgerne: Gaven, der bliver ved med at give

Da min søn var mindre, var jeg træner i den lokale fodboldklub, hvor han spillede. Da han stoppede med at spille fodbold, stoppede jeg også som træner. Men jeg mødes stadig med dem, jeg var træner sammen med, ind imellem.

Mange frivillige engagerer sig i deres lokalområde, og det handler om langt mere end “blot” at være frivillig. Man får meget ud af det selv også. Et kendskab til, hvad der sker, der hvor man bor, et netværk; både med andre børn, forældre og de mennesker, man deler nærområde med. Man kan vel godt sige det lidt som: “Herfra min verden går...”

Det er meget dansk og unikt det med at være et foreningsland. At så mange frivilligt vil gøre noget for fællesskabet. Det skal vi virkelig værne om og påskynde.

Her i Aarhus er der rigtig mange, som gør et stort stykke frivilligt arbejde både for børn, ældre, udsatte og mange andre. Den indsats er helt uundværlig.

Samtidig er der et dilemma i ikke at træde ansatte over tæerne rent fagligt i frivillighedens navn. For vi skal altid sikre den faglige kvalitet, og den kan ikke erstattes af frivillighed. Det er to forskellige ting, som kan supplere hinanden. Vi skal tale åbent om, hvad det er, vi hver især kan bidrage med ind i fællesskabet og samfundet.

Med ældrereformen kommer vi til at tale meget mere om forventninger til hinanden, som kommune, ansat, borger og pårørende. Hvad kan og skal vi forvente af hinanden, og hvor kan vi hjælpe og supplere hinanden?

Men noget af det allervigtigste, når vi taler om frivillighed, er anerkendelsen.

Det er så vigtigt et arbejde, de frivillige gør, hvor end de gør det, og det skal vi huske at sige tak for. Når man er frivillig, er det jo ikke lønnen, der gør, at man møder op, men lysten, engagementet og ansvarsfølelsen – og den anerkendelse, man får for det. Man er stolt over den indsats, man yder, og med rette.

Frivillighed er vel lidt som en gnist, der tænder en flamme i en, som ikke rigtig kan slukkes igen; man bliver bidt af det, fordi det ikke bare giver en masse til andre, men også så meget til en selv.

De bedste hilsener

Christian Budde