AppsCafé på DokkX - Man føler sig ikke til besvær
Det kan være svært at finde vej i teknologijunglen, og det kan også være svært at bede børn og børnebørn om hjælp, for hvad nu, hvis de synes man er til besvær? Derfor er AppsCafé på DokkX populær.
Tekst: Kirsten Skadhede
I et lille mødelokale på Dokk1 sidder Lis. Med en kop lun kaffe i hånden venter hun på, at det bliver hendes tur til at få hjælp – i dag er det app’en e-boks, der volder besvær. Lis på 74 år har sin faste gang i mødelokalet, hvor tilbuddet AppsCafé finder sted to gange om ugen.
”Jeg føler mig så dum, når jeg ikke selv kan klare at bruge min telefon. Jeg vil ikke spørge mine børn, for jeg kan høre, at de bare bliver trætte af mig. Min mand er begyndende dement, og nu skal jeg også ordne hans post. Det er stressende for mig."
Klar til vejledning
I AppsCafé sidder to medarbejdere klar til at vejlede i brugen af smartphones og tablets, og køen kan sommetider være lang, da der er andre som Lis, der har fået øjnene op for caféen.
”Mange af vores brugere bor alene og har hverken familie eller venner til at hjælpe dem i dagligdagen. Men ligesom Lis har vi også mange besøgende, der har teknisk kyndige børn og børnebørn, men som stadig foretrækker at komme hos os, fordi vi tager os tid. Vi har ligesom skabt en lille lomme, hvor folk kan lære de her ting fra bunden uden at skulle føle sig til besvær eller som en belastning for deres pårørende,” fortæller Antoniett Vebel Pharao, som er projektmedarbejder og fast tilknyttet AppsCafé.
Lis nikker genkendende til dét med tempoet:
”Hvis telefonen driller, kan mine børn godt finde på at tage den ud af hånden på mig og klare tingene i en fart. Så sidder jeg tilbage og har stadig ikke lært, hvordan jeg skal gøre til næste gang. Her føler jeg rent faktisk, at jeg lærer teknikken at kende, og på den måde bliver jeg mere selvstændig for hver gang, jeg kommer i AppsCafé.”
Velfærdsteknologisk udstilling
I DokkX, AppsCaféens nabo, hjælpes selvstændigheden ligeledes på vej – også hos dem, som ikke har pårørende i nærheden til at give en hånd med.
Ole, 77, har flere gange besøgt udstillingen med velfærdsteknologi og hjælpemidler for at se efter nye løsninger til at gøre hverdagen lettere. For et par år siden mistede han sin kone. Tiden efter har været svær, og flere dagligdagsgøremål er vanskelige at klare, da Ole også lever med en halvsidig lammelse efter en blodprop og derfor ikke kan bruge sin venstre hånd.
”Jeg gør mit for at holde mig i gang og er bl.a. kommet i en loge i mange år. Efter min kone gik bort, har det været ét af mine faste holdepunkter,” fortæller Ole.
Som logebroder har Ole et klassisk antræk ved særlige lejligheder, hvid skjorte og slips med slipsenål, som hans kone tidligere hjalp ham med at lukke. Slipset kunne nemt udskiftes med ét med elastik, men skjorten gav problemer. I DokkX faldt Ole over en simpel knaphulslukker, som med en lille krog gør det muligt for ham at knappe skjorteknapperne med kun én hånd. Under et andet besøg i udstillingen opdagede Ole Easy-Up, et apparat der gør det nemt at åbne glas, flasker, konserves mm., som han prøvede og efterfølgende købte.
”Vi møder flere som Ole, der bor alene og som står med konkrete udfordringer i hverdagen, men mange besøgende kommer her også, fordi de har en bekymring for nogen i deres familie,” fortæller Magnus Kinly Mogensen, der er teknologikonsulent i DokkX, og fortsætter:
”Det kan være ældre familiemedlemmer, der stadig bor i egen bolig, og som er i risiko for fald eller mistrivsel. Her vejleder vi de pårørende og hjælper dem til at få øje på teknologier, som fx kan give tryghed eller struktur for de ældste i familien.”
Et eksempel på en sådan løsning kan være b-near skærmen, som gør det nemt for mennesker med demens eller hjerneskade at komme i kontakt med deres pårørende. Eller tryghedssensoren på køleskabet, som registrerer aktivitet og sender en sms, hvis det ældre familiemedlem ikke har åbnet skabet i løbet af dagen.
AppsCafé
Åben onsdage kl. 10-12 og torsdage kl. 13-15 i DokkX-mødelokalet på Dokk1, niveau 2.2.
Læs mere om AppsCafé: DokkX AppsCafé