Åben Dialog blev vendepunktet

Tekst: Anja Ziegler

Maja er født i 26. uge, hvilket er alt for tidligt. Hun har altid haft det svært socialt og været meget syg gennem barndommen og ungdomsårene. Dengang hendes spiseforstyrrelse var værst, ventede hendes mor, Marianne, nærmest bare på at få en opringning om, at nu var det slut.

Forholdet gik i hårdknude

”Som mor er det noget af det værste at stå på sidelinjen,” fortæller Marianne.

Hun gjorde alt, hvad hun kunne - tiggede, truede, græd og skældte ud og var uendeligt frustreret.

”Men man kan ikke bryde igennem, man kan ikke kæmpe imod en spiseforstyrrelse.”

Konflikterne voksede mellem mor og datter.

“At være vidne til, at en af dem, man elsker allermest, har det så svært, og man ingenting kan gøre, det er ikke til at holde til.”

Maja var ved at sulte sig ihjel. Hun var 1,72 cm høj og vejede 34 kg. Marianne stod med det hele og var ved at blive skilt fra Majas far. Hendes og Majas forhold gik helt i hårknude, og der gik flere år, hvor de ikke talte sammen.

Maja havde en kontaktperson, som fik hende indlagt på et ungdomsbosted, pga. de mange konflikter i hjemmet.

Nedsmeltning

“Maja gik helt i sort. Hun gav op og lå bare på sengen, når hun ikke skar i sig selv eller hamrede hovedet ind i væggen eller blev hentet af politiet og tvangsindlagt med bæltefiksering på psykiatrisk afdeling på AUH. Det var ren nedsmeltning,” fortæller Marianne.

”Hun ville ikke have noget med nogen at gøre, og det kom så vidt, at hun til sidst ikke havde noget sprog tilbage. For hvis man ikke oplever, at nogen rigtigt lytter til en, hvorfor skal man så tale?”

Åben Dialog

Som 17-årig flyttede Maja til bosted Kragelund i Højbjerg, med 24 timers overvågning. Her blev hun tilbudt et Åben Dialog-forløb, og det skulle vise sig at blive et afgørende vendepunkt.

“For første gang oplevede hun at kunne sige de ting, der var vigtige for hende, og at nogen reelt lyttede til hende, uden at hun følte sig forkert. Og det gjorde, at hun langsomt åbnede op og fik det bedre.”

Maja inviterede sin mor med til møderne, selvom deres forhold stadig var svært.

”Det er drønhårdt at være med,” fortæller Marianne. ”Det er ubærligt at høre om alt det, ens barn har været igennem. Det er godt, at hun får det sagt, men det er også forfærdeligt, at hun ikke har sagt det før, selvom det jo var for at skåne os. Og selvom jeg har fået at vide mange gange, at jeg ikke har fejlet som forælder, så slipper man aldrig af med tankerne om, hvad man kunne have gjort anderledes.”

Tag imod tilbuddet

Til at starte med syntes Marianne, at Åben Dialog var lidt langhåret.

”Jeg har det stadig lidt svært med Åben Dialog, men jeg kan jo se, hvor meget det hjalp Maja, og hvor imponerede folk bliver over at høre hendes historie. Om hvor mange ting, hun har kæmpet med, og at hun nu er der, hvor hun er i dag.”

Mariannes råd til andre, der står i lignende situation, er derfor, at hvis man får tilbudt Åben Dialog, så skal man sige ja tak.

”Det vil være skidehårdt og svært, det synes jeg stadig det er. Fordi der er så ufattelig mange følelser involveret. Men man må finde sine brede skuldre frem og støtte op omkring det. For havde det ikke været for Åben Dialog, så havde Maja ikke været her den dag i dag. Så jeg er Åben Dialog dybt og evigt taknemlig.”

Stolt mor

I dag har mor og datter et tæt forhold til hinanden. Der er sket meget de sidste otte år siden den første hjælp fra Åben-Dialog-møderne.

Maja har bl.a. taget en peer-uddannelse (formålet med uddannelsen er at gøre de studerende i stand til at omforme deres egne erfaringer til erfaringskompetencer, som du kan bruge til at støtte andre med psykisk sårbarhed). Og så er hun i praktik hos Åben Dialog. Hun har det godt og tager tit med ud på Åben Dialog-konferencer for at fortælle om sit hårde forløb. For to år siden vandt hun Gallo Prisen, som gives til en person, der står frem med sin psykiske sårbarhed og styrke, for at fjerne tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.

”Hun er sindssygt dygtig og har et fantastisk sprog”, fortæller Marianne stolt. ”Og hun vil gerne dele ud af sine hårde erfaringer, hvis det kan hjælpe andre”.

”Maja er kommet rigtig langt, hun er velfungerende på rigtig mange måder. Indimellem har hun brug for ekstra ro, og så lader hun sig frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling,” fortæller Marianne. ”Hun bliver aldrig rask, men hun er et sted, hvor hun kan holde ud at være.”