Kurt kommer forbi - Jesper Tørring

Af Kurt Leth  

Jesper Tørring var blandt Danmarks største atletik-stjerner. Han opnåede at blive Danmarksmester 23 gange, og han satte 22 danske rekorder i en lang række forskellige discipliner.  Toppen på Jesper Tørrings karriere var da han i 1974 i Rom diskede op med et superspring. I flot og sikker stil sprang han 2,25 m. Dermed var han Europamester i højdespring. 

Dyrker daglig idræt 

Når store sportsstjerner siger farvel til livet som eliteudøver, hører man dem ofte sige, at de vil slutte på toppen. Hvorefter mange lægger næsten al legemlig udfoldelse på hylden. Sådan har Jesper Tørring aldrig haft det. Den 75-årige tidligere overlæge dyrker stadig idræt - så godt som hver dag - omkring en time daglig. 

“Jeg elsker at bevæge mig. Også selvom jeg langt fra er i stand til yde det samme, som da jeg var ung. Jeg dyster ikke som tidligere med andre, men jeg svømmer, cykler og styrketræner i Loop. Tirsdag og torsdag formiddage går jeg til gymnastik i min gamle klub Skovbakken. Alt sammen for at det skal være sjovt og hyggeligt. Jeg møder en masse skønne og glade mennesker. Flere af dem kender jeg fra gamle dage. Andre lærer jeg at kende.” 

“Dengang jeg var konkurrenceudøver, var jeg også i gang ca. hver dag. Forskellen er blot, at træningspassene dengang varede dobbelt så længe som i dag.”  

“Det vil ligge mig fjernt at stoppe med at dyrke idræt. Jeg har godt nok været ude i tovene et par gange. For nogle år siden fik jeg indopereret et nyt knæ. Et ikke et helt lille indgreb. Og så har jeg også haft lårbensbrud i hoften efter, jeg væltede på racercyklen.”  

 Heldigvis har Jesper Tørring begge gange været i stand til hurtigt at vende tilbage.  

“En vis form for stædighed kom mig til gavn. Det har været vigtig for mig at kæmpe mig tilbage og få gang i bentøjet igen. Det nemmeste ville være at sætte sig hen i sofaen og se fjernsyn. Men hver gang, jeg har haft en alvorlig skade, har jeg gjort alt for at komme tilbage til idrætten. For selv om jeg nu er oppe i årene, har jeg stadig stor fornøjelse af at bevæge mig. Også på trods af at jeg langt fra kan yde det, jeg kunne engang. 

“Jeg skal vise ham.” 

Jesper Tørring blev kendt for sin store alsidighed som atletikudøver. De mange danske rekorder kom i hus i hele fem discipliner. Foruden højdespring, var det i længde og- stangspring, 110 meter hæk plus, at han var med til at sætte rekorder i stafetløb sammen med sine klubkammerater i Skovbakken, der dengang havde nogle af Danmarks dygtigste atletik-udøvere. Han var også med til to olympiske lege. OL i München i 1972 og Montreal i 1976. Men det var præstationen ved EM i Rom 1974, der blev højdepunktet i hans karriere. 

I efteråret 1973 var den unge Tørring i fuld gang med at træne op til EM. Det krævede intensiv af træning, men der var også lige en lægeeksamen, som skulle læses op til: 

“Først og fremmest kom jeg i bedre og bedre træningstilstand mens jeg læste op til eksamen. Og resultaterne begyndte at indfinde sig i foråret 1974. Så for mig selv var det ikke en overraskelse, at jeg kunne vinde EM-titlen. Jeg følte, at jeg var på sporet.”  

“Et par dage inden EM flokkedes journalisterne omkring vores træningsanlæg. Mest for at interviewe favoritten, russeren Sapka - den forsvarende mester. Sapka blev spurgt om hvem, der var hans største konkurrent, og han nævnte tre-fire navne uden, at han kom ind på mig (jeg overhørte interviewet, han vidste ikke, at det var mig, der stod ved siden af). Da jeg ikke blev nævnt i det fine selskab, tænkte jeg: “Jeg skal vise ham. Han satte mig i den grad op!” 

Og på mesterskabs-dagen skete det: Jesper Tørring diskede op med super-springet på 2,25 m. Fra den ene dag til den anden var atletikudøveren fra Skovbakken “verdensberømt” i Danmark. 

“Det var helt fantastisk, hvordan jeg med EM-titlen pludselig blev en offentlig person. Alle på gaden ville hilse på mig. Folk var søde og flinke. Men det var specielt og en ny rolle, jeg pludselig var kommet i. Det var også sådan, at når jeg udtalte mig om et eller andet, følte jeg, at jeg skulle veje mine ord en ekstra gang.” 

Den berømte læge 

Lægeeksamen kom i hus, og Jesper Tørring har gennem årene været læge på flere danske sygehuse. I 1988 flyttede han med familien til Holstebro i 1988 og blev overlæge Neurologisk Afdeling på Holstebro sygehus, men hans sportslige præstationer var ikke glemt. 

“Selvfølgelig er folks interesse for min person ebbet ud med tiden, men folk oppe i årene kan stadig huske mit resultat ved EM. Og kommenterer det på fornøjelig vis.”  

Jesper Tørring ved med at deltage i konkurrencer på eliteplan, indtil han var i midten af 50’erne. Således var han aktiv på Holstebros elitehold, mens han arbejdede på byens sygehus.   

“På det tidspunkt var jeg trappet ned, men selv om jeg befandt mig i fyrrene elskede jeg stadig at konkurrere. At der var nogen, der sprang højere eller længere end mig generede mig ikke. For jeg var jo efterhånden blev dobbelt så gammel som mange af mine konkurrenter. Det eneste der kunne irritere mig var, hvis jeg tabte til en konkurrent, der som udgangspunkt var ringere end mig. Så var det min egen skyld." 

Efter 31 år i det vestjyske er familien Tørring i 2019 vendt hjem til det østjyske. Ham og hustruen Pernille, der var praktiserende læge i Holstebro, har slået sig ned i et dejligt hus i Åbyhøj. 

“Holstebro er en skøn by, og vi havde mange gode år der, og vi fik flere venner i den nordvestjyske by. Men Aarhus trak i os, fordi de fleste af vores børn og børnebørn bor her.”  

Måske for meget motion 

Når Jesper Tørring dyrker idræt, er det ikke længere løb over hæk, højdespring, længde- og stangspring, fortæller Jesper. Det har mit nye venstre knæ forhindret mig i. Så mine discipliner fra tidligere har jeg måttet lægge på hylden. Men der er heldigvis mange andre idrætsgrene at ta’ fat på. I årene op til jeg fik det nye knæ, kunne jeg ikke løbe. Det har jeg heldigvis været i stand til at træne mig op til igen. 

“Min helt store fascination på mine ældre dage er cykling. Jeg elsker at sidde på ryggen af min racer og træde i pedalerne. Og jeg konkurrerer stadig på livet løs - vel at mærke nu kun med mig selv.”  

“I flere år cyklede jeg med min makker i Holstebro. Tre-fire gange om ugen cyklede vi en strækning på 30-35 kilometer. Det tog os ca. en time. Når det bliver forår, ta’r jeg igen cyklen frem, og så vil jeg gøre alt for at præstere at cykle ligeså hurtigt som tidligere. Eller måske bare lidt hurtigere. Mit konkurrence-gen tvinger mig til at forsøge.” 

Jesper Tørring erkender, at hans træningsiver er lidt vild i betragtning af, at han har rundet de 75 år.  

“Skal jeg være helt ærlig, tror jeg ikke på, at det er sundt med så megen motion. Men hvad pokker, træningen gør mig veltilpas og i godt humør.”  

Hustruen Pernille Tørring siger om sin mand:  

“Jesper motionerer også for mig. Det er slet ikke mig at dyrke så meget sport. Og jeg kan godt ryste lidt på hovedet ad hans motionsiver, men når han har det godt med det, er det okay med mig.” 

Er kommet på museum 

For fem-seks år siden kom Jesper Tørring på "museum."

“Ja, tænk sig at komme på museum, siger den tidligere europamester med et stort smil. “Man kan blive så gammel, at man ender der. Jeg ser det nu fra den muntre side og opfatter det som en ære at få en plads blandt andre østjyske idrætsfolk, der har gjort det godt.” 

 I Den Gamle By er Jespers Tørrings mange medaljer sat ind i montre - og selvfølgelig også den af guld fra EM i 1974. Flotte og farverige gamle billeder af en atletikudøver på toppen præsenterer sig sammen med hans EM pigsko og sandelig om ikke også en 400 cm lang højdespringsoverligger er placeret i lokalet i mesterskabshøjden 2,25 m. Og som et raffinement i sportsudstillingen står Danmarks højeste basketballspiller Chris Christoffersen med sine 2,18 m ved siden af. Høje Chris ser nærmest lille ud ved siden af. 

“Flere har spurgt mig hvordan jeg kan nænne at aflevere alle mine medaljer til Den Gamle By. Men på museet kommer de til ære og værdighed. Her kan mange mennesker få glæde af at se medaljerne. Derhjemme lå de bare i en kasse på loftet.”  

Jagten på rekorder

Hjemme i privaten har Jesper kun et par pokaler stående i et skab. Den ene er den allerførste han fik, da han stillede op for barndomsklubben Randers KFUM. Han var kun 14 år, da han fik skænket årets fiduspokal. Den anden pokal, han har beholdt derhjemme, er den såkaldt Volvo-pokal, han fik tildelt for Nordens største idrætspræstation i 1974. 

Jesper Tørring erkender, at han kunne ha’ nået endnu større resultater som atletikudøver, hvis han havde haft mulighed for at koncentrere sig 100 procent om atletikken. 

“Men det var andre tider dengang. Der var også noget, der hed arbejde og uddannelse. Det var drønhårdt at passe atletikken ved siden af studierne og senere arbejdet som læge. Men omvendt er jeg lykkelig for i dag, at jeg fik en god uddannelse.” 

Foto: Jesper Tørring sammen med sit succesfulde stafet hold fra Skovbakken.

“Jeg dyrkede jo mest af alt atletik, fordi det var sjovt og spændende. Det var ikke pengene, der motiverede én. For dem var der stort set ingen af i amatørtiderne. Det, der triggede mig helt vildt, var fascinationen af jagten på rekorder. Det var det, der fik mig til at træne hårdt og effektivt to timer hver dag ved siden af mine studier og senere arbejde. Når jeg havde sat en rekord enten det var i den ene eller anden disciplin, kunne jeg være høj i flere dage efter. Det var som en kæmpe rus. Rekorderne gjorde, at jeg fik appetit på mere.”  

“Og så må jeg ikke glemme, at jeg havde en fantastisk god træner i Ove Lund. Inden mig havde han trænet flere andre danske rekordsættere bl.a. en anden højdespringer, Svend Breum. Alle fra Skovbakken. På den måde havde Ove Lund fået en kæmpe erfaring med disciplinen.”   

En stor familie 

Pernille og Jesper Tørring har fire børn. De har tilsammen skænket dem ni børnebørn, og den 10. er på vej. 

“Det er skønt med en så stor familie. De fleste af dem bor i Aarhus, så vi har meget med hinanden at gøre. Og jeg kan sige så meget at mange af børnebørnene ved mere end de fleste om, hvordan man springer højt. De har fået mange lektioner i den teknik. Og et flere af dem dyrker også disciplinen - ganske vist i det små indtil videre.” 

Først som 72 årig gik Jesper Tørring på pension fra lægefaget.  

“I starten synes jeg, at det var nemt nok at kaste håndklædet og give mig ud i et nyt liv uden job. Men her for et års tid siden fik jeg igen en lille længsel efter mit arbejde. Min datter er også læge og arbejder inden for det samme, som jeg gjorde - med mennesker, der er ramt af sklerose og blodpropper i hjernen.” 

“Når hun fortæller om sit job, rykker det i mig, men nu er jeg 75 år, og jeg må - selv om det kan være svært - indstille mig på, at det er slut. Når man har sine børn og børnebørn tæt på, er der nok af spændende opgaver.” 

Foto: Et forelsket ungt par - Jesper og Pernille

Om kort tid skal 15 af familiens 20 medlemmer på skiferie sammen i Østrig.  

“Det bliver sjovt. Tidligere kunne jeg nemt følge med de unge ned af bjergene. Nu er nogle af dem blevet så dygtige, at de løber fra mig. Det er selvfølgelig okay, men det kan godt skære lidt i mit konkurrence-gen.”