Kurt kommer forbi... Kirsten Roed

 Tekst og foto: Kurt Leth m.fl.

1980 rejste Kirsten Roed til Princeton i USA med sin mand Jørgen Roed. Han ville forfølge en drøm om
at skabe et stort hotel- og konferenceimperium. Det blev til et eventyrligt liv, hvor det danske ægtepar bl.a.
deltog i arrangementer i Det Hvide Hus.

Tre på stribe

Egentlig ville Kirsten have haft en uddannelse som arkitekt. 

“Men det sagde min far nej til. Han kendte ikke nogen kvindelige arkitekter. Så det var efter hans mening en alt for usikker vej at bevæge sig ud af. Han sagde, at hvis jeg blev skilt, skulle jeg kunne klare mig selv. Derfor blev jeg  lærer, men jeg brugte aldrig nogensinde uddannelsen.”

For på seminariet mødte hun Jørgen Roed. De to unge lærerstuderende blev kærester og senere gift, og med ægteskabet fulgte børn. Først kom datteren Jeanette og tre år senere blev hun storesøster til... tre små søstre. Så Kirsten Roed fik nok at gøre med at holde hus og passe børn. Jørgen Roed valgte hurtigt en anden
karrierevej end undervisningen og grundlagde bl.a. Scanticon Hotel og Konferencecenter.

Foto: “Vi anede intet om, at vi skulle have tre børn på én gang. Dengang blev man ikke scannet for at se, om der var mere end ét barn. Jeg kunne da godt mærke en livlig aktivitet i maven og tænkte, at der måske var tvillinger på vej, men at der var tre - det havde vi ikke set komme.”

Medfølgende familie

Det var Jørgen Roeds iværksætterånd og sans for forretning, som bragte familien til USA, hvor han skabte et stort forretningsimperium med en lang række førsteklasses hotel- og konferencecentre. Men at forlade Danmark og flytte til USA med fire døtre, som på det tidspunkt var blevet teenagere på 14 og 17 år, var en speciel rejse.

“Vi gjorde det for at udleve Jørgens drøm om at skabe en god tilværelse for vores familie. Men det var en ordentlig mundfuld at flytte land med fire halvstore børn. Jørgen havde travlt, så det var ikke altid, han var meget hjemme. Men jeg har ikke noget at klage over. Jørgen var en fantastisk mand, der brændte for sin familie og sine hoteller. Jeg var ikke decideret med i arbejdet med hotellerne og konferencecentrene. Jeg befandt mig mere på sidelinjen. Og med fire børn var der nok at se til i et fremmed land. Vi skulle lære nyt sprog, nyt skolesystem – ja, der var mange udfordringer.”

Besøg i Det Hvide Hus

Jørgen Roeds succes i USA resulterede bl.a. i, at Kirsten og hendes mand to gange blev inviteret til arrangementer i Det Hvide Hus.

“Det kan godt være, at Danmarks statsminister Mette Frederiksen fik lov til at besøge USA’s præsident Joe Biden i to timer. Men jeg har altså sammen med min mand været på visit hos præsident Ronald Reagan i seks timer. Jeg havde ovenikøbet Reagan som bordherre. Og jeg kan sige, at han var en mand helt nede på jorden. Sød, venlig og rar. På et tidspunkt spurgte han mig: ‘Er der noget, du gerne vil se her i Det Hvide Hus?’

Foto: Ved en senere lejlighed blev hr. og fru Roed også inviteret til President's Dinner Ball. Med spisning og efterfølgende dans til levende musik. Også her var Ronald Reagan vært.

Hvortil jeg svarede, at jeg gerne ville opleve Rose Garden. Fluks kom der en officer i hvid uniform og fulgte mig til rosenhaven, hvor jeg så de yndigste roser i en fantastisk smuk have. Som afslutning på arrangementet blev Jørgen og jeg inviteret i Det Ovale Kontor, som kun ganske få oplever.”

“Jeg må sige, at det var noget af en fest og en kæmpeoplevelse for os begge. Der deltog ikke færre end 500 gæster, som repræsenterende vide kredse af det amerikanske erhvervsliv. Besøgene i Det Hvide Hus var nogle af mine sjoveste og mest festlige dage i USA i de knap 40 år, jeg befandt mig i landet.”

Foto: “Den anden gang Jørgen og jeg kom tæt på en af USA’s præsidenter var, da vi deltog i en tre-dages konference i Californien med deltagelse af præsident Bill Clinton. Og man finder ud af, hvor almindelige og nede på jorden folk højt på strå kan være. Vi spiste morgenmad og frokost med Clinton, og vi var alle i shorts og kortærmede skjorter. Jeg kan kun sige, at Clinton er en mand, du får stor respekt og sympati for. Han er charmerende “down to the earth”, med et glimt i øjet og et smil om munden.” 

Sorg og livsvalg

Men ikke alt har været den rene idyl i Kirstens liv. I 2008 mistede hun sin Jørgen til kræft, og i 2015 måtte hun sige farvel til sin ældste datter, Jeanette, som blev ramt af en tumor i hjernen. Hun blev kun 52 år.

“Men livet skal gå videre, selv om det er enormt hårdt at miste to af sine elskede.”

Nogle få måneder efter datterens død tog Kirsten en stor beslutning. Hun ville rejse hjem til Danmark.

Hvordan kunne du dog forlade dine tre døtre i USA?

“Det spørger alle mennesker mig om, men da jeg havde mistet to af mine kære, skete der noget indeni mig. Min motivation for at blive i USA blev stille og roligt mindre. Det på trods af, at jeg havde haft 36 gode år i staterne.”

“Jeg fik det sådan, at jeg ville hjem. Oprigtig talt savnede jeg Danmark og mine veninder her i Aarhus. Det er ikke altid nemt at være alene-kvinde i USA. Når jeg fx blev inviteret til middagsselskab, var det for værterne tit med den afsat til en bestemt herre. Men ved du hvad: En kvinde som mig, der har været godt gift i knap 50 år,
skal ikke flytte sammen med en ny mand. Jeg var blevet for selvstændig og for gammel. Og mine tre døtre, som jo efterhånden er blevet 58 år, synes, at det var ok, at jeg drog tilbage til Danmark. Som de sagde: ‘Mor, det er dit liv, du skal gøre det, du føler er rigtigt for dig.’”

"På trods af visse aldersrelaterede skavanker har jeg et så godt helbred, at jeg hurtigt kan sætte mig ind i et fly og komme over at besøge dem. Og så hænder det jo også, at de kommer til Aarhus for at besøge deres mor. Det er jeg taknemmelig for.”

“Men det var en underlig fornemmelse at forlade mit hus i Princeton. Da jeg stod i lufthavnen i New York alene med min hund Futte under armen, da kneb jeg en tåre. Det var jo farvel til et land, som jeg havde boet i det meste af mit liv. Og som havde givet mig en dejlig tilværelse.”

Foto: Tænk dig at efterlade så godt som alle sine ejendele - møbler, tæpper, malerier, køkkengrej osv.
Det gjorde jeg.

Klarer sig selv

I dag er “hjemme” på Marselisborg Allé. I et 200 kvadratmeter stort hus i tre etager. Selv om Kirsten Roed har passeret de 83 år, passer hun selv sit hus. 

“Det er jeg nødt til. For både rengøringshjælpen og havemanden har meldt forfald. Så nu klarer jeg selv løjerne. Til græsplænen har jeg en håndskubber med el, så det er ingen sag. Og hvad angår rengøring
af rummene i huset, tager jeg ét værelse ad gangen.”

“Når man bliver ældre, følger der desværre altid nogle småskavanker med. Som slidgigt, problemer med hoften og en nylig overstået blodprop i det ene ben. Men jeg klarer mig og lægger vægt på at være selvhjulpen, så godt som det er muligt.”

Kirsten Roed er en kvinde, der holder fast i de gamle dyder. Hun bruger ikke computer, og mobiltelefonen
benytter hun kun til at knipse billeder med.

“Jeg holder stædigt fast i min fastnettelefon. Jeg har en iPad, som jeg nemt kan betjene. Den bruger jeg til at holde kontakt til pigerne i USA og de fire børnebørn, som er kommet til i familien i årenes løb plus et lille nyt oldebarn på halvandet år. At sætte mig ind i at bruge en computer siger mig ikke en dyt.”

Tryg fremtid

Om at leve sit liv alene siger Kirsten:

“Det har jeg det glimrende med. Jeg har en god bekendt. Han er ikke en kæreste, men en god ven, som vil mig det godt. Vi er sammen med hans familie til middag hver anden uge. Et møde, jeg sætter stor pris på. Og så viser han mig rundt i Danmark til steder, hvor jeg aldrig har været før.”

Skal du flytte sammen med din ven?

“Nej bestemt ikke. Det er fint, som vi har det nu. Jeg har jo mine mange veninder, som jeg ynder at være sammen med. Jeg går til fitness én gang om ugen for at komme mig over min blodprop i benet. Og så er jeg for øvrigt bidt af en gal galophest. Jeg er som regel på Jysk Væddeløbsbane mindst tre gange om ugen.”

Kirsten håber, at fremtiden i Danmark må blive tryg og rar.

“At jeg ikke må få de store bekymringer angående helbredet. Og at mine piger med familier vil trives lige så godt, som jeg gør her i Danmark. Og så kan jeg kun sige, at jeg aldrig har fortrudt, at jeg tog det store spring at vende hjem til Aarhus.”

Foto: “Jeg er glad for at være tilbage i Aarhus i det hus, vi i alle årene i USA brugte som sommerhus, når vi besøgte Danmark. Så her skal jeg ikke fra, førend det er absolut nødvendigt.